Artikel
Tillidsrepræsentanter: Stor usikkerhed om merarbejde
marriot_01_800x533

Tillidsrepræsentanter: Stor usikkerhed om merarbejde

På mange skoler er der usikkerhed om, hvordan ledelsen vil håndtere eventuelt merarbejde, viser ny undersøgelse.

Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

Lærere er i tvivl om, hvad ledelsen har tænkt sig at gøre ved eventuelt merarbejde.

Det viser en undersøgelse foretaget blandt GL's tillidsrepræsentanter. Undersøgelsen blev præsenteret for de selv samme tillidsrepræsentanter, da der i dag blev afholdt repræsentantskabsmøde i GL.

I undersøgelsen svarer 80 procent af tillidsrepræsentanterne på de skoler med tidsregistrering, at der ikke er klarhed over, hvorledes eventuelt merarbejde håndteres. 

Formand for GL’s overenskomstudvalg, Ronald Karlsen, som præsenterede undersøgelsens resultater fra talerstolen, mener, at netop usikkerheden om merarbejde er det største problem i forhold til undersøgelsens resultater.

Skader skoleudvikling
”Mange steder er en generel usikkerhed om, hvorvidt eventuelt merarbejde er noget lærerne får noget for,” siger Ronald Karlsen til gymnasieskolen.dk.

Han mener, at usikkerheden ikke bare er et problem for lærerne, men også for de enkelte skoler.

”Når der er den usikkerhed, er lærere ikke villige til at påtage sig ekstra opgaver. Det kan virke negativt på det kollegiale fællesskab, men det kan også bremse skoleudviklingen,” mener Ronald Karlsen.

Derfor er det hans håb, at ledelsen på den enkelte skole vil honorere de lærere, som har merarbejde, når sommerferien kommer.

”Jeg håber på det bedste, men frygter, at vi kommer til at stå med mange personsager,” siger Ronald Karlsen, som derfor også mener, det er forventeligt, at GL vil anlægge voldgiftssager.

Uklar opgavefordeling
Ronald Karlsen hæfter sig også ved, at undersøgelsen viser, at lidt over halvdelen af tillidsrepræsentanterne siger, at der ikke har været åbenhed om, hvad ledelsen har lagt til grund for lærernes opgaveportefølje. Med andre ord så har mange lærere haft svært ved at gennemskue, hvorfor og hvordan de har fået deres arbejdsopgaver for dette skoleår. 

Med OK 13 blev de faste akkorder som bekendt afskaffet. Med mindre den enkelte skole laver en lokal aftale, er det op til lederen at fordele arbejdsopgaverne mellem lærerne. 

Ydmygt krav
Undersøgelsen viser, at på lidt under halvdelen af skolerne har ledelsen været åben om kriterierne for fordelingen af lærernes opgaveporteføljer.

Ronald Karlsen håber, at resten af lederne til næste skole år vil lave en mere gennemsigtig proces, når de fordeler arbejdsopgaver.  

”Jeg mener, det er et ydmygt krav, at få indsigt i ledelsens prioriteringer, når de fordeler arbejdsopgaver,” siger han.

Han hæfter sig også ved at undersøgelsen viser, at der er skoler, hvor der er åbenhed, og at der nogle steder lyder optimistiske meldinger fra tillidsrepræsentanter om det næste skoleår.

Han mener nu, det er GL’s opgave at støtte tillidsrepræsentanter og lærere på de skoler, hvor dialogen ikke er god.

”Vi skal være med til at presse på for at skabe åbenhed og en bedre proces for skoleåret 2014/15,” siger han.

240 tillidsrepræsentanter har deltaget i undersøgelsen, hvilket er en svarprocent på 87.

 

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater