Artikel
Uddannelsesplanen blev pludselig ændret for ung mor: Nu går hun i gymnasiet via computeren
Pipaluk beskåret

Uddannelsesplanen blev pludselig ændret for ung mor: Nu går hun i gymnasiet via computeren

I Grønland håber man, at fjernundervisningen vil løfte uddannelsesniveauet generelt. Gymnasieskolen har mødt tre elever, der kom i gang med uddannelsen, fordi den kunne klares over computeren.

Det tager to år at få en studentereksamen via eGUX, det vil sige fjernstudier. Man følger ikke en klasseundervisning, men får en gang om ugen videolektioner og opgaver man skal aflevere.

I år har eGUX, der er født af gymnasiet i Sisimiut, GUX Sisimiut, 60 elever på den to-årige gymnasiale uddannelse. Dertil kommmer 46 elever, der tager enkelt- eller suppleringsfag. De kommer fra alle egne af Grønland.

Tager ekstra fag ved siden af gymnasiet
Sussi Ramsø Jensen blev student fra GUX Sisimiut i juni. Hun gik på almen linje og kunne kun få matematik på C-niveau, men skulle bruge matematik på B-niveau i sine videre studier. Derfor tog hun faget som fjernstudie ved siden af sine almindelige fag på almen linje.

”Jeg tænkte, at jeg kunne tage matematik B på et adgangskursus efter studentereksamen, men så besluttede jeg mig i stedet for at læse det som e-fag ved siden af, så jeg kunne blive færdig med alle fagene på en gang,” siger Sussi Ramsø Jensen og fortæller, at hun ikke har haft svært ved at få det gjort, selv om det lå oven i de almindelige lektier.

Hun brugte i gennemsnit et par timer på de ugentlige matematik-opgaver, men nogle gange lidt længere tid.

”Forskellen på fjernundervisningen og klasseundervisningen er, at i klassen kan man spørge læreren med det samme, men når jeg gik i stå med en opgave på fjernundervisningen, måtte jeg vente, til læreren svarede,” siger Sussi Ramsø Jensen og fortsætter:

”Det har ikke været specielt hårdt have både de almindelige fag og fjern-matematik, fordi matematik kun var om aftenen, og det var ikke hver dag, vi skulle lave noget.  Man skulle “bare” aflevere sine opgaver hver søndag.”

Da Sussi Ramsø Jensen begyndte i 1. g, boede hendes forældre i Sisimiut, men da hendes far blev minister i den grønlandske regering, flyttede forældrene til Nuuk, mens Sussi Ramsø Jensen flyttede på kollegie i Sisimiut.

Nu har hun fået sin studentereksamen og er flyttet til Nuuk, hvor hun læser jura på Grønlands Universitet.

”Jeg valgte jura, fordi jeg interesserer mig for det, og gerne vil lære mere om det,” siger Sussi Ramsø Jensen. 

Drømmer om universitet
Julius Kristiansen er 43 år og arbejder i den grønlandske regerings telestyrelse, hvor han blandt andet har ansvaret for at udstede radiocertifikater. Han er gift og har et barn på ti år, og så har han en drøm om at avancere på arbejdet og i sidste ende at begynde at læse jura på universitetet.

Sidste år gik han i gang med at læse dansk, matematik og engelsk på eGUX.

”Der er ikke plads til andet. Det tager al min tid og alle weekender, og jeg er stoppet med træning og langrend,” fortæller han, men tilføjer:

”Heldigvis får jeg stor støtte fra både min kone og min arbejdsplads.”


Oprindeligt er Julius Kristiansen uddannet AFIS-operatør, det vil sige flyveleder på mindre lufthavne. Han har da også arbejdet som flyveleder i Nuuk Lufthavn.

”Online-undervisning er nærmest skræddersyet til os i Grønland, og meningen er da også, at alle skal kunne tage de fag, de kan,” siger han og fortsætter:

”Det er super-mennesker, der sidder bag skærmen, man bliver nærmest båret igennem.”

Efter at have været i gang et år kan han tydeligt mærke, at han er blevet bedre til at formulere sig både på dansk og på engelsk.

”Mit mål er at komme ind på universitetet og tage i bachelor i jura, siger han lidt ydmygt.”

17 år, mor og eGUX-elev
Pipaluk Petersen fra Narsaq lignede en gennemsnitselev: Folkeskolen og så på efterskole i Danmark. Derefter skulle hun på gymnasiet, så hun kunne blive jordemoder.

Men hun nåede kun at være to måneder på efterskolen, så fandt hun ud af, at hun var blevet gravid.

Pipaluk Petersen forlod efterskolen og rejste tilbage til Narsaq. Det var i oktober 2018. I april i år fik hun sin søn.

”Siden jeg var barn, har jeg gerne villet være jordemoder,” siger hun og fortæller, at både forældre og bedsteforældre, der også bor i Narsaq, bakker hende op og hjælper med den lille.

Nu har Pipaluk Petersen være eGUX-elev i en måned, og selv om familien hjælper, så er det hårdt.

”Jeg får først en vuggestueplads til min søn om 14 dage,” siger hun og fortæller, at hun har fagene dansk, grønlandsk, engelsk, matematik, geografi, idræt, fysik, kulturfag og samfundsfag.

”Jeg læser i alle de vågne timer, hvor jeg ikke passer min søn, der nu er fem måneder,” siger hun.

Men hun får dog også tid til at spille håndbold for Narsaq-holdet N-85, desuden er hun lige begyndt hver lørdag at træne børn mellem seks og 13 år.

Pipaluk Petersen er kommet med i læsegruppe på seks personer, der bor vidt forskellige steder i Grønland.

”Vi har endnu ikke arbejdet så meget sammen, fordi vi ikke kender hinanden så godt endnu, men vi kan spørge hinanden,” siger hun og fortæller, at internetforbindelsen i Narsaq er langsom ligesom i det meste af Grønland.

Pipaluk Petersen regner med at blive student i juni 2021, hvorefter planen er at læse til jordemoder i Danmark.

 

 

 

 

 

 

 

 

Grønland

  • Der bor 56.600 mennesker i Grønland fordelt på 17 byer og over 60 bygder, langt de fleste bor på vestkysten, der ligger kun to byer og få bygder på østkysten.
  • Fra nord til syd er Grønland lige så lang som afstanden fra Bergen til Sicilien.
  • Knap 80 procent af øen er dækket af en iskappe.  
  • Der er fire gymnasier i Grønland, de ligger i Aasiaat, Sisimiut, Nuuk og Qaqortoq.
  • Det er kun GUX Sisimiut, der tilbyder fjernundervisning, eGUX.

Fjernundervisning GUX Sisimiut

Man kan tage enkeltfag/suppleringsfag blandt andet i dansk A, engelsk B, matematik B, biologi C, samfundsfag C, kulturfag C, matematik C, engelsk C, geografi C - Faktisk alle de fag, der udgør den nye 2-årig uddannelse på enten studieretningen 'Kultur' eller studieretningen 'Science', kan tages som enkeltfag.
I år er der 46 elever på et eller flere enkelt eller suppleringsfag på GUX Sisimiut. 

Derudover har GUX Sisimiut optaget 60 elever på en 2-årig gymnasial uddannelse via fjernundervisning også. 

Eleverne:

  • får en gang om ugen en video med den kommende uges undervisning
  • kan træffe læreren online en time om ugen
  • kan stille spørgsmål på Messenger og få svar, når læreren er online
  • afleverer opgaverne digitalt

Både de skriftlige og de mundtlige eksamener foregår online. Det sker ved, at eleverne møder op på den nærmeste uddannelsesinstitution, hvor de er under opsyn.
Ved den mundtlige eksamen sidder eksaminator, censor og eleven overfor hinanden – bare via en skærm.

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Her kan der stå en kort tekst om søgning

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater