There’s a problem in room number 305

I mange år havde Philippe Soupault forsvoret, at han ville tage på studietur igen. Hver gang var det endt i druk og udskejelser, og han orkede ikke endnu en tur, hvor han på forhånd vidste, at han ikke ville få sovet fem nætter i træk og skulle håndtere en klasse berusede elever og forsvare dem over for en hotelbestyrer, der var på nippet til at smide hele banden på gaden.

”Alligevel er jeg taget af sted år efter år, for jeg kan også godt lide at rejse med mit arbejde,” siger Philippe Soupault, der er uddannelsesleder på København Nord og underviser i fransk og samfundsfag på hhx.

Han har undervist i 21 år og været på 16-17 studieture til mange forskellige byer som Istanbul, Paris, Bruxelles, London, Rom, Athen og Beijing. I løbet af de år, han har været gymnasielærer, har holdningen til studieture ændret sig, oplever han.

”Da jeg begyndte at undervise i midten af 1990’erne, kom jeg jo med den samme indstilling, der var til studieture, da jeg selv gik i gymnasiet. Dengang i 1980’erne var både elever og lærere fulde på turene. Der var sådan noget hø hø over det. Da jeg så begyndte at undervise, var det kun eleverne, der var berusede, men det var stadig sådan blandt eleverne, at det var, som om de skulle på en druktur til Sunny Beach,” siger han og sukker:

”Antallet af gange, hvor jeg er blevet ringet op af en receptionist med ordene: ”Sir, there’s a problem in room 305”, kan jeg knap nok tælle. Jeg har oplevet virkelig mange sindssygt forfærdelige ture. Man har ansvaret for en gruppe elever, der opfører sig langt ude. Samtidig skal man sørge for, at man ikke bliver smidt ud af hotellet. Så på sin vis skal man forsvare dem over for en hotelejer, så man ikke pludselig står uden logi til 30 unge mennesker.”

Pulsåren skåret over
En af de ture, hvor næsten alt, hvad der kunne gå galt, gik galt, var en tur til Athen i slutningen af 1990’erne.

”Og det var ikke engang, fordi det var en specielt slem klasse,” tilføjer Philippe Soupault.

Syv timer efter ankomsten til hotellet havde nogle elever ved et uheld tømt en pulverslukker på en af etagerne, så gulv og alt inventar nu var dækket af hvidt pulver. Et par dage senere var et par elever faldet i søvn bagest i bussen på en tur, fordi de havde været fulde og var kommet sent hjem til hotellet natten før. Ingen opdagede, at de lå på bagsædet og sov, så de kom ikke af bussen, da resten af klassen stod af. Da det gik op for Philippe Soupault og hans kollega, at to elever manglede, lykkedes det dem at få fat i rejsebureauet, der så fik fat i chaufføren. Eleverne blev sat af på en motorvej to timer fra, hvor de andre befandt sig. Det var, før de fleste havde mobiltelefon.

”En af de følgende aftener blev vi ringet op på hotellet af receptionisten, der sagde, at der lå en pøl af blod i receptionen. Min kollega og jeg gik derned, og der var virkelig meget blod. Sporene fortsatte ind i elevatoren, men så stoppede de. Det var virkelig mystisk. Omsider fik vi en opringning fra et hospital, hvor to elever var havnet. Det viste sig, at den ene havde fået skåret pulsåren over. Jeg spurgte nogenlunde fattet, om han var i livsfare, men det var så ikke tilfældet. Klokken var tre om natten, da vi endelig fandt frem til hospitalet, hvor den ene elev sad med 16 sting i armen. Det viste sig, at de var kommet fulde hjem fra byen og havde taget elevatoren, der så havde sat sig fast. Den ene af eleverne havde prøvet at smadre glasset i elevatordøren med en knytnæve, og da elevatoren så var sat i gang, havde han fået en dyb flænge i underarmen. Den anden elev havde været kvik nok til at tage sin skjorte af og forbinde hans arm for at stoppe blødningen, og så havde de taget en taxa til hospitalet.”

”Da jeg så omsider kunne gå i seng klokken syv om morgenen, blev jeg ringet op 20 minutter senere af rejsebureauet. De ville høre, om jeg ville evaluere turen,” tilføjer Philippe Soupault.

Skriftlig håndfæstning
Nu ser studieturene anderledes ud. For nu laver København Nord en skriftlig håndfæstning med eleverne og deres forældre på, at studieturene er alkoholfri, programmet er obligatorisk, og at eleverne skal være på hotelværelset klokken 23. De skriver også under på, at lærerne ikke er ansvarlige for elevernes personlige adfærd. Bliver eleverne taget i at drikke, bliver de efter første advarsel groundet på hotellet. Sker det igen, bliver de sendt hjem for egen regning.

”Nu inddrager vi også nogle af fagets faste timer i studieturene, så eleverne får fravær, hvis de ikke deltager i studieturens program. Det virker meget godt,” siger Philippe Soupault.
Der er sket en radikal ændring i den måde, studieturene nu forløber på. Alene af den grund at eleverne ikke drikker sig fulde, siger han:

”Nu er der ikke længere problemer på hotellet, eleverne kommer hjem til det aftalte tidspunkt, og de deltager i programmet uden at ligne noget, der er løgn. De problemer, der opstår, er som regel ikke selvforskyldte. Eleverne opfører sig fornuftigt og får endda også noget fagligt ud af turen.”

Alt kan ske
På Det Frie Gymnasium i København har de en anden tilgang til studieture. Her har eleverne større indflydelse på undervisningen, og det gælder også studieturene.

Gymnasielærer Liselotte Unger, der underviser i biologi og samfundsfag, har været på syv-otte studieture i de 13 år, hun har været ansat på Det Frie, men hun har aldrig været ude for oplevelser som ovenstående. Hun får altid sovet, når hun er af sted.

”Jo, eleverne har da indimellem drukket sig fulde, men jeg har ikke oplevet, at der er elever, der ikke har deltaget i programmet. De har et stort medansvar for turene og er selv med til at bestemme, hvor vi skal hen,” siger hun.

Det Frie har på et tidspunkt udarbejdet et fælles stykke papir, hvor de nedskrev, hvordan eleverne skulle opføre sig, men det var ikke noget, der skulle underskrives af forældrene. I stedet laver gymnasiet mundtlige aftaler med eleverne.

”Vi taler om, hvad det vil sige at være ordentlige repræsentanter for vores land, og om at følge de normer, der gør sig gældende i det land, vi skal til. Det er en hovedregel, at man aldrig går hjem alene i andre byer, og vi gør opmærksom på, at de ikke må støje på hotellet. Det kan eleverne som regel godt se er en god idé,” siger Liselotte Unger.

Hun ved af erfaring, at ”man skal være beredt på, at alt kan ske”.

”Man er jo på arbejde i døgndrift, og der opstår som regel noget uventet. På studieture sover jeg med min mobil tæt på mig,” siger hun og fortæller om engang, hvor en elev fra et andet gymnasium blev overfaldet på en tur til Barcelona.

”Danske unge er generelt vant til, at de kan færdes trygt om aftenen og natten, og der må vi fortælle dem, at det kan de ikke alle steder i Sydeuropa,” siger hun.
Ligesom Philippe Soupault har Liselotte Unger oplevet en ændring i holdningen til alkohol. Det Frie tillader ikke længere alkohol på introturene.

”Da vi først præsenterede ideen, var eleverne ikke glade for det, men da vi sagde, at så var der ingen lærere, der tog med, kunne de godt se det. Det har givet bedre introture, også for dem, der ikke var interesserede i at være med for at drikke.”