Artikel
“Vi er blevet langt mere opmærksomme på, at nyansatte bliver en del af kulturen”
Magasin4_Udfordret_BANNER

Både tillidsrepræsentant Signe Sindberg Kaspersen og uddannelsesrektor Jonas Lindelof har fokus på, at der bliver taget godt imod skolens 10 nyansatte lærere.

“Vi er blevet langt mere opmærksomme på, at nyansatte bliver en del af kulturen”

Køge Handelsgymnasium har netop taget imod 10 nye ­lærere, der nu skal blive en del af skolens ­kultur. Det sker via tutorordning, mini-­pædagogikum, observation af kollegers undervisning, stor imødekommenhed og et ­fokus på, at man er ny hele det første skoleår.

Tekst_ Dorthe Kirkgaard Nielsen
Foto_ Jasper Carlberg

Køge Handelsegymnasium

  • Køge Handelsgymnasium er en del af Køge Handelsskole, der ligger i Campus Køge.
  • Handelsgymnasiet har omkring 1.000 elever og 78 lærere – heraf er 10 nyansat pr. 1. august.
  • Af de nyansatte lærere er fire fastansatte, og seks er årsvikarer.

”Velkommen – jeg hedder Emil. I kan finde mig inde i Lectio under EKMO. Det er mig, I skal have i dansk her i grundforløbet.”

Emil Krog Mortensen er i fuld gang med sin første dansklektion i en af grundforløbsklasserne på Køge Handelsgymnasium. Alle 29 elever er mødt frem til dagens lektion og sidder klar ved de sorte højborde. Trods debuten virker Emil Krog Mortensen ganske afslappet dér bag ved katederet – iklædt hvid T-shirt, åbenstående lyseblå skjorte og mørke jeans.

Efter navneopråb giver han en kort intro til dansk på hhx, fortæller om grundforløbets primære emne, der er marketing på sociale medier, og får eleverne til at oprette en ”Dansk GF”-mappe på skrivebordet på deres computere.

Efter en fem minutters pause i den ulidelige augustvarme skal klassen i gang med at se tv-programmet Fuckr med din hjerne – om den perfekte reklame.

”Jeg vil gerne have jer til at notere minimum fem interessante pointer ned – og gerne flere.”

Det er bestemt ikke uproblematisk at få så mange nyansatte ind på et lærerværelse.
Signe Sindberg Kaspersen, tillidsrepræsentant
Køge Handelsgymnasium

Mange udfordringer som ny
32-årige Emil Krog Mortensen er en af i alt 10 nyansatte lærere på Køge Handelsgymnasium her efter sommerferien. Fire er fastansatte, de øvrige seks er årsvikarer – ligesom Emil Krog Mortensen. Nogle har meget erfaring, andre lidt, og Emil Krog Mortensen har udelukkende undervisningserfaring fra en folkeskole.

Han blev færdig som cand.mag. i dansk og historie i 2020. I sit nye job er han ansat 90 procent af fuldtid og skal undervise i dansk og historie i 1.g og 2.g.

”Jeg har udelukkende undervisningserfaring fra grundskolen, så der er mange udfordringer ved at være nyansat. Hvordan laver man en studieplan, hvilke materialer bruger man, hvordan ligger niveauet i fagene, hvordan forløber skoleåret, hvad betyder AP, SOP og alle de andre fagtermer? Lige nu er jeg en rigtig Spørge Jørgen,” siger Emil Krog Mortensen.

36-årige Tina Marie Sørensen er også nyansat – i et fuldtids årsvikariat i engelsk og almen sprogforståelse. Hun blev færdiguddannet cand.ling.merc. i engelsk i 2013 og har efterfølgende haft en række vikariater på htx, eux og VUC.

”Så for mig handler det meget om praktiske udfordringer; om at finde rundt på skolen, bruge nye systemer og lære en masse nye ansigter og navne at kende. Finde ud af, hvem er hvem, og hvem arbejder man sammen med,” fortæller hun.


Nye kan blive en lukket gruppe
Når Køge Handelsgymnasium ansætter 10 nye lærere, handler det primært om en stor tilgang af elever. Før sommerferien blev 10 3.g-klasser færdige på skolen. Her i august er 13 1.g-klasser startet. Lærerkollegiet er vokset med 15 procent – fra 68 til 78 lærere.

Både tillidsrepræsentant Signe Sindberg Kaspersen og uddannelses-rektor Jonas Lindelof ser det som et gode, at skolen vokser.

”Vores primære fokus ved de mange nyansættelser er, hvordan vi viderefører den gode kultur og det gode miljø, vi har her på skolen. Det forsøger vi at sikre ved en god modtagelse i både klasser, fag og skolen som helhed,” fortæller Jonas Lindelof.

Signe Sindberg Kaspersen supplerer:

”Det er først og fremmest godt, at vi vokser, men det er bestemt ikke uproblematisk at få så mange nyansatte ind på et lærerværelse. For når der kommer 10 nye lærere på én gang, kan de hurtigt blive en gruppe, som lukker sig om sig selv.”

”Samtidig kan det eksisterende lærerkollegie risikere ikke at lukke så meget op over for de nye, når der kommer så stor en gruppe på samme tid,” fortsætter hun.

Har lært af erfaringer
Signe Sindberg Kaspersen taler af erfaring. I skoleåret 2015/2016 fik skolen også mange nye lærere.

”Dengang var vi ikke helt så opmærksomme på udfordringerne ved et stort rykind. Vi er blevet langt mere opmærksomme på, at nyansatte bliver en del af kulturen. Vi tager mere fat i de nye, går hen og snakker, er åbne og imødekommende,” siger Signe Sindberg Kaspersen og fortsætter:

“Derudover har vi et større fokus på, at det at være ny lærer er noget, man er hele det første skoleår.”

”Som lærer skal du igennem et helt årshjul inklusiv eksamener, før du ikke er ny længere,” tilføjer Jonas Lindelof.

Køge Handelsgymnasium har en række tiltag målrettet nyansatte lærere. Alle nyansatte lærere uden pædagogikum deltager i skolens eget minipædagogikum. Over tre halve dage i august, september og oktober vendes alt fra planlægning af undervisning til elevtyper, særlige udfordringer og gode staldtips.

Jeg har udelukkende undervisnings­erfaring fra grundskolen, så der er mange udfordringer ved at være nyansat.
Emil Krog Mortensen, lærer
Køge Handelsgymnasium

Derudover har skolen en tutorordning, hvor alle nyansatte lærere bliver koblet med en erfaren lærer i det fag, den nye lærer har flest timer i. I juni var alle nyansatte samt tutorer inviteret til halvanden times møde på skolen. Ud over det første personlige møde kom der styr på nøglekort, parkering og andre praktiske ting, og der var mulighed for at hilse på skolens ledelse.

Derefter styrer tutor og nyansat selv forløbet. Ledelsen har lavet en lang bruttoliste med store og små introduktionsopgaver – om brug af Lectio, læreplaner, årshjul, forkortelser, sygemeldinger og alt muligt andet. Typisk er tutorforløbet på tre måneder – nogle kortere, andre længere.


Åbne døre giver inspiration
Desuden holder ledelsen tre møder med gruppen af nyansatte af en times varighed – første gang i september/oktober, og alle nyansatte lærere på fuldtid får tildelt 37 timer det første år til at være ‘ny i job’. Er man på deltid, får man færre timer.

”Det er ikke noget, der redder verden i en travl gymnasiehverdag, men det er en anerkendelse af, at det er tidskrævende at være ny,” siger Jonas Lindelof.

Derudover arbejder skolen med “åben dør”. Det betyder, at alle lærere får afsat tid til at observere kollegernes undervisning i 10 moduler i løbet af et skoleår.

Det er et krav til alle – ikke kun nyuddannede – at man går på opdagelse i kollegernes undervisning for at blive klogere. Man skal både se undervisning i sit eget fag, i sin egen klasse og se noget ‘mærkeligt’ – noget, man umiddelbart ikke har en forforståelse for.

”Via ”åben dør” kan både erfarne og nyansatte få inspiration hos hinanden. For nyansatte er det en god måde at tale om undervisning og udfordringer på og få nogle helt konkrete råd til sin undervisning og sin ageren over for eleverne,” siger Signe Sindberg Kaspersen.


Bedre føling med didaktik
Både Emil Krog Mortensen og Tina Marie Sørensen er glade for den åbenhed og imødekommenhed, de er blevet mødt med. Begge fremhæver tutorordningen – det at have en lige vej til en tæt sparringspartner. Men også konceptet med ”åben dør”.

”Som ny er det et rigtig godt redskab til at se, hvordan de andre lærere griber fagene an og til at få en bedre føling med didaktikken. Er der noget, jeg kan bruge? Noget, jeg overser?”

”Jeg kan spejle mig i kollegernes undervisning og måske også blive bekræftet i, at jeg gør det godt nok. Fordi det er et krav til alle lærere, er det også langt nemmere for mig som nyansat, og jeg har allerede aftalt det første besøg,” fortæller Emil Krog Mortensen.

Forrige gang Køge Handelsgymnasium havde et stort rykind af nyansatte, var der ikke ”åben dør”, og Signe Sindberg Kaspersen er sikker på, at det gør en forskel for de nyansatte.

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater