Autoritet og autonomi

Vi skal ikke have mere lærerautoritet, men mere lærerautonomi gennem bedre arbejdsvilkår og højere løn.

PISA-undersøgelsen har ført til et ønske om lærerautoritet. Enhver som nogensinde har befundet sig i et forum, hvor nogen lærer noget, ved, at lærerens autoritet ofte udfordres. Sådan er det. Derfor gør det mig virkelig angst, når fx Sørine Godtfredsen ønsker sig tilbage til en verdensorden, hvor læreren bare bestemte. Jeg voksede op i den verdensorden, hvor lærere slog. Det var i slutningen af 70-erne i Sulsted, nord for Aalborg, på grænsen mellem civilisation og Vildmosen. Her slog lærerne, når ungerne ikke hørte efter. Altså, de unge lærere slog alle, de gamle lærere slog kun de yngste elever, for fra 6.-7. klasse kunne krapylerne slå igen. Noget af det mest ynkelige, jeg har set, var en ældre lærer, som krympede sig forbi barylerne, der sagde abelyde til ham som hævn for alle de glade år, hvor han havde sørget for ro og orden med sin flade hånd og et riv i håret. Vold avler vold.

Som underviser gennem mere end 30 år har jeg altid bestemt i undervisningen, og jeg har aldrig oplevet seriøse problemer med min autoritet overfor elever. Som sagt bliver jeg ofte udfordret. Det blev jeg i 1993, og det bliver jeg i dag. Elever vil lave noget andet, spille rundbold, pynte op til jul, se film (i dag – på deres egen skærm). De har altid (efter meget kort tid) forstået, at jeg bestemte i lokalet – undtagen engang i 1999, hvor en pige, som jeg i dag ser på skærmen som en eller anden iværksættertype, førte an i et oprør, der krævede og gennemførte, at timen skulle bruges til at lave julepynt. Ungdommens virketrang er vidunderlig, selvom den i øjeblikket forstyrrer.

Idéen om, at ungdommen opfører sig mere tåbeligt end i de gode gamle dage, er i sig selv en tåbelig idé, der lever af lige dele hukommelsestab og selvretfærdighed.

Den virkelige forandring består i den autonomi og dermed autoritet, som samfundet, primært politikerne, dernæst borgerne i almindelighed, tildeler læreren. Personligt har jeg ikke været udfordret, men det er tydeligt, at debatten om lærere og vores virke i tiltagende grad undergraver lærernes autonomi ved at problematisere deres evner, metoder og hensigter. Venstrefløjens kritik af lærerne som borgerlighedens lakajer (fx Scherfigs Forsømte forår), højrefløjens kritik af de røde lærere (fx Foghs nedsættende tale om pædagogik), ”new management”-administrationens hårrejsende detaljerede krav til undervisningen, og endelig blev lærerstanden ramt i solar plexus af vores venner fra SF og De Radikale, der heppede med på Corydons og Antorinis krav om ”normalisering”.

Med stadig dårligere arbejdsbetingelser, et faldende lønniveau, som ikke tiltrækker de bedste, og stadig ringere uddannelser af lærere på universiteter af forskellige art, kan det ikke undre, at lærernes output – undervisningen – bliver dårligere.

Ligesom i en anden kerne-offentlig sektor, Forsvaret, bliver politikerne nødt til ’at se indad’ – som de siger – for at ændre attitude og finde nye metoder til at forbedre lærernes arbejdsvilkår for at give de bedste lærere de bedste arbejdsvilkår: mere uddannelse, bedre arbejdsvilkår, højere løn. Alt dette vil klart styrke den generelle respekt for lærerstemmen, give større autonomi og dermed stærkere autoritet.