Burhøns, burhøns gok gok gok

Tirsdag d. 22. maj stemte et flertal i folketinget for et fleksibelt loft på klassekvotienten i gymnasiet. Det er resultatet af mere end ti års kamp for mere tid til den enkelte elev. For de sidste ti år har både lærere og elever forsøgt at råbe politikerne op og har stået på Christiansborg Slotsplads på folketingets åbningsdag år efter år for at få et loft over klassekvotienten.

Jeg har også selv, både da jeg var gymnasieelev og da jeg i 2006 var formand for gymnasieeleverne, været med til at kæmpe for, at ingen elever skal sidde i vindueskarmene for at modtage undervisning og at lærerne altid skal have tid til den enkelte elev. Og jeg kan ligesom de fleste andre gymnasieelever høre kampråbet om burhøns for mig endnu.

Indførelsen af et fleksibelt loft på klassekvotienten er et vigtigt skridt i retning af et uddannelsessystem, hvor alle elever, uanset baggrund, får mulighed for at tage en uddannelse.

• For det første fordi færre elever i klassen giver mere tid til den enkelte elev – det burde være logisk for enhver Og uanset hvordan vi vender og drejer det, så bliver undervisningen altså mere kvalificeret af, at der er en lærer til stede som har tid til samtale, diskussion og refleksion sammen med eleverne . Det bliver endvidere nemmere for læreren at sikre, at alle elever bliver fagligt udfordret. Ligesom eleverne får mere ud af det skriftlige arbejde, hvis læreren har tid til at give feedback og vejledning.Loftet over klassekvotienten er således med til at sikre, at eleverne får mere ud af deres uddannelse.

• For det andet vil et loft over klassekvotienten mindske frafaldet. Der er selvfølgelig mange årsager til, at nogle unge afbryder deres gymnasieuddannelse, og der er også mange forskellige redskaber vi kan bruge for at fastholde dem i uddannelserne. Et loft på klassekvotienten er et af dem.

Center For Fastholdelse og Frafald mener, at mange af parametrene omkring frafaldstruede elever hænger sammen med klassekvotientens størrelse. For netop det, at eleven bliver hørt og set, at der er tid til samtale mellem læreren og eleven, er jo med til at skabe et trygt læringsrum for eleven. Samtidig giver det læreren mulighed for at være mere opmærksom på eleven, så læreren kan hjælpe eleven. Og det er med til

Når det er sagt, kan et loft på klassekvotienten jo ikke stå alene, det er også nødvendigt med  lektiecafeer og mentorordninger, hvor den enkelte elev får hjælp og sparring. Og det udelukker loftet ikke, tværtimod.

Da jeg gik i gymnasiet på det nu lukkede Metropolitanskolen, startede vi 32 elever i klassen i 1. G, men vi var vi kun 18 elever tilbage.  14 elever faldt altså fra undervejs.  Frafaldet kan selvfølgelig skyldes flere ting, men det er helt sikkert, at hvis vi havde været færre elever i klassen fra starten, og hvis der således var tid til alle eleverne, så havde flere af eleverne gennemført uddannelsen.

• For det tredje kan loftet over klassekvotienten være med til at bryde den negative sociale arv.

Når der er for mange elever i klasserne, bliver det sværere for læreren at fastholde alle eleverne engageret i undervisningen.  Når der er for mange elever i klasserne bliver det også sværere for eleverne at fastholde koncentrationen – og det går selvsagt udover de elever, der ikke kan få hjælp til det, de går glip af, når de kommer hjem.

De elever, som kommer fra hjem, hvor mor og far kan hjælpe med lektierne og de store opgaver, skal nok klare sig. Men hvis vi skal have et uddannelsessystem, som er med til at skabe lighed – og det skal vi, så skal vi have uddannelser, hvor man kan være med uanset sine forældres baggrund, Og dér er et loft på klassekvotienten et rigtig godt redskab. Det kan nemlig være med til at sikre, at flere unge kan bryde den negative sociale arv.

Og sådan kan vi blive ved, for der er kun gode argumenter for et loft på klassekvotienten. Men det behøver jeg vel dårligt nævne her?

Det fleksible klasseloft er en KÆMPE sejr for både lærere og elever, ingen tvivl om. Det er en sejr, man skal være stolt af. Men det er også et resultat af en lang og sej kamp, og sejren skal minde os om, at vi har mange kampe at vinde endnu. Vi skal ikke være blege for at kæmpe for en lavere klassekvotient eller for at stille krav til hvordan gymnasiet skal se ud.

Vi er forhåbentlig færdige med kampråbet ”burhøns, burhøns gok gok gok – 28 er mere end nok”, Men der skulle gerne være nye kampråb på vej for arbejdet for et  

et rummeligt gymnasium med høj faglighed, som er med til at skabe lighed er langt fra slut.