Artikel
Træk og slip – en allegori
No image

Træk og slip – en allegori

Både komedie og tragedie var følgesvende, da en gruppe danskere på studietur satte en skamstøtte midt i det smukke græske landskab. Kronikøren beretter om hændelsen, som han stadig skammer sig over.

Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

Engang først i halvfemserne gennemførte en kollega og jeg et tværfagligt forløb med nogle hf-klasser om det gamle Grækenland. Vi indførte de studerende i alle aspekter af antik græsk kultur. Vi så på historien, religionen, litteraturen, kunsten – både den arkitektoniske og den skulpturelle. Vi læste Homer, Platon, Sofokles, Herodot og andre af de store gamle, og vi gennemgik de mest kendte helligsteders topografi. 
Målet med det hele var, at vi ville give vores kærlighed til denne storladne kultur videre til de studerende. De skulle forstå, hvor meget den havde efterladt sig til os, hvor meget vi den dag i dag lever på dens storhed – dens filosofiske tankekraft, dens kunstneriske tæft, dens politiske fremsynethed. 
Oven i det hele studerede vi også moderne græsk kultur, især den kendte græske filoxenia, gæstevenskabet. Det er ikke uden grund, at gæstevenskabets gud i det antikke Grækenland var den øverste af dem alle, nemlig Zeus. Også for den moderne græker er det livet om at gøre at behandle gæster godt, selv om de er helt ukendte for ham. Hvis man beder en græker om noget, er der ingen grænser for, hvad han eller hun vil gøre for en. Afslutningsvis drog vi i felten, dernede, for at se og opleve det hele med egne øjne og de øvrige sanser på vid gab. 
Det blev på flere måder en minderig tur, som stadig ganske hyppigt dukker op i min erindring på både godt og ondt. På det seneste har jeg næsten tænkt på den dagligt, fordi der, som enhver ved, sker så meget i Grækenland for tiden, der – uretfærdigt, synes jeg – giver folk et indtryk af et land, hvor ”alting flyder”, som den gamle filosof Heraklit så elegant skulle have formuleret sit syn på virkelighedens beskaffenhed – ikke kun sin egen virkelighed og de øvrige grækeres, men enhvers. 
Jeg tror, grækerne i mange danskeres bevidsthed står i et meget negativt, nærmest overbærende skær. Mange, jeg har talt med, er begyndt at omtale dem i termer, der minder om kolonitiden. Det er den hvide mands, underforstået vi nordeuropæeres, byrde – for nu at citere Rudyard Kiplings berømte digt The White Man’s Burden – at oplyse de angiveligt uoplyste grækere om at få et samfund til at fungere. Når jeg hører sådan noget, skammer jeg mig, ligesom jeg kom til at skamme mig dengang først i halvfemserne, fordi vores tur, eller noget af det, der skete, kom til at få de samme overtoner – toner af, at når vi danskere er på tur, kan vi – fordi vi er dem, vi er – tillade os hvad som helst.

Bussens velsignelser 
Inden jeg går over til at fortælle om, hvad der skete, er jeg nødt til at frikende de fleste af deltagerne på turen. De var ganske uvidende om forløbet og blev uforskyldt inddraget i begivenhederne. Den egentlig skyldige er mig selv, fordi jeg ikke tilstrækkeligt kraftigt og vedholdende gjorde indsigelser, og lidt min kollega på grund af samme mangel og så vores chauffør, som var den udløsende faktor. 
Set tilbageskuende er det hele komisk og tragisk på samme tid. Når jeg tænker på episoden, har jeg svært ved ikke at trække på smilebåndet, ja, nærmest grine højt – modvilligt, fordi jeg samtidig skammer mig ligesom den tragiske helt, der på trods af sine gode intentioner må se sit projekt smuldre og blive til ingenting på grund af en hændelse, der uforudset greb ind i hans plan. 
Min intention var, at vi danskere, vi studerende og lærere og vores chauffør, skulle vende tilbage til Danmark med en forøget respekt for den storslåede græske kultur. Det gjorde vi også, men i vejen kom – ødelæggende for i hvert fald min oplevelse – en skamstøtte, som vi efterlod midt i det smukke græske landskab. 
Det hele begyndte ellers godt. Vi havde besluttet os for en alternativ rejseform. I stedet for at flyve ville vi køre i bus. Da dagen for afrejse oprandt, dukkede en kæmpestor bus op med masser af plads til os cirka 30 deltagere. Vi kunne mageligt få to sæder hver, og bagtil var der meget praktisk placeret et toilet. Der var også fjernsyn, så de lange stræk kunne krydres med gamle film for dem, der havde lyst. Planen var, at vi kørte uafbrudt til Brindisi i Italien og derefter sejlede over til Grækenland med bus og det hele.     
En sådan rejseform har mange fordele. Vi havde en bus, som vi kunne bruge ad libitum. Det var skønt. Succesen afhænger dog af, at man har en medgørlig chauffør med. Vores danske chauffør var til tider det rareste, man kan forestille sig, og til tider det stik modsatte. Hvis han ikke gad køre, sagde han, at det ikke kunne lade sig gøre at køre et bestemt sted hen. Gad han køre, var han parat til at køre helt op på Olympen, Grækenlands højeste bjerg, hvis det skulle være. Hans humørsyge lagde sig som en dyne over meget af det, vi foretog os, men vi lærte at leve med det, fordi vi ikke rigtig havde noget valg.

En forstyrret idyl 
Da den sidste dag i Athen oprandt, havde vi en lang tur over Peloponnes til havnebyen Patras foran os. Jeg spiste morgenmad sammen med chaufføren. Vi delte for øvrigt også værelse på grund af en fejl hos rejsearrangøren, så jeg gik konstant rundt i en tåge på grund af mangel på søvn, fordi hans snorken holdt mig vågen det meste af natten. 
Nu sad vi og spiste, og han nævnte henkastet, at vi skulle finde en aflæsningsstation til toilettet i bussen. Det var fyldt og måtte ikke bruges, før det var tømt. Han forklarede lidt frem og tilbage, blandt andet at der var mere end en uges produktion fra deltagerne i bussen, men jeg overlod det helt til ham at tænke på. Han var jo kendt med de ting. 
Så kørte vi af sted. Efter lidt tid kom vi over på den peloponnesiske halvø. Vi nød det smukke landskab i fulde drag, den varme sol – lyset, der giver alting sit særlige skær i Grækenland. 
Pludselig drejede vi ind på en parkeringsplads. Den var stor, men helt tom. På hver side var der to rækker med parkeringsbåse og i midten vejen, man kom ind ad fra hovedvejen og kørte ud fra igen. I baggrunden den korintiske bugt i soldisen. 
Jeg tænkte lidt over, hvad vi mon skulle her, rejste mig op og vendte mig om for at sige noget til de studerende. I bevægelsen rundt fangede jeg et glimt af chaufføren, der trak i et håndtag til venstre for sit sæde, og så slap han igen. I mellemtiden lød der et bump midt i bussen som fra en sæk kartofler tabt på en pløret markvej.

”Kunstværket” 
Så kørte vi igen. Jeg stod og kiggede bagud og måtte gribe for mig, så jeg ikke faldt. Ud ad bagruden kunne jeg se et meterhøjt monument midt på parkeringspladsen. Det undrede mig, at jeg ikke havde bemærket det, da vi kørte ind på området. Det lignede omfalos-stenen i Delfi, verdens navle, med underligt uformelige ting, der stak ud over det hele. 
Det så godt ud på afstand, et kunstværk midt på en øde parkeringsplads på Peloponnes i Grækenland. Vi var kommet ind på pladsen modsat, så da vi forlod den, kørte vi nærmest en æresrunde forbi værket, der havde fået selv de mest søvnige blandt de studerende til at spærre øjnene op. 
Så ramte sandheden mig som en hammer. Chaufføren havde tømt toilettet der midt i det hele. En uges udgydelser af lort, urin, papir, bind – you name it! Resultatet af de studerendes møde med det græske køkken, det hele efterladt sirligt og kunstnerisk til skue for de påfølgende grupper af betuttede turister, der undrende ville stille sig op og betragte det andægtigt – dog på behørig afstand, når stanken i de 35 graders varme slog dem i møde. 
Jeg skammede mig. Jeg gik hen til chaufføren og råbte, hvad meningen var. Han grinede bare. Jeg skammede mig og gør det endnu.  

Om Carl Frederik Wiwe

Carl Frederik Wiwe (født 1948) er afgået lektor i religion, filosofi og engelsk og har også undervist i oldtidskundskab i mange år. Han har arbejdet på Viborg Katedralskole, Th. Langs Seminarium og HF-kursus og Silkeborg Seminarium. Det var, mens han var på Th. Langs, oplevelsen i kronikken fandt sted. 
Han har stadig kontakt til undervisningsverdenen, idet han er censor ved de tre gamle universiteter i religionsvidenskab. Desuden skriver han lærebøger i faget religion – har for nylig udgivet tre bøger i serien Religionshistoriske hovedværker (Forlaget Systime) og en bog for både almindeligt interesserede og til undervisningsbrug om kristendommen, Kristendom på dansk (Forlaget Ådalen).

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater