Mange elever vil nok takke nej til at bruge sommerferien på grammatiske øvelser og matematiske formler. Men på CPH West mødte 40 gymnasieelever og 8 lærere op på skolen til summer school den sidste uge af ferien. De valgte selv, om de ville undervises i dansk, engelsk, tysk, matematik, afsætning, retorik eller virksomheds- og international økonomi.
”Det er første gang, at vi har summer school, men det er helt klart ikke sidste. Eleverne har simpelthen været så engagerede og begejstrede,” fortæller rektor Trine Ladekarl Nellemann.
Væk fra klassen
Elever og lærere havde frivilligt valgt at deltage. Hver morgen mødtes de til fælles morgenmad, inden de gik i gang med fire timers daglig undervisning.
”Det skabte en god stemning at møde eleverne på en uformel måde. De var utrolig engagerede og veloplagte – måske fordi de selv havde valgt at være der,” siger engelsklærer Christina Garn.
Hun havde forberedt en masse forskellige ting til engelsktimerne, for at det ikke blev for kedeligt for eleverne. Men det viste sig hurtigt, at eleverne rigtig gerne ville arbejde intensivt med grammatik.
”Eleverne knoklede virkelig. Det var en sand fornøjelse at se dem så fordybet i grammatikken,” siger Christina Garn.
Hun kendte ikke eleverne fra sin egen undervisning. Derfor oplevede hun det som en rar måde at lære flere af skolens elever på. Christian Garn mener også, at det måske indimellem kan være en fordel for nogle elever at komme væk fra den faste klasse.
”Det er ikke pinligt at spørge om noget, som man i virkeligheden burde vide fra tidligere undervisning,” siger hun.
Udvid skoleåret
På CPH West er de vant til, at eleverne hænger ud på skolen i løbet af ferien, da en del af dem ikke kommer på sommerferie. De kommer altid dryssende i løbet af ferien for at hygge og bruge skolens faciliteter, fortæller Trine Ladekarl Nellemann.
”Vi har en del uddannelsesfremmede elever, der kan have brug for ekstra undervisning. Derfor har vi selvfølgelig både lektiecaféer og lignende. Når nu eleverne er her, fik vi idéen om at udvide skoleårets længde,” siger Trine Ladekarl Nellemann.
Christina Garn bad eleverne om at tage gamle opgaver med.
”Det var virkelig en aha-oplevelse for eleverne. De havde lært så meget på de få dage, at de nu kunne rette deres egne fejl i opgaverne,” fortæller Christina Garn, der også regner med at være med til næste summer school.
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode