Vi lever i det sociale overvågningssamfund

Vi er ikke længere alene. Der er altid nogen, der følger vores færden. ­Anonymiteten og de private stunder findes ikke mere. Det er en fuldstændig radikal ændring af vores livsbetingelser. ­Edward Snowden, manden, der afslørede, at amerikanske efterretningstjenester holder øje med stort set al digital kommunikation, forudser, at de børn, der bliver født nu, aldrig vil komme til at kende til konceptet privatliv. Deres verden vil være fuldt offentlig og evigt tilgængelig for dem, der overvåger.

Men advarslen kommer formentlig for sent. For det er ikke kun big brother, der holder øje med os. Der finder en langt mere direkte og konkret overvågning sted hele tiden. Alle, vi møder, har en smartphone med kamera i lommen, og hvert eneste øjeblik risikerer vi at komme med på billeder og videoer, der bliver delt på sociale medier.

”Vi er allerede der, hvor vi må forvente, at vi bliver filmet eller fotograferet hele tiden,” siger professor fra Københavns Universitet Jens-Erik Mai, der er ekspert i overvågning.

Vi befinder os med andre ord ikke kun i et orwellsk overvågningsmareridt, men også i det sociale overvågningssamfund, hvor vi altid kan blive til grin, udstillet eller afluret på Facebook.

Lærere ender på Youtube
Få steder er det vilkår mere grundlæggende end i gymnasiet. Smartphones og Facebook er allestedsnærværende, og de mange rygte- og kyssesider, hvor elever gør grin med hinanden på Facebook, er de tydeligste eksempler på, hvordan især unge færdes i en virkelighed, hvor de hvert andet øjeblik kan risikere, at private situationer ender på ­Facebook. Der er utallige billeder af unge, der kysser, brækker sig eller sejler rundt i druk. For nylig udstillede en rygteside i Nordjylland eleverne så groft, at en privat forretningsmand til sidst købte de anonyme bagmænd ud og lukkede siden.

Men rygtesiderne handler ikke længere kun om elever. Jens-Erik Mai, der selv forelæser på universitetet, mener, at undervisere bliver nødt til at forvente, at de kan blive filmet eller fotograferet under undervisningen, og på Facebook bliver en lang række lærere da også udstillet på billeder taget under undervisningen.

Det gælder blandt andre lærere fra Esbjerg Gymnasium og HF, og derfor har rektor Erling Petersson taget problematikken op med eleverne. Han understreger, at det er en del af de unges kultur, og der skal være plads til harmløst drilleri, men at grænsen går ved at publicere billeder af lærerne. På trods af det har de anonyme ophavsmænd stadig ikke fjernet billederne fra Facebook.

”Det er en kompleks problemstilling, for det er naivt at tro, at det kan forbydes, men det er afgørende at finde acceptable måder, så det ikke bliver ydmygende, nedværdigende eller sårende for hverken elever eller lærere. Et af problemerne er, at det er umuligt at vide, hvem der står bag. Derfor har jeg opfordret elevrådet til at være med til at skabe en kultur, hvor man ikke udstiller hinanden,” siger Erling Petersson.

Hæmmer underviseren
Traditionelt siger al forskning om overvågning, at bevidstheden om, at andre kan kigge med, får os til at ændre og tilpasse vores adfærd. Oprindeligt blev den strukturerede overvågning udtænkt af den britiske filosof Jeremy Bentham i 1785. Han udtænkte panoptikonfængsler, hvor en enkelt vagt potentielt kunne overvåge samtlige fanger. Alle fanger blev ikke overvåget hele tiden, men ingen af dem vidste, hvornår de blev overvåget. Derfor havde de konstant en følelse af at blive overvåget. I 1970’erne overførte Michel Foucault begrebet til, hvordan samfundet kan holde borgerne i skak ved at skabe bevidstheden om, at de bliver overvåget.

Rektor Erling Petersson kan sagtens forestille sig, at det vil påvirke lærernes adfærd, hvis de hele tiden skal have i baghovedet, at de kan blive til grin i offentligheden.

”Det er tydeligt, at eleverne er meget reflekterende over, hvordan de fremstår og bliver fremstillet. Det kan bestemt heller ikke afvises, at det vil påvirke lærerne, at de ved, de risikerer at blive fanget på det forkerte ben,” siger Erling Petersson.

Men fænomenet er endnu så nyt, så det er uklart, hvilken effekt overvågningen har.
”Der er sket et skred fra, hvordan det var før og efter de sociale medier. Men vi kender endnu ikke omfanget af, hvad det betyder, at vi ikke længere kan færdes i fred,” siger professor Jens-Erik Mai.

Nuværende og til tide
Mens det tyder på, at det kan virke hæmmende for os, der voksede op før internettet, så tyder det på, at det er så fundamentalt et vilkår for ungdommen, at de ikke bemærker det.

”Vi er vokset op med Facebook og har aldrig gået i skole uden internet. Vi har vænnet os til, at der bliver taget billeder af os. Det er en del af tilværelsen,” siger Phillip Dimsits Lerer, formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS).

For nylig publicerede studenterrådet fra Nottingham Trent University en video optaget til gallefesten, hvor de studerende troede, at de blev fotograferet. I samme øjeblik de så kameraet, stillede de sig i indøvede poserende positurer. I virkeligheden blev de filmet og fremstår sært fastfrosne i tiden i helt igennem unaturlige og akavede stillinger. Den engelske forfatter og filosof Iris Murdoch sagde, at mennesket er et væsen, som skaber billeder af sig selv og så kommer til at ligne disse billeder, og videoen viser, at i hvert fald de filmede elever via deres posering øjeblikkeligt selviscenesætter sig som mere festlige og lykkelige, end de måske reelt er. De er så vant til, at kameraer og smartphones er i alle øjeblikke, at de i stedet for at fjerne sig fra det bruger det til at skabe deres egen fortælling om festen. Med Phillip Dimsits Lerers ord er det en del af tilværelsen.

Lektor på CBS og forsker i digitale indfødte Søren Schultz Hansen mener, at billederne er en konsekvens af, at vores øjeblikkelige virkelighed ikke længere kun består af det sted, vi er.

”Den naturlige konsekvens af, at der ikke længere er behov for at være til stede samme sted, er, at det er blevet meget vigtigere at være til stede samtidig. Hurtige fotos taget med mobilen viser dem, vi er sammen med på Facebook uden at være fysisk sammen med, hvordan vi har det lige nu. Nærværet og det gode samvær opnås så at sige via nuet – ikke via stedet. Vi er ikke nærværende, men nuværende. Vores samvær er ikke længere bundet af sted, men af samtidighed. Vi er ikke til stede, men til tide,” siger Søren Schultz Hansen.

Arsenal af pinligheder
Tænketanken Digitale Unge undersøgte sidste år gymnasieelevers private og offentlige liv på sociale medier. De konkluderer, at eleverne har en række måder at håndtere billederne på. Hvis der bliver publiceret billeder, hvor de ser dumme ud eller befinder sig i pinlige situationer, forsøger de oftest at tage brodden af ved selv at more sig over billedet i kommentarerne. Der foregår også en oprustning, hvor man gemmer pinlige billeder af andre; i håb om, at det vil afholde andre fra at publicere pinlige billeder af en selv. Men først og fremmest opfatter de unge, i modsætning til ældre, der betragter billeder som vigtig dokumentation for særlige begivenheder, billederne som flygtige øjebliksbilleder. Det er snapshot af nuet, som kun angår nuet.

”Vi lægger ikke så meget i, at vi bliver overvåget. Hvis et pinligt billede af os bliver publiceret på Facebook, ved vi godt alle sammen, at der er tale om et øjebliksbillede. Vi betragter det ikke som noget vedvarende,” siger Phillip Dimsits Lerer.
Men billederne er vedvarende, og de fleste undersøgelser af unge og sociale medier viser, at de ikke er så bevidste om, hvordan for eksempel arbejdsgivere vil se dem i fremtiden. Det kan der være en bedre grund til end blot almindelig uoplysthed, som ellers ofte bliver fremhævet. Måske er det nærmere en følgevirkning af, at forestillingen om fremtiden er forsvundet.

Fremtiden findes ikke
Det mener den amerikanske medieteoretiker og forfatter Douglas Rushkoff. I bogen Present Shock hævder han, at begivenhedernes tempo er accelereret til et niveau, så nuet bevæger sig med samme fart som fremtiden, som derfor aldrig ankommer. I stedet eksisterer vi kun i et evigt hektisk og udstrakt nu, hvor alle statusopdateringer, alle nyheder, alle billeder, alle sms’er og alt andet hele tiden føles altoverskyggende. Det er i tråd med Søren Schultz Hansens tanker.

”Vi befinder os i en form for evig nutidighed. Digitale fotoer falmer for eksempel ikke, men fremstår altid lige så nye, som da de blev taget. Vilkårene for vores beslutninger ændrer sig så hurtigt, at vi har opgivet at styre mod et mål i fremtiden. I stedet styrer vi vores liv efter en GPS-navigation, hvor vi ikke har en fornemmelse af, hvor vi er, hvor vi skal hen, eller hvordan vi når frem, men kun har opmærksomheden rettet mod, at vi skal dreje til højre næste gang. Det har ført til en ekstrem dyrkelse af nutidigheden,” siger Søren Schultz Hansen.

I en nutid, hvor alt sker samtidig, fungerer billeder og videoer som bindeleddet til dem, vi er digitalt sammen med, og det er kun lige begyndt. For nylig lancerede Google en brille, der virker som en smartphone. Den lægger et digitalt lag over alt, hvad vi ser, og kan optage og uploade video, uden at andre aner det. Forskere har for længst minimeret teknologien så meget, at der i dag findes prototyper på kontaktlinser med samme funktioner i førende universiteters laboratorier.

”Det er ikke længere nødvendigt at hive smartphonen frem. Googlebrillen optager, uden at vi kan se det, og lagringspladsen bliver snart så billig, at det er nemmest bare at lade brillen eller kontaktlinser optage alt hele tiden,” siger Jens-Erik Mai.

Fra da af vil hele vores liv blive overvåget, dokumenteret og fastholdt til evig tid.