Uden lobbyister bliver du kørt over

Hvorfor skal fagforeninger satse mere på lobbyarbejde?
Hvis man ikke satser på det, bliver man kørt over. Vi har et folkestyre, men i de sidste to årtier har vi bevæget os mere og mere over i ”lobbyland”, hvor organisationer kæmper om opmærksomhed, belæg og dokumentation over for embedsværket og politikerne. Dansk Industri (DI), Ældresagen, Kræftens Bekæmpelse, gymnasielærerne. Alle kæmper om definitionen på problemerne i samfundet. Det er blevet sådan, at de, som er i stand til at sætte sig igennem og være problemdefinerende, ”ejer løsningen”, og de vinder i det lange løb.

I bogen skriver I, at blandt andet fagbevægelsen halter bagefter i lobbyarbejdet, hvorfor?
Mange fagforbund har et meget ringe netværk i embedsværket, men embedsværket i ministerierne har en langt større magt, end mange forestiller sig. Der har været en tradition for, at forbundsformænd nøjes med at mødes med en socialdemokratisk minister bag lukkede døre og dårligt nok hilser på embedsmændene. Med godt lobbyarbejde skal man gå i gang i rigtig god tid. Når lovforslaget først er havnet i Folketinget, er det alt for sent at gøre noget. Lobbyarbejde handler også om at levere dokumentation, analyser, konsekvensberegninger og løsningsforslag på sit felt, og så skal det leve op til de Djøf-standarder, man bruger i ministerierne.

Du mener, at fagforbund kan være for fokuserede på løn- og arbejdsvilkår, er det ikke det, medlemmerne betaler for?
Jo, og det er kerneydelsen, som man ikke skal skylle ud med badevandet. Men man bliver nødt til samtidig at komme med løsningsforslag og helheder, som gavner hele samfundet. Da biblioteksloven blev lavet, kom HK marcherende ind og sagde, at de var bange for, at deres medlemmer – biblioteksassistenterne – skulle miste deres job. Det kan embedsmændene ikke bruge til noget. I stedet kunne HK have lavet et godt notat om, hvad biblioteksreformen kunne betyde for børns læsefærdigheder. De kunne levere argumenter for et stærkt bibliotek, som indirekte er til gavn for medlemmerne.

Kan det ikke være et demokratisk problem, hvis en organisation arbejder i det skjulte i stedet for åbent at sige, hvad man kæmper for? 
Her rammer man den store udfordring for et fagforbund. På den ene side vil medlemmerne gerne have value for money. De vil gerne se formanden tale deres sag i Deadline og Politiken. På den anden side kan det nogle gange bedre betale sig at arbejde under radaren i regeringskontorerne. Et klassisk eksempel er, at hvis du kritiserer en minister, så kommer du i fjernsynet, men hvis du roser en minister og er konstruktiv, så passer du ikke ind i nyhedsformatet. Til gengæld kan det være, at du kan opnå noget til fordel for medlemmerne ved at arbejde i det konstruktive rum, som ikke er synligt i medierne.

Kan du give et eksempel på lobbyarbejde, som virker? 
Erhvervsskolerne har fået medvind i deres kamp for at få flere elever. Det er blandt andet, fordi meget stærke kræfter i samfundet arbejder i den retning. Det er især DI, som har sat sig på den dagsorden. DI, som har storproduceret notater og afholdt konferencer om området, har samtidig skabt en alliance med Dansk Metal og dele af 3F og fået Dansk Arbejdsgiverforening til at facilitere dagsordenen sammen med Landsorganisationen i Danmark (LO). Det er en magtfuld alliance, som har en fælles interesse i den private sektor, og som spiller ind på jobdagsordenen, som regeringen selvfølgelig er meget optaget af.