Viden og håb skal vende klimakrisen

Om Sebastian Mernild

• Professor i klimaforandringer og glaciologi, ph.d. og dr.scient.
• Leder af SDU Climate Cluster.
• Tidligere ansættelser på universiteter og forskningscentre i Alaska, New Mexico i USA, Chile og Norge og direktør for Nansen Center i Bergen i Norge.
• Medforfatter til flere FN-klimarapporter siden 2008 og frem til 2023.

Grafen, som viser temperaturerne på jordkloden, laver pludselig et voldsomt spring. Klimaforsker og professor på Syddansk Universitet (SDU) Sebastian Mernild peger med sin finger på skærmen og guider gennem jordens udvikling de sidste 22.000 år.

“Hvis jeg skal forklare den globale opvarmning for unge mennesker, så er det vigtigste budskab, at forandringerne i middeltemperaturen går ekstremt hurtigt nu og kommer til at gå endnu hurtigere fremover,” forklarer Sebastian Mernild og henviser til grafen på den bærbare computer, der står på et mødebord på universitetet i Odense.

Grafen løber jævnt hen over skærmen og tager et lille hop op, i perioden da den seneste istid sluttede, og enorme mængder smeltet ferskvand strømmede ud i oceanerne for cirka 9.000 til 10.000 år siden. I den klimamæssigt forholdsvis dramatiske periode steg den globale middeltemperatur med én grad i løbet af cirka 1.150 år.

Derefter sker der temperaturmæssigt næsten ingen udsving på grafen, før vi når vores tidsalder.

“Den globale temperatur er steget 1,1 grad over de seneste 140 år. Sidste gang temperaturen steg dramatisk, var det én grad i løbet af mere end 1.000 år. Og de næste 80 år kommer middeltemperaturen forventeligt til at stige yderligere 1,5-2,0 grader eller mere, det er meget voldsomt,” forklarer Sebastian Mernild.

Han holder et imaginært pendul ud i luften.

“Vi har skabt en enorm ubalance. Pendulet er helt ude til højre, og alligevel presser vi det yderligere op,” siger Sebastian Mernild.

Fortællingen er i sig selv ikke nogen nyhed. Den ene klimarapport efter den anden har slået fast, at den menneskeskabte globale opvarmning stikker af. Sebastian Mernild, som har været medforfatter på flere FN-klimarapporter, mener dog stadig, at det er vigtigt at gentage budskabet om klimakrisen – ikke for at skræmme og skabe panik, men tværtimod for at føre til handling og også gerne skabe håb.

“Det er utvetydigt menneskene, der har skabt den globale opvarmning, men det gode budskab er, at vi mennesker også kan gøre noget ved den. Selvom det ser bekymrende ud, skal vi bruge vores viden og faglighed til at motivere til den grønne omstilling i et højere tempo,” siger han.

Teknikken er ikke nok
Sebastian Mernild er leder af SDU Climate Cluster. Det er et center, som fremmer og støtter tværfaglig forskning med det formål at komme op med holdbare løsninger for den grønne omstilling – herunder stigende reduktioner af drivhusgas – og i sidste ende bremse og vende den globale opvarmning.

Da han tager imod til et interview, er det med et fast håndtryk og et venligt smil. Mens kaffekopperne bliver fyldt, når han at fortælle om et forskningsprojekt med solceller baseret på organisk nanoteknologi, som SDU Climate Cluster er med i. Solcellerne er så tynde og gennemsigtige, at de for eksempel kan lægges på taget af en bil, uden at man kan se dem.

“Hvis man kunne udnytte al energi, som solen afgiver til jorden, kunne man på omkring tre timer hente det globale energiforbrug for et år,” nævner Sebastian Mernild om potentialet for solenergi.

Den aktuelle forskning handler dog ikke kun om teknikken i solcellerne. Forskningen er tværfaglig mellem det tekniske fakultet og det samfundsvidenskabelige fakultet.

“Det er ikke nok kun at forske i teknikken, vi skal også finde ud af, hvordan vi får forbrugerne og virksomhederne til at bruge den og investere i den og dermed skaber vækst og muligheder for den klimavenlige omstilling,” siger han om den tværfaglige forskning.

Sebastian Mernild har som leder af SDU Climate Cluster ansvaret for at uddele cirka 100 millioner kroner til tværfaglig forskning i klima og klimaomstilling.

Håb hos ungdommen
Det håb eller lys i mørket, som Sebastian Mernild også selv ser, retter han også mod ungdommen, gymnasierne, uddannelse og forskning. Han tror på, at viden, teknologi og udvikling er en stor del af løsningen på den globale klimakrise. Nutidens unge og deres børn bliver dem, som både kommer til at opleve de hastigt stigende temperaturer, og hvad de fører med sig af tørke, oversvømmelser og store menneskelige og økonomiske konsekvenser, men de bliver også en del af løsningen, tror og håber Sebastian Mernild.

“Jeg mener, at klimakrisen er den vigtigste udfordring, som gymnasierne skal arbejde med. Vi skal rette vores mindset mod uddannelsessystemet og gymnasierne, så de unge får den her udfordring ind i deres DNA. Klimakrisen er og skal være en del af almendannelsen. Den grønne omstilling skal være drivkraften i vores samfund og skal samtidig være med til at skabe det velfærdssamfund, vi gerne vil have også i 2050 og 2100,” siger Sebastian Mernild.

Først og fremmest vil han gerne formidle håb til de unge og i øvrigt også andre aldersgrupper. Hvis han selv var leder eller lærer i gymnasiet eller på en anden ungdomsuddannelse, ville han stille spørgsmålet til eleverne: “Vi skal have reduceret vores drivhusgasser i atmosfæren. Hvordan gør vi det?”

I bund og grund er opgaven såre simpel – vi skal udlede mindre CO2 og tage CO2 ud af atmosfæren. Og den opgave eller mission skal ikke kun være forbeholdt de naturvidenskabelige fag, det er hele idéen med Sebastian Mernilds opgave på SDU.

“Vi kan lave hestebønner og udvikle ny grøn mad, men hvordan får vi forbrugerne til at ændre adfærd, når det glinsende røde oksekød ligger og frister i kølemontren? Vi skal tænke meget mere på tværs af fag, og de naturvidenskabelige, samfundsvidenskabelige og humanistiske fag skal arbejde sammen,” siger Sebastian Mernild.

Tankegangen gælder også i gymnasiet.

“Gymnasierne skal selvfølgelig sørge for, at de unge er gode til fagdisciplinerne – matematik, fysik, dansk, engelsk, samfundsfag og så videre, men udfordringerne skal hele tiden tænkes på tværs af fagene. Matematik skal relateres til noget virkelighedsnært og være et redskab til at løse konkrete problemer,” siger Sebastian Mernild og tilføjer, at han godt ved, at gymnasier også arbejder tværfagligt i dag og har fokus på klimaet.

Men han mener, at der godt kan skrues op for det fokus – også på de videregående uddannelser.

“Tankegangen om at siloopdele vores uddannelsessystem fungerer til en vis grænse, men på arbejdsmarkedet arbejder man på kryds og tværs af fag,” siger Sebastian Mernild.

Han begynder at fortælle om flere af de tværfaglige forskningsprojekter, som SDU Climate Cluster har sat i gang. Biologer undersøger, hvordan og hvor meget C02 der kan lagres i forskellige vegetationer, som kan vokse i vand.

“Ålegræs er godt til at binde kulstof, og måske kan vi beplante danske fjorde med det. Samtidig kan vi måske bruge ålegræs i for eksempel Vejle Fjord til at være en buffer for oversvømmelser af havnekajen og byen, når isen på et tidspunkt smelter yderligere i Arktis.”

Sebastian Mernild forklarer, at biologer ved noget om vegetation, mens samfundsvidenskabelige forskere kan lave beregninger på omkostninger ved at beplante med ålegræs i for eksempel Vejle Fjord holdt op mod udgifterne for eventuelle ødelæggende stormfloder i byen.

Sebastian Mernild har talt sig varm og fortæller om et andet forskningsprojekt, som handler om medicinalindustrien.

“Det viser sig, at medicinalindustrien udleder mere CO2 end bilindustrien, når det kommer til produktionen. Vi taler altid om madspild og flyrejser, men i medicinalindustrien er der også et kæmpe potentiale for at gøre noget,” siger Sebastian Mernild og taler videre om den tværfaglige forskning i projektet, lige fra pillerne bliver produceret i Asien, til vi forbrugere står og køber dem på apoteket, og til overskuddet af piller bliver smidt ud og kan ende i naturen.

Danmark gør ikke nok
Sebastian Mernild bliver ved med at tale om håb og handling. Og det på trods af, at han også meget klart afviser, at vi gør nok i Danmark og i resten af verden for at reducere udledningen af drivhusgasser.

Igen peger han på sin computerskærm, hvor han har fundet en grafik med den danske politiske indsats: Den danske klimalov med en ambition om en reduktion af udledningen af CO2 på 70 procent i 2030 i forhold til 1990, regeringens ambitioner om at gå i nul i CO2-udledning i 2045 og reduktioner på 100 procent i 2050 i forhold til 1990-niveauet. Men selv de forholdsvis høje ambitioner er ikke nok til at nå Paris-aftalen. Den store internationale aftale fra 2015 siger, at den globale middeltemperatur ikke må stige mere end 2,0 grader og i bedste fald kun 1,5 grader.

“Hvis alle verdens lande fulgte Danmarks mål, ville temperaturen alligevel stige med 1,7 grader i 2045. Vi er relativt ambitiøse i Danmark, men vi er alligevel langt efter, og det går for langsomt i forhold til at nå målene,” siger Sebastian Mernild.

Ambitioner er ikke nok. Klimaet har brug for handling, fastslår han. “Der skal ske meget mere,” siger Sebastian Mernild og nævner CO2-afgifter som et af redskaberne, men de skal slet ikke stå alene.

“Politikerne bør også skabe nogle store fonde, som virksomheder i samarbejde med universiteterne og vidensinstitutionerne kan søge for at udvikle nye produkter og teknologier og påvirke vores adfærd. Det er viden, som skal være med til at forandre verden. Der ligger et kæmpe potentiale i Danmark, hvis vi formår at bruge vores knowhow, tænke på tværs og skabe løsninger, som kan udbredes til resten af verden,” siger Sebastian Mernild.

Når han taler om håb og optimisme, så erkender han, at han lægger sit håb i en fremtid, som han måske ikke selv bliver en del af.

“Vi kommer til at få et endnu varmere klima i de kommende år, og vi bevæger os over i et klima, som er to grader varmere i slutningen af 2040’erne. Vi risikerer også at komme over globale temperaturstigninger på cirka tre grader i 2100. Det vil få store menneskelige og økonomiske konsekvenser. Men på et tidspunkt vil vi have så meget ny teknologi, grøn og vedvarende energi, og en ændret adfærd, at vi begynder at reducere og trække så meget CO2 ud af atmosfæren, at temperaturen begynder at falde igen,” siger Sebastian Mernild og tilføjer:

“Forhåbentlig. Vi kan ikke vide det med sikkerhed. Men jeg tror, temperaturen peaker på et tidspunkt, og så falder temperaturen igen ud imod 2100. Men det kræver, at vi handler hurtigt.”