Ytringsfrihed er genstand for evig strid

Det er ligesom med dine knæ. Hvis du er rask og rørig, skænker du næppe dine knæ mange kærlige tanker i hverdagen eller vågner om morgenen og lovpriser deres duelighed.

På samme måde vågner de færreste opfyldt af taknemmelighed over retten til at ytre sig frit. Det er en grundlovssikret ret og et uomtvisteligt gode, som vi i dag i et åbent demokrati som det danske anser for en selvfølge og først vil kere os alvorligt om, såfremt vi føler den rettighed knægtet eller begrænset udover det rimelige.

Men ytringsfriheden er omstridt på flere niveauer i disse år, siger forfatter, jurist og debattør Jacob Mchangama, der i årevis har været en utrættelig fortaler for og forsvarer af ytringsfriheden i den hjemlige debat.

Og, tilføjer han, vi vil som befolkning have gavn af at blive mindet om ytringsfrihedens fundamentale værdi og betydning som den mest centrale menneskerettighed og en grundsten i et frit samfund. Ikke mindst fordi det er en rettighed, som tidligere generationer har kæmpet hårdt for.

Blandt andet derfor skrev han bogen ’Ytringsfrihed – fra Sokrates til Sociale Medier,’ der udkom på engelsk i fjor og for få uger siden også udkom i dansk oversættelse. Gymnasieskolen tog til det ydre Østerbro i København, hvor tænketanken Justitia, som Jacob Mchamgama i 2014 stiftede og til daglig er direktør for, holder til for at høre hans tanker om ytringsfrihedens aktuelle tilstand.

”Hvis man tager det lange historiske lys på, så står vi et rigtigt godt sted. Ytringsfriheden er blevet en international menneskeret, og den er en del af forfatningen i mange lande. Nye teknologier giver os mulighed for at vi kan tale på tværs af grænser i realtid, hvilket de færreste kunne indtil for få årtier siden. Men hvis man kigger på et kortere perspektiv er ytringsfriheden på retur i både autoritære lande og demokratier men selvfølgelig i forskellig grad.”

Et enkelt tal blandt mange fra bogens omhyggelige research illustrerer dette. En undersøgelse fra 2020 med titlen ’Freedom of the net’ konkluderede, at blandt verdens cirka 4,6 milliarder internetbrugere, boede 73 procent af disse i lande, hvor man risikerer at blive arresteret for at poste politisk, samfundskritisk eller religiøst indhold.

Ytringsfrihed er ikke ytringspligt
I dansk kontekst handler de senere års indskrænkninger blandt andet om religiøs forkyndelse, der kunne indeholde tilskyndelse til lovovertrædelser. Sideløbende er der stadig flere tiltag fra politisk hold i forhold til at regulere informationsstrømmen på internettet for at begrænse misinformations skadelige virkning og hadsk tale.

Jacob Mchangama

Jacob Mchangama er 45 år gammel og uddannet jurist fra Københavns Universitet. Han har desuden en europæisk mastergrad i ’Human Rights and Demokratization.’

Han har arbejdet som lektor på Københavns Universitet og været ansat i private advokatfirmaer, før han i årene fra 2008 til 2014 var chefjurist i den borgerlige tænketank CEPOS.

I august 2014 stiftede han tænketanken Justitia, hvor han siden har været administrerende direktør.

Han har i en årrække været en markant stemme i den hjemlige og internationale debat med særligt fokus på emner som ytringsfrihed, retssikkerhed og grundlæggende menneskerettigheder.

Jacob Mchangama har modtaget adskillige hæderspriser for sit virke. De tæller blandt andre Hørupprisen, Blixenprisen, Venstres Frihedspris, Den Gyldne Grundtvig samt Jyllands-Postens Ytringsfrihedspris.

 

Bogen ’Ytringsfrihed – fra Sokrates til Sociale Medier’ er udkommet i dansk udgave på Forlaget DJØF i maj 2023. 

Motivationen er nobel med henvisning til at beskytte demokratiet eller minoriteter i samfundet. Det er eksempler på begrænsninger, som det brede flertal ved første indskydelse vil billige, da vi ikke ønsker at genere andre. Et begreb som ytringspligt har fundet vej til den offentlige samtale og optræder hyppigt i en sætning, der begynder med, at ”naturligvis skal vi have ytringsfrihed, men vi har ikke ytringspligt.” Vi tager ikke skade af at vise hensyn.

”På den ene side er det helt banalt, selvfølgelig har man ikke en ytringspligt. Der ligger dog underforstået, at du ikke bør udtale dig på en bestemt måde. Men i et åbent demokrati kan ens ytringer støde andres følelser, og dét er en uomgængelig konsekvens af ytringsfrihed,” siger han.

Debatter om ytringsfrihed vil typisk blive formet af den helt konkrete her og nu kontrovers, og mennesker vil have en tendens til at tage stilling til, hvor ytringsfrihedens grænser skal trækkes, alt efter hvordan de forholder sig til den givne aktuelle sag, pointerer han.

”Men når man zoomer ud og får et mere historisk blik på ytringsfriheden, kan man, det er i al fald mit håb, se, at der er noget dybere, der står på spil. Man kan ikke lade et så fundamentalt vigtigt begreb som ytringsfrihed afgøre af en subjektiv holdning til et givent emne, der diskuteres. Hvis man går ind for lighed, frihed og demokrati, så er ytringsfriheden et afgørende princip for fastholdelsen af de værdier.”

Uden pres afmattes entusiasmen
Som titlen indikerer, er bogen en omfattende historisk gennemgang af de mange ’slag’, som mennesker gennem tiderne har udkæmpet for at kunne tale og skrive frit uden repressalier fra magthavere. Bogen præsenterer også tre nyere begreber, som vi her vil kigge nærmere på. Det første er ’Ytringsfrihedens entropi.’

”Det dækker over en proces, vi har set utallige eksempler på i historiens løb. Når ytringsfriheden først er vundet, så afmattes entusiasmen. Danmark er et af de lande, hvor ytringsfriheden har det bedste fundament, men ytringsfriheden som værdi står stærkest, når man som befolkning lige har været i tæt kontakt med dens modsætning. Og når vi har en tendens til at tage ytringsfriheden for givet, skyldes det, som jeg ser det, at der ikke er nogen generationer tilbage, der har oplevet, at den for alvor var under pres.”

Han fremhæver navnlig besættelsestiden fra nyere Danmarkshistorie. Det var en tid med systematisk censur, hvor folk blev henrettet for de forkerte holdninger.

”Nutidens politikere er rundet af at tage ytringsfriheden for givet i modsætning til de politikere, der skulle forme det danske demokrati efter besættelsen. De var meget opmærksomme på, at det var farligt at bekæmpe demokratiets fjender via censur. Derfor lagde de et meget vigtigt spor, der især kulminerede i 60’erne og 70’erne, hvor der var yderliggående socialistiske partier i Folketinget, hvis partiprogram indebar en omstyrtning af demokratiet. De havde tillid til, at demokratiet kunne håndtere dets fjender via den åbne debat. Og det viste sig at være en korrekt analyse.”

Forsøg på centraliseret kontrol
Ytringsfrihed samler ikke befolkningen på samme måde, som når man lige har stået overfor totalitære kræfter. Man opdager, at ytringsfrihed også kan vække ubehag og splittelse. Og med internettet og sociale medier er det blevet endnu sværere at få kontrol med alskens ytringer, og så begynder magthavere at se ytringsfriheden som en akut trussel mod demokratiet, noterer han.

”Men man stirrer sig blind på og overdriver de mørke sider. Jo, der er masser af misinformation og konspirationsteorier og hadsk tale, men talrige undersøgelser påviser, at omfanget er ret begrænset i forhold til helheden. Reaktionen på misinformation er i min optik stærkt overdrevet. Især i et land som Danmark med meget høj grad af tillid er det ikke et alvorligt problem for det danske samfund.”

Det bringer os naturligt til næste begreb, der i bogen på dansk kaldes ’åben årvågenhed.’ Det omhandler, at talrige undersøgelser dokumenterer, at den brede befolkning i liberale demokratier viser sig ikke at være synderligt modtagelige overfor den misinformation og de konspirationsteorier med videre, der florerer på internettet. Evnen til at skelne skidt fra kanel har dybe rødder, og et fåtal er til fals for falske påstande.

”Man kan konstatere, at idéen om, at hvis folk støder på misinformation på internettet, så bliver de omvendt, den hviler på et meget spinkelt empirisk grundlag. Det betyder ikke, at der ikke er nogen, der får skøre idéer eller falder ned i et kaninhul, men man skal passe på med at generalisere. Det var for eksempel et fåtal af danskere, der under coronakrisen udviklede vilde konspirationsteorier. Langt de fleste fulgte i høj grad myndighedernes anbefalinger på grund af en høj grad af tillid. Dér, hvor misinformation og propaganda virker bedst, er hos dem, der allerede har en høj grad af mistillid til institutioner og andre medborgere. Mis- og desinformation er mest effektfuld, jo mere et samfund er polariseret.”

Et tredje begreb i bogen er ’Elitens panik.’ Når den offentlige sfære bliver udvidet med nye stemmer fra tidligere undertrykte grupper og nye kommunikationsveje, så går de etablerede gatekeepere i panik. I historisk perspektiv er det ikke noget nyt. Det går tilbage til antikkens Athen, hvor demokratiet opstod. Og det skete under Reformationen, under den franske revolution og så videre.

”Det ser vi også nu med de sociale medier. EU truer Twitter med samme argumenter som Erdogan og Putin bruger. Hvis man ikke lever op til bestemte regler, kan man blive blokeret. Det er et forsøg på at genetablere en form for centraliseret kontrol over det globale økosystem af information. Magthaverne ser sig selv som garanter for tryghed, stabilitet og sikkerhed, og når der er nogle, der i ord udfordrer det, så er det fristende at overdrive truslen. De vil slå til lyd for vigtigheden af, at der sættes nogle demokratiske rammer op for debatten, som de så skal definere og håndhæve. Men hele idéen med ytringsfrihed i et demokrati er jo, at du skal kunne udfordre flertallets holdninger. Ellers er det en meningsløs rettighed. Du må gerne have holdninger som går imod, hvad flertallet og særligt magthaverne mener er rigtigt.”

– Kan der ikke være hensyn, der må vige, når det gælder noget så essentielt som beskyttelse af minoriteter?

”Historien viser bare, at det ikke er i minoriteternes interesse, at ytringsfriheden bliver beskåret. Den har været helt afgørende for minoriteter, også selv om de ikke nød den, til at skabe opmærksom om deres situation og appellere til majoriteten om ligeværd og tolerance. Om det har været frihedskampe, kvindekamp, raceundertrykkelse eller antikolonialisme, så har ytringsfrihed været en central kampplads og de undertryktes vigtigste våben, som vi så det i et endnu mere nutidigt eksempel som ’det arabiske forår’. Og censur har altid været undertrykkernes første våben mod minoriteters krav på ligestilling.”

Den væsentligste frihedsrettighed
Vi slutter af med et blik på undervisningssektoren, der både internationalt og herhjemme er blevet en arena, hvor det nu er til debat, hvad der må siges, vises og undervises i. Det kan være fænomenet cancel culture på de amerikanske universiteter, der berører talefriheden. Eller i Frankrig hvor det i 2020 fik fatale følger for skolelæreren Samuel Paty, at han underviste sine elever i Muhammed-tegningerne. Flere universiteter som Aarhus Universitet, SDU og CBS har fundet det nødvendigt at understrege principper, der skal sikre den frie ytring.  Og senest er der røre om, hvorvidt selvcensur blandt gymnasielærere afholder dem fra at inddrage satirekrisen i undervisningen.

For Jacob Mchangama står én ting tindrende klart. Hvis forståelse for ytringsfrihedens historik og værdi skal forankres som en central del af den basale demokratiske dannelse, er undervisningen i grundskolen og gymnasiet af uvurderlig betydning. Og til det hører ikke blot retten til at tale frit men også evnen til at lytte til andres holdninger.

”Man skal kunne tåle at kunne lytte til meninger, man ikke selv bryder sig om. Og vi har et kæmpe problem, hvis lærere af frygt ikke føler, at de kan undervise i Muhammed-tegningerne eller andre kontroversielle emner. Jeg har ofte selv været ude og holde oplæg på gymnasier, hvor jeg viser tegningerne, og det har aldrig givet anledning til problemer. Jeg kan jo ikke vide, hvad den enkelte elev har tænkt, men hvis man skal uddannes til at være et velfungerende menneske, der kan agere i et demokrati med alle mulige forskellige holdninger, skal man kunne tåle at blive udsat for idéer, som man ikke bryder sig om.”

Set fra Jacob Mchangamas synsvinkel er ytringsfriheden den absolut væsentligste frihedsrettighed. Man kan ikke forestille sig eksempelvis forsamlingsfrihed eller religionsfrihed uden ytringsfrihed.

”Betyder det så, at det er mindre vigtigt med et forbud mod tortur eller retten til privatliv? Nej, men i et samfund uden ytringsfrihed er det meget nemmere at begå tortur eller krænke privatlivet. Og hvad end man som individ eller gruppe kæmper for eksempelvis LGBT+-rettigheder eller religionsfrihed, så er det vigtigste våben at kunne ytre sig og kritisere magthaverne, kritisere lovgivningen og mobilisere folk til demonstrationer og skrive til politikere med videre.”

Han afrunder bogen med konstateringen af, at kampen for ytringsfrihed givetvis vil være en kontinuerlig kamp, fordi der altid vil være en fristelse hos magthavere til at lukke munden på folk med holdninger, som de ikke bryder sig om.

”Ytringsfriheden er et princip, der altid vil være i bevægelse, men forhåbentligt har vi gjort så store landvindinger, at vi i hvert fald i de åbne demokratier ikke behøver at forhandle om selve princippet men kun om, hvor grænserne skal gå.”

– Hvor går dine egne?

”Hvis man tilskynder til ulovligheder, kan der være adskillige rimelige begrænsninger. For mig er det helt afgørende, at man har frihed til meningstilkendegivelse. Staten må ikke diskriminere på baggrund af meningstilkendegivelse og bestemme, at nogle meningstilkendegivelser er bedre end andre i lovens øjne.”