Artikel
Valgløfte fra S: Stop for besparelser på alle uddannelser  
Annette_Lind-Fotograf_Steen_Brogaard

Valgløfte fra S: Stop for besparelser på alle uddannelser  

Socialdemokratiet siger nu klart, at omprioriteringsbidraget på alle uddannelser skal væk.

Grønthøsteren skal køres i garage, hvis Socialdemokratiet får nøglerne til Statsministeriet. 

Valgløftet fra Socialdemokratiet kommer efter en periode, hvor der har været forvirring om, hvad partiets politik er i forhold til besparelser på uddannelsesområdet.

“Det er et klart og tydeligt løfte. Omprioriteringsbidraget skal stoppe for alle uddannelser, hvis vi får regeringsmagten,” siger undervisningsordfører Annette Lind (S) til gymnasieskolen.dk og bekræfter, hvad partiets formand Mette Frederiksen også har sagt i flere medier i denne uge.

Partiets finansordfører, Benny Engelbrecht, har tidligere over for gymnasieskolen.dk sagt, at besparelser på alle uddannelser skal stoppe. Men få dage senere slog han fast i blandt andet Altinget, at partiet gerne vil bevare omprioriteringsbidraget, men at pengene skal føres tilbage til uddannelsessektoren.   

Det er et klart og tydeligt løfte. Omprioriteringsbidraget skal stoppe for alle uddannelser, hvis vi får regeringsmagten.

Annette Lind, undervisningsordfører
Socialdemokratiet

“På den måde er det en ændring, at vi nu siger, at omprioriteringsbidraget skal stoppe på alle uddannelser. Mette Frederiksen har været ude at sige det, og jeg synes ikke, det kan siges tydeligere,” siger Annette Lind.

Skal ikke spare på fælles fremtid
Hvorfor vælger I nu at love at fjerne omprioriteringsbidraget?
“Omprioriteringsbidraget går ud over kvaliteten, fordi man ikke ved, hvilke midler man har ude på skolerne. Det betyder færre lærere, og at skoler ikke kan tilbyde et bredt udbud af studieretninger. Vi skal ikke spare på vores fælles fremtid,” siger Annette Lind.

Socialdemokratiet udsendte i går et oplæg om partiets prioriteringer i forbindelse med den kommende finanslov. Partiet skriver, at omprioriteringsbidraget på alle uddannelser skal væk. Men partiet skriver også, at der skal være plads til politisk at flytte penge rundt på uddannelsesområdet for eksempel for at styrke erhvervsskolerne.

Kan du forstå, at gymnasier kan være nervøse for, at deres penge skal gå til erhvervsuddannelser?
“Nej, for vi siger samtidig, at vi skal sikre, at der er gode gymnasier over hele landet, og derfor skal omprioriteringsbidraget væk på gymnasierne. Vi skal ikke længere spare på uddannelse, som regeringen har gjort.”

Hvis I vil styrke erhvervsskolerne, hvor skal pengene så komme fra?
“Det har vi ikke et overblik over nu, men det væsentlige er at sige, at uddannelserne ikke længere skal pålægges årlige besparelser.”

GL: Glædeligt løfte
Gymnasieskolernes Lærerforening (GL) glæder sig over, at Socialdemokratiet endelig slår fast, at omprioriteringsbidraget skal væk på alle uddannelser.

“Det er meget glædeligt, at Socialdemokratiet melder så klart ud, at omprioriteringsbidraget på alle uddannelser skal væk. Det er et vigtigt valgløfte. Gymnasieuddannelserne har sparet rigeligt, og det er gået hårdt ud over kvaliteten af undervisningen til skade både for elever og lærere. Det er dog også vigtigt at slå fast, at hvis erhvervsuddannelserne skal styrkes, må pengene ikke hentes fra gymnasierne,” siger Annette Nordstrøm Hansen, som er formand for GL.

Lærere og elever lægger pres
Radikale Venstre har kritiseret Socialdemokratiet for at ville bevare omprioriteringsbidraget på uddannelse. Partiets ungdomsuddannelsesordfører Lotte Rod siger, at hun glæder sig over, at Socialdemokratiet har skiftet holdning.

“Det går stærkt i de her dage med at smuldre flertallet bag besparelserne,” siger hun.

Hun mener, at både lærere og elever gør en stor indsats for at bekæmpe nedskæringer på uddannelse, og siger, at Radikale Venstre vil blive ved med at lægge politisk pres på at få afskaffet besparelserne.

“Jeg håber, vi kan få flertallet over på vores side, så de unge kan få ordentlige uddannelser med velforberedte lærere og ordentligt feedback,” siger Lotte Rod.

SF: Invester i uddannelse
SF’s undervisningsordfører Jacob Mark siger, at det er vigtigt, at Socialdemokratiet “nu har fundet ud af, hvad de selv mener”.

“Især fordi de er kommet frem til samme konklusion som resten af rød blok. Næste skridt er så at blive enige om at investere i uddannelse efter mange år med besparelser. Virkeligheden er jo stadig, at der er blevet fyret, skåret og sparet i et væk,” siger han.

Regeringen fortsætter besparelser
Regeringen foreslår i forbindelse med finanslovsudspillet for 2019, at omprioriteringsbidraget på to procent om året på uddannelsesområdet skal fortsætte i årene frem, men fra 2022 skal pengene føres tilbage til uddannelsessektoren.

Regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, har meldt ud, at partiet ikke ønsker at omprioriteringsbidraget skal fortsætte så længe.    

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater