Artikel
“Unge er mere digitalt udsatte end digitalt indfødte”
Ole-Sejer-iversen-aspect-ratio-348-234

Professor Ole Sejer Iversen er bekymret for de unges digitale faglighed.

“Unge er mere digitalt udsatte end digitalt indfødte”

Unge har meget gå-på-mod, men mangler kritisk tænkning i mødet med den digitale verden. Professor Ole Sejer Iversen mener, at uddannelsessystemet svigter unge.

Tekst_ Ida Abildtrup
Foto_ Jesper Balleby

De tror selv, at de sidder bag rattet, når de betjener teknologi. I virkeligheden er de unge dog ofte solidt placeret på passagersædet, mens bilen kører derudad. Det fortæller Ole Sejer Iversen, som er professor på Aarhus Universitet ved Center for Computational Thinking & Design.

Ifølge ham mangler unge en grundlæggende forståelse for, hvordan de IT-systemer, som er blevet så allestedsnærværende, fungerer.

Han giver et eksempel på, hvordan man kan downloade et spil, som koster nul kroner. Det vil mange unge betragte som gratis, selvom man skal afgive adgang til både billeder og kontakter for at downloade spillet.

”Unge mangler ofte forståelse for, hvad hovedaktiviteten er, når de betjener IT. De siger ja og sætter krydser, men forstår ikke, at et spil blot kan være en præmie for aktører, der gerne vil tjene penge på deres data,” siger Ole Sejer Iversen.

Han mener, at unges forståelse for teknologi kan findes i deres syn på omverdenen.

”Jeg oplever, at unge har en meget stor tillid til teknologiproducenter. De har nærmest en naiv tillid til, at de mennesker, som de afgiver data til, vil dem det godt,” forklarer Ole Sejer Iversen.

Han fremhæver unges brug af AI, hvor han ser et stort gå-på-mod og dermed også en stor vilje til at afprøve nye ting dog uden en større forståelse for teknologiens begrænsninger eller datahøst.

En udbredt fejlslutning 
Unge adskiller sig fra ældre generationer ved at have en større IT-anvendelse, og dette har ifølge Ole Sejer Iversen ført til den udbredte fejlslutning, at de dermed har en bedre forståelse for den digitale verden.

”Jeg vil gå så langt som at sige, at børn og unge igennem de sidste generationer er mere digitalt udsatte, end de er digitalt indfødte. Det skyldes, at vi ikke har investeret nok i unges uddannelse i forhold til, hvor hårdt vi har digitaliseret, og nu betaler vi prisen,” siger Ole Sejer Iversen.

De skal kunne træffe beslutninger om, hvordan man samvittighedsfuldt integrerer teknologi i samfundet.
Ole Sejer Iversen, professor
Center for Computational Thinking & Design, Aarhus Universitet

Han mener, at de unge er dårligt rustet til at komme ud på arbejdsmarkedet, som i større og større grad er præget af digitalisering.

”De skal kunne træffe beslutninger om, hvordan man samvittighedsfuldt integrerer teknologi i samfundet – og det er de ikke klædt på til. I stort set alle kritiske institutioner i Danmark har vi et kæmpe underskud af personer med en tilstrækkelig forståelse for en samvittighedsfuld digitalisering af vores samfund. De unge skal, når de kommer ud på arbejdsmarkedet, kunne tage stilling til, hvilke konsekvenser indførelse af teknologi har på de eksisterende praksisser. Så vi står i et kæmpe demokratisk problem,” forklarer Ole Sejer Iversen.

Mere digital faglighed
Ole Sejer Iversen understreger, at den manglende uddannelse ikke udelukkende handler om, at unge skal kunne finde ud af at kode. Det handler derimod om en grundlæggende mangel på forståelse for, hvordan IT-systemerne fungerer. Han peger på, at Danmark halter bagud i forhold til en lang række lande, som vi ellers ofte sammenligner os med.

”I lande som England og USA har man investeret massivt og gjort digitale kompetencer obligatorisk fra grundskolen og hele vejen op i uddannelsessystemet,” siger Ole Sejer Iversen, som fremhæver vigtigheden af informatikfaget.

Han opfordrer ministeren til at gøre faget obligatorisk på alle gymnasieretninger.

Informatik C er i dag udelukkende obligatorisk på hhx, mens man på htx skal vælge mellem informatik eller kommunikation/it C. På stx kan eleverne vælge informatik, som et af de to naturvidenskabelige fag på C-niveau, de skal have. Ole Sejer Iversen fremhæver specifikt stx, hvor han mener, at det er alt for lidt, at cirka 10 procent vælger informatik.

”Det betyder, at 90 procent af en ungdomsårgang fra stx faktisk ikke er klædt på med digitale kompetencer til at gå ud og tage en universitetsuddannelse,” mener Ole Sejer Iversen.

I alle fag på gymnasiet skal digital læring dog inddrages. Ole Sejer Iversen synes imidlertid ikke, det er tilstrækkeligt.

“Informatik er en fundamental faglighed med eget fagligt rationale og progression, som bedst varetages i dedikeret selvstændige fag med et lærerkorps, der har kompetencer til at favne fagets didaktik, pædagogik og faglige progression,” siger Ole Sejer Iversen og spørger retorisk:

“Ville du som elev være tilfreds, hvis en fundamental faglighed som dansk skulle foregå i andre fag som matematik eller idræt med lærere, der ikke har forudsætninger til at undervise i dansk?”

Ole Sejer Iversens fire anbefalinger

Ole Sejer Iversen fremhæver specifikt fire elementer fra vejledningen til informatikfaget, som han anbefaler, at eleverne også arbejder med i andre fag. Det vil ifølge ham være med til at klæde unge godt på til at tage videre uddannelse og blive en del af arbejdsmarkedet:

  • Digital myndiggørelse: Forståelse af digitale teknologier og dets konsekvenser for individ, fællesskab og samfund. Man kan eksempelvis underkaste digitale teknologier en analyse, som minder om litteraturanalysen. Litteraturen har budskaber, mens teknologien på samme vis har intentionalitet indlejret. Man kan se på, hvad teknologien vil os. Det kan give eleverne en forståelse for, at teknologien aldrig er værdineutral.
  • Digital design og designprocesser: Eleverne skal selv prøve at konstruere. De kan for eksempel lave en applikation. Derved lærer de både, hvordan man igennem designprocessen kan være med til at flytte på virkeligheden, og at man skal have en empatisk forståelse for de mennesker, der i sidste ende skal bruge teknologien.
  • Computationel tankegang: Eleverne skal lære om analyse, modellering og strukturering af data og dataprocesser. Det vil sige, at eleverne skal lære at afkode fænomener og processer. De skal være i stand til at beskrive disse ved brug af algoritmer og digitale modeller.
  • Teknologisk handleevne: Forståelse for teknologiens sprog. Det gælder eksempelvis mestring af computersystemer, digitale værktøjer og programmering.
Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater