Tillidsrepræsentant overfaldt Rikke på lærerværelset

Julefrokosten lakker mod enden. Det er midnat, og mange er allerede gået. Det har været en hyggelig aften. Rikke vil også hjem. Hun skal bare lige hente sin taske på lærerværelset.

Hun er alene, men på vej ud kommer en af hendes kolleger imod hende. Uden at sige noget skubber han hende ind på lærerværelset. Hun er tæt på at miste balancen og ryger ind i et lille bord. Han går helt tæt på hende.

”Han lader sin hånd glide ned på min balle, imens han stønner og laver kysselyde i mit øre,” fortæller Rikke.

Han skubber til hende en gang mere, så hun havner med ryggen op ad dueslaget. Han holder hende fast, presser sin brystkasse ind mod hende og fortsætter med lydene.

”Jeg kæmper for at komme fri, men han er fysisk overlegen og har låst mine arme, så jeg kan ingenting gøre. Det er så fysisk anstrengende for mig, at jeg ikke har kræfter til at sige noget eller råbe om hjælp.”

”Han flår min stramme nederdel op over hofterne på mig. Jeg er skrækslagen. I det sekund er jeg sikker på, at han vil voldtage mig.”

Men pludselig trækker han sig væk. Han finder sin taske, pakker sine ting sammen og spørger, hvad hun skal lave i juleferien.

”Jeg får hevet min nederdel ned og siger ’hvad fanden har du gang i?’”

Hun prøver at virke normal. Han giver hende et knus, ønsker god jul og siger, at han ikke håber, at hendes nederdel gik i stykker.

To andre kolleger kommer ind på lærerværelset. De bemærker ikke noget. Hun skynder sig ud sammen med dem og tager hjem.

Mere end en hånd på låret
Det er fire år siden. Rikke har sagt ja til at fortælle om overgrebet, fordi hun godt vil minde om, at seksuelle krænkelser ikke kun handler om en hånd på låret, lidt flirt eller en sjofel bemærkning, sådan som det er lykkedes for nogle at udlægge det i MeToo-debatten. Der er også langt grovere tilfælde – og de foregår også i den akademiske verden.

Hun fortæller også sin historie i håbet om, at det vil sætte gang i snakken om seksuelle krænkelser ude på gymnasierne. Det er på høje tid, mener hun, at lærere og ledelse får talt om grænser, krænkende adfærd og omgangstone og lavet et adfærdskodeks.

”Vi skal hjælpe hinanden med at sige fra over for de små ting i hverdagen som den lumre bemærkning og klasket bagi. For de mindre ting kan udvikle sig til langt alvorligere sager. Har man retningslinjer på skolen, bliver det nemmere at sige fra.”

Hun forstår ikke, hvorfor hendes egen skole ikke for længst har taget snakken.

”Hvordan kan man som ledelse lade være med at sætte seksuelle krænkelser på dagsordenen, når man har haft et groft tilfælde på skolen? Det forstår jeg ikke.”

Hun mener også, at skolerne bør lave retningslinjer for, hvem man kan gå til, og hvordan processen er, hvis en medarbejder oplever en seksuel krænkelse.

Påstand mod påstand
Dagen efter overgrebet skrev Rikke en mail til skolens rektor og fortalte, hvad der var sket. Rikke orkede ikke at tale om det i juleferien og bad derfor om, at de først skulle snakke sammen efter ferien. Da det blev hverdag, blev det til flere samtaler med rektor.

”Hun troede på mig og tog det alvorligt. Jeg har egentlig været meget tilfreds med den måde, ledelsen har håndteret det på,” fortæller Rikke.

Først havde hun ikke sat navn på kollegaen, men på opfordring fra rektor gjorde hun det. Han kom også til møde hos rektor og fremlagde sin version af, hvad der var sket.

”Hans version var, at han havde mødt mig i døråbningen, taget et par dansetrin med mig, og så var hans hånd gledet ned på min numse. Det var det.”

Der blev også holdt møder, hvor de begge to var med. Men det endte med at være påstand mod påstand, og han fik lov til at blive på skolen.

”Han tilstod aldrig det hele. Han har kun erkendt og undskyldt, at han var ’kåd’, og at hans hånd gled ned på min balle.”

I dag har hun stadig en vrede i sig.

”At blive holdt fast og frygte, at man bliver voldtaget, er så voldsom og forfærdelig en oplevelse. Hvis han havde tilstået det hele, kunne jeg måske have tilgivet ham.”

Kun få vidste det
I de første to-tre måneder efter overgrebet var Rikke bange, når hun var på arbejde. Der var blevet lavet regler, som for eksempel forbød kollegaen at være i kaffekøkkenet, når hun var der. Alligevel frygtede hun at støde ind i ham.

”Jeg svedte og havde hjertebanken, når han var i nærheden af mig. Vi var i samme faggruppe. Jeg var bange for at møde ham alene i vores faggruppelokale, som ligger afsides.”

”Men efterhånden fik jeg det lidt bedre og kunne godt snakke med ham.”

Hun magtede ikke at skulle fortælle hele lærerkollegiet om overgrebet, så hun sagde det kun til sine tætteste kolleger.

Også da han stillede op som tillidsrepræsentant igen og blev valgt, valgte hun at forblive tavs.

”Jeg følte, at han ydmygede mig ved at stille op. Jeg havde vildt meget lyst til at sige det hele, men jeg turde ikke. Jeg følte ikke, at jeg var stærk nok.”

I dag er kollegaen ikke på skolen mere. Omkring halvandet år efter overgrebet tog han orlov, og da han kom tilbage, betød nedskæringer i sektoren, at der var fyringer på skolen. Her var han en af dem, der blev afskediget.

Savnede uvildig vejledning
I dag tænker Rikke stadig på, om overfaldet skulle have været politianmeldt, fordi det var så voldsomt. Hun husker tydeligt, hvordan hun savnede at tale med nogle, der havde forstand på området.

”Jeg var meget i tvivl, om jeg skulle melde det. Jeg følte mig alene og savnede vejledning.”

Hun ringede til Gymnasieskolernes Lærerforening (GL), men følte ikke, at hun fik den hjælp, hun burde have haft. Hun håber, at MeToo-debatten også får GL til at øge fokus på sexchikane og overveje, om den rådgivning, man giver, er god nok.

”På det tidspunkt virkede det ikke til, at GL havde så meget erfaring med området. Samtidig var GL jo både min og tillidsrepræsentantens fagforening, så jeg følte ikke, at den rådgivning, jeg fik, var helt uvildig. Flere gange fik jeg at vide, at krænkeren jo også havde rettigheder, og at jeg ikke måtte bagtale ham. Jeg kunne godt have brugt én, som jeg var helt sikker på var upartisk og bare var der for mig,” siger Rikke.

Rikke er et opdigtet navn, da den pågældende lærer har ønsket at være anonym. Gymnasieskolen kender hendes rigtige navn og arbejdsplads.