Artikel
Topforhandler: “Arbejdsgiverne må trække på andet end at true os med at tage konfliktretten”
Flemming Vinther

Topforhandler: “Arbejdsgiverne må trække på andet end at true os med at tage konfliktretten”

Forligsmanden har i dag taget hul på endnu en gang forhandlinger om nye overenskomster for de kommunalt ansatte. Men KL's trussel om at afskaffe konfliktretten skaber dårlig stemning.

På en dag, der nok burde rumme forsonende toner, fordi forligsmanden har bedt forhandlerne for de kommunalt ansatte om at komme til mæglingsmøde om en ny overenskomst, skærpes tonen i stedet.
I dagens Politiken kommer direktøren for Kommunernes Landsforening (KL), Kristian Wendelboe, med mørke betragtninger om fremtiden for den danske model. Ender forhandlingerne i Forligsinstitutionen med sammenbrud, forudser Kristian Wendelboe, “at politikerne vil være nødt til at diskutere, hvordan man kan forhindre, at det sker igen”.

”Hvis det her kommer til en konflikt, bliver det så voldsomt, at man er nødt til at forhindre, at det sker igen. Al politisk energi på Christiansborg vil gå på at undgå at komme i den her situation igen”, siger Kristian Wendelboe til Politiken.  

Krystalklar trussel fra KL
Den udmelding har fået flere til at få morgenkaffen galt i halsen, også statens chefforhandler Flemming Vinther.

“Det må man jo forstå sådan, at hvis vi ender i konflikt, så vil politikerne tage konfliktretten fra os – det er rigtig, rigtig voldsomt,” siger Flemming Vinther, der er formand for Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU).

Formanden for FOA, Dennis Kristensen, er rasende over udmeldingen, som han kalder en krystalklar trussel fra KL.

“Direktøren – Kristian Wendelboe – lægger i interviewet en skarpladt maskinpistol på forhandlingsbordet med retning direkte mod lønmodtagerne, mens han presser fingeren mod aftrækkeren,” skriver han i en opdatering på sin Facebook-side.

Ingen møder for de statsansatte
På trods af den dårlige stemning mødte topforhandlerne for de kommunalt ansatte op i Forligsinstitutionen i dag klokken 10 i forsøg på at komme nærmere en løsning.
Forligsmanden har bedt forhandlerne for ansatte i regionerne om at møde op i Forligsinstitutionen i morgen klokken 14. Det sker efter en stille uge i Forligsinstitutionen for overenskomstparterne.
Der har kun været et kort møde i Forligsinstitutionen, og det var mellem forligsmanden og topforhandlerne for de statsansatte. Men der var ikke tale om forhandling, fortæller Flemming Vinther.

De statsansatte – og dermed gymnasielærerne – er ikke blevet indkaldt til yderligere møder.

“Jeg håber selvfølgelig ikke, at det er udtryk for, at forligsmanden ikke vil se de statsansatte igen – det kan jeg nu heller ikke forestille mig, at det er udtryk for,” siger Flemming Vinther, der synes, at det er svært at tolke på, hvorfor forligsmanden kun har indkaldt til forhandlinger for ansatte i kommunerne og regionerne.

“Det er jo forligsmandens suveræne valg, hvilken rækkefølge hun kalder os ind i. Nu er det kommunerne i dag, og om det er, fordi hun vil have fokus på lærernes arbejdstid igen, det ved jeg ikke. Men vi vil følge det tæt,” siger Flemming Vinther, der synes, at det er svært at spå om, hvad der vil ske.

“Situationen ændrer sig fra minut til minut, som for eksempel i dag hvor man kan stå op til en artikel med sådan en udmelding fra KL,” siger Flemming Vinther og tilføjer:
“Vi nærmer os en situation, hvor forligsmanden skal tage stilling til, om hun vil forlænge udsættelsen, og det gør hun jo kun, hvis hun mener, at der er grundlag for det, eller hun skal erklære sammenbrud.”

Vi håber jo stadig på, at det vil lykkes at lande en aftale, men det kræver, at arbejdsgiversiden trækker på andre strenge end at true os med at tage konfliktretten fra os.

Flemming Vinther, formand
CFU

Forligsmanden har som bekendt udsat konflikten i 14 dage, så hvis der ikke findes en løsning, skal et udvalg af de offentligt ansatte – heriblandt gymnasielærere på 19 skoler – strejke fra den 22. april. Den varslede lockout af blandt andet alle gymnasier er skubbet frem til den 28. april.

Hvis forligsmanden inden da vurderer, at det ikke vil lykkes at finde en løsning, kan hun også kaste håndklædet i ringen og erklære forhandlingerne for sammenbrudt. I det tilfælde vil strejken og lockouten træde i kraft efter fem dage.

Tilføjelse: Møde for de statsansatte

Efter artiklen blev offentliggjort indkaldte forligsmanden også forhandlerne for de statsansatte til møde i Forligsinstitutionen.

Mødet starter lørdag den 14. april 2018 klokken 10.

Fagforeningerne opfordrer på Facebook medlemmer til at bakke op om forhandlingerne ved at møde op inden mødet ved Forligsinstitutionen, Sankt Annæ Plads 5, København.

 

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater