Artikel
Syrisk flygtning blev student efter 3 år i Danmark
IMG_6545

Syrisk flygtning blev student efter 3 år i Danmark

Mohamad Alnabhan kom til Danmark fra Syrien for tre et halvt år siden. I sommer blev han  student og fik et 12-tal i mundtlig dansk på HF + VUC Fyn i Odense.

Første dag Mohamad Alnabhan begyndte i gymnasiet, tog han det forkerte tog fra Odense og endte i København. Bortset fra, at han derfor kom flere timer for sent i skole på Nyborg Gymnasium, har han gået den lige vej gennem uddannelsessystemet. 

Han stod med den lyseblå hf-studenterhue på hovedet i sommer, tre et halvt år efter han ankom til Danmark fra Syrien. Hans far var flygtet året før, og derefter blev familien sammenført, og Mohamad Alnabhan og hans fire søskende skulle begynde et nyt liv i Odense.  

“Jeg begyndte på sprogskole på fuld tid, men jeg følte ikke, jeg gjorde nogen nytte, og jeg mødte ingen danskere, og derfor begyndte jeg i 10. klasse,” fortæller Mohamad Alnabhan på 20 år.

Han går rundt i den store lyse bygning på VUC Odense, hvor vi har aftalt at mødes, så han kan fortælle om sit møde med Danmark og det danske uddannelsessystem.

Han hilser på lærere og elever og stopper op og snakker med nogle af dem. 

“Lærerne har været søde og forstående. Flere af dem sagde, at hvis der var noget, jeg ikke forstod, og jeg syntes, det var pinligt at række hånden i vejret og spørge, så kunne jeg altid spørge dem på et andet tidspunkt,” siger Mohamad Alnabhan og fortæller, at han har gået på hold med elever fra blandt andet Somalia, Irak og Polen.

Lærerne på HF + VUC Odense er med andre ord vant til, at eleverne har meget forskellige baggrunde, og at mange ikke er vokset op med det danske sprog i ørerne. 

“Min dansklærer var gift med en italiener, og hun var god til at forklare begreber,” fortæller han.

Jeg har knoklet for at følge med, for nogle gange skal jeg læse teksterne flere gange for rigtigt at forstå, hvad der står.

Mohamad Alnabhan, student
HF + VUC Fyn, Odense

Gensynsglæde på VUC
Blandt andet på grund af transporttiden skiftede Mohamad Alnabhan fra Nyborg Gymnasium til VUC Odense i sommeren 2018. 

Mohamad Alnabhan og studievejleder Jane Hovland Wildes smiler til hinanden, da de mødes foran studievejledningen.

“Jeg skal starte på administrationsbacheloruddannelsen i Næstved første september,” fortæller han smilende, da han har sat sig i en stol på hendes kontor.

Jane Hovland Wilde undrer sig ikke over, at den 20 årige hf-student har fart på. Da hun sammen med Mohamad Alnabhan tilrettelagde hans sidste del af uddannelsen med en række hf-enkeltfag, var den unge mand meget ambitiøs. Han endte med at have 36 timers undervisning om ugen, og derudover valgte han at tage historie som selvstudie.

“Jeg prøvede at bremse dig lidt og foreslog, at du brugte halvandet år på at gøre uddannelsen færdig, men jeg fornemmede hurtigt, at du havde en stejl læringskurve,” siger Jane Hovland Wilde til den tidligere elev.

Du kan tage din uddannelse hurtigere eller langsommere, og vi kan rumme mennesker med meget forskellige baggrunde.

Jane Hovland Wilde, studievejleder
HF + VUC Fyn, Odense

Mohamad Alnabhan afsluttede blandt andet dansk på A-niveau på ét år.

“En af de gode ting ved VUC er, at det er meget fleksibelt. Du kan tage din uddannelse hurtigere eller langsommere, og vi kan rumme mennesker med meget forskellige baggrunde,” fortæller Jane Hovland Wilde.

12 i mundtlig dansk
På spørgsmålet om, hvordan det så gik med at have så mange lektioner, smiler både Mohamad og Jane igen. 

“Jeg fik 12 i mundtlig dansk. Jeg kom op i emnet autofiktion og fik en tekst af Morten Pape, som jeg skulle redegøre for og analysere. Jeg kan huske, at drengen i teksten delte aviser ud, og på navneskiltet i opgangen var der ingen danske navne,” siger Mohamad Alnabhan og fortsætter med at fortælle om sin eksamen i samfundsfag, hvor han fik 10, men at det ifølge læreren kun var detaljer, som skilte ham fra 12-tallet.

Jane Hovland Wilde smiler og kigger stolt på Muhamad Alnabhan, som var det hendes egen søn.

“Mohamad har været selvkørende, og jeg har ikke været meget inde over ud over at hjælpe ham med at planlægge uddannelsen og skemaet,” siger hun. 

Svært at forstå gammelt dansk
Selv om det er gået godt, har det været en udfordring at begynde i det danske uddannelsessystem, fortæller Mohamad Alnabhan. 

“Jeg har knoklet for at følge med, for nogle gange skal jeg læse teksterne flere gange for rigtigt at forstå, hvad der står. Og så er der de gamle danske tekster, hvor de taler dansk på en en måde, som jeg ikke kender,” siger Mohamad Alnabhan

Til gengæld har han ikke gjort en stor indsats i de naturvidenskabelige fag, hvis han selv skal sige det.

“Jeg er interesseret i fag som samfundsfag, historie og religion, og jeg kommer ikke til at bruge naturvidenskab i min uddannelse,” siger han.

Lærer af Clement Kjærsgaard
Da Mohamad Alnabhan kom til Danmark, besluttede han sig med det samme for hurtigt at lære dansk og blive god til det. Når han hørte et ord, han ikke forstod, så slog han det op. Mohamad Alnabhan er ambitiøs. Han nævner flere episoder, hvor han er blevet skuffet over en karakter i 10. klasse og på hf. 

“Jeg var topmotiveret for at lære det danske sprog, da jeg kom,” siger han.

Han fortæller, at han har lært meget dansk ved at se tv-værten Clement Kjærsgaard og hans debatprogrammer. Og så spidser han ører, hver gang politikeren Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti er på skærmen.

“Det er altid underholdende at lytte til hans sprog,” siger Mohamad Alnabhan og fortæller, at han også har mødt Morten Messerschmidt en enkelt gang, hvor de diskuterede politik og siden blev venner på Facebook.

Mohamad Alnabhan er meget interesseret i politik og samfundsforhold, og han deltager ivrigt i den offentlige debat.

“På Nyborg Gymnasium havde vi flere gange politiske debatter, og jeg var altid en af de første til at stille et spørgsmål til politikerne. 

Skriver debatindlæg
Da tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) fejrede udlændingestramninger med kage på de sociale medier, blev Mohamad Alnabhan inspireret til at skrive sit første debatindlæg om at være flygtning i Danmark

“Politiken trykte det. Det var som at få et 12-tal,” siger han og smiler.

Vi har sat os ved et bord på en af gangene, og lidt derfra sidder en gruppe elever og arbejder.

Siden det første debatindlæg blev bragt i Politiken, har Mohamad Alnabhan fået bragt omkring 40 debatindlæg i danske medier om integrations- og udlændingepolitik. 

“Jeg er meget interesseret i politik og vil gerne arbejde med politik. Jeg kan ikke stille op til Folketinget, fordi jeg ikke er dansk statsborger, men så kan jeg måske arbejde for en organisation eller i et ministerium,” siger Mohamad Alnabhan.

Om kort tid flytter han til Næstved og begynder på uddannelsen administrationsbachelor på Professionshøjskolen Absalon, som blandt andet udbyder faget politik og kommunikation, og derefter vil han tage en kandidatuddannelse.

“Uddannelse er betydningsfuldt som flygtning. Det er vigtigt at blive en del af fællesskabet og bidrage til fællesskabet og få et arbejde, og det vil jeg selvfølgelig også,” siger Mohamad Alnabhan.   

 

Mohamad Alnabhan

  • 20 år, Odense
  • Flygtede fra Aleppo i Syrien og kom til Danmark i slutningen af 2015 med sin mor og fire søskende. Faren var flygtet året før.
  • Har gået på sprogskole, 10. klasse og blev hf-student fra HF+VUC Fyn i sommer.
  • Begynder på uddannelsen administrationsbachelor på professionshøjskolen Absalon i Næstved første september. 
Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater