Vikarliv endte med stress

Hvad er et arbejde værd? Hvor meget må det koste? Stress, angstanfald og bekymringer om fremtiden?

36-årige Karina Borgbjerg Rohde har været det hele igennem og er ikke i tvivl om, at intet arbejde er dét værd. Men alligevel er hun usikker: Skal hun virkelig droppe undervisningen, fagene og samspillet med eleverne – alt det, hun har arbejdet hårdt for og elsker så højt – for at få balancen tilbage i sit liv?

"Uvisheden har slidt på mig. Jeg har altid lagt enormt meget energi i min undervisning, men blev ramt af stress på grund af et overbelastet skema og en ledelse, der ikke holdt ord. Derfor er det så vigtigt, at jeg træffer den rigtige beslutning nu," siger Karina Borgbjerg Rohde, der i dag er ansat i et barselsvikariat på Rosborg Gymnasium.

Hun kan ikke helt forstå, at hun, otte år efter at hun blev færdig med studierne i tysk og dansk på universitetet, står med det svære valg, om hun skal finde på noget helt andet at lave. De første år efter studiet underviste hun blandt andet på en efterskole, men gymnasiet trak i hende. De sidste fire år har hun forgæves forsøgt at få en fast fod ind i gymnasieverdenen.

"Desværre har jeg haft nogle rigtig dårlige oplevelser med gymnasiet, hvor jeg blandt andet ikke blev fastansat på, trods af at det var et brud på reglerne," siger Karina Borgbjerg Rohde.

I de fire år har hun taget alt, hvad hun kunne få af vikariater og timerester på forskellige gymnasier og indimellem kørt ekstra kilometer i håb om at komme i betragtning, hvis der skulle blive et job ledigt. Men det er desværre også hendes oplevelse, at nogle skoler holder igen med fastansættelser og hellere ødsler med time­rester og midlertidige ansættelser.

”Det virker som om, at nogle skoler spekulerer i at udnytte de nyuddannede lærere, som i håb om en fast stilling arbejder meget mere, end det er rimeligt, og alligevel må kigge langt efter fast job og pædagogikum,” siger Karina Borgbjerg Rohde.

Stress i stedet for fastansættelse
Det værste, hun har været ude for, var en ansættelse på Vejen Gymnasium og HF. Sagen er så grel, at Gymnasieskolernes Lærerforening (GL) har taget den videre til Arbejdsretten, hvor den venter på en afgørelse. Sagen er også et godt eksempel på, at man skal være opmærksom på sine rettigheder, hvis man tager timerester.

Karina Borgbjerg Rohde kendte godt reglerne, da hun blev ansat til at tage timerester i et fuldtidsskema. Men hun regnede med, at fastansættelsen blot var en formalitet.

"Jeg vidste godt, at jeg havde ret til fastansættelse, fordi jeg ikke vikarierede for nogen. Lederen nævnte også pædagogikum, så jeg troede blot, at det var en formalitet," fortæller hun.

Men det blev alt andet end en formalitet. Det blev et frygteligt år med et overbelastet skema, hvor hun kørte sig selv hårdt med for meget arbejde samtidig med, at hun tilbragte halvanden time i bilen hver vej, når hun skulle på arbejde. Og det endte ikke med en fastansættelse, men med stress.

For at vise sin gode vilje sagde Karina Borgbjerg Rohde nemlig ja til et par ekstraopgaver og endte med at have syv hold fra august til december i 2012.

"Jeg lavede ikke andet end at arbejde og køre – arbejde og køre. Jeg tænkte, at jeg lige måtte kæmpe mig igennem indtil jul, for jeg vidste, at efter jul ville jeg komme af med to hold, og så ville jeg have lidt mere luft i skemaet," siger Karina Borgbjerg Rohde.

Det blev dog ikke det eneste, som hun skulle kæmpe med. Hun mindede løbende lederen om fastansættelsen, men han slog det hen. Senere benægtede han, at han havde nævnt noget som helst om pædagogikum. Karina Borgbjerg Rohde følte efterhånden, at hun løb panden mod en mur, så hun kontaktede GL. Efter flere mislykkede forsøg på at få en dialog med ledelsen, indkaldte GL ledelsen til et møde med Moderniseringsstyrelsen, som lederen dog ikke mødte op til. Derfor er sagen nu overgået til Arbejdsretten. Det ærgrer Karina Borgbjerg Rohde.

”Jeg ønskede jo slet ikke, at der skulle komme en sag ud af det. Jeg ville bare have, at det skulle gå i orden efter reglerne,” siger hun og tilføjer:

”Det var virkelig et chok for mig, at det skulle blive så stort et problem, når nu jeg havde retten på min side.”

Sidenhen blev det direkte ubehageligt at være i Karina Borgbjerg Rohdes sko. Hun blev indkaldt til samtale hos rektor, som bebrejdede hende, at hun havde involveret GL. Da hun forsvarede sig ved at henvise til alle de gange, hun havde nævnt det for ham, var hans svar:

”Jeg har ikke mere at sige til dig.”

Kunne ikke overskue noget
Rektors hårde udmelding var dråben, der fik Karina Borgbjerg Rohdes bæger til at flyde over.

”Dagen efter bukkede jeg under. Stresssymptomerne, som nok havde ulmet et lille stykke tid, blev rigtig slem­me,” fortæller hun.

Karina Borgbjerg Rohde blev ramt af angstanfald, hun havde svært ved at huske ting, og humøret var helt i bund.

”Jeg var så ked af det og helt opgivende. Jeg kunne slet ikke overskue, hvordan jeg skulle nå mine ting,” fortæller hun, der søgte læge og hurtigt fik hjælp fra en psykolog til at komme videre.   

Heldigvis kæmpede Karina Borgbjerg Rohde sig op og var igen klar til at søge job. Derfor har hun det sidste år arbejdet på Rosborg Gymnasium i Vejle. Det er desværre et barselsvikariat, og der vil ikke være en fast stilling til hende næste år. Hendes fag er tysk og dansk, og alle tyskhold er allerede afsat til de fastansatte lærere.

Karina Borgbjerg Rohde understreger, at hun godt vidste, hvad hun gik ind til, og at skolen er i sin fulde ret til ikke at fastansætte hende.

”Men jeg håbede selvfølgelig. Man gør sig sådan umage, når man er midlertidigt ansat, og knokler og knokler for at bevise, at man er værd at satse på i fremtiden,” siger hun.

Karina Borgbjerg Rohde står ved en korsvej. Hun skal finde ud af, om hun vil give slip på drømmen om at blive gymnasielærer på trods af, at hun elsker det og ved, at hun er en rigtig god underviser. Hun er stadig i tvivl, og beslutningen tynger hendes tanker og hjerte. Én ting er hun dog sikker på:

”Jeg vil aldrig have stress igen. Intet job er dét værd.”

Gymnasieskolen har været i kontakt med ledelsen for Vejen Gymnasium og HF, der ikke ønsker at udtale sig i sagen.