I omkring to år har mentorordningen været en del af fastholdelsespolitikken på Viby Gymnasium og HF. Ordningen hjælper elever med særlige vanskeligheder til at fuldføre gymnasiet.
”Vi kan se, at en stor del af de elever, der får en mentor, fuldfører gymnasiet og får en bedre eksamen. Vi kan selvfølgelig ikke vide, hvad der ville være sket, hvis de ikke havde haft en mentor. Men vores klare fornemmelse er, at ordningen har en positiv effekt,” siger Karin Overballe, lærer i psykologi på Viby Gymnasium og HF og koordinator for skolens mentorer.
Mentorordningen er en succes blandt både elever og lærer, derfor er den netop blevet udvidet fra 17 til 24 lærere, der har påtaget sig rollen som mentor. Omkring 60 elever deltager i mentorordningen.
Mentor er en professionel ven
”En mentor er hverken en studievejleder, coach eller terapeut, men en professionel ven. Vores opgave er ikke at rådgive, men at lytte til eleven og hjælpe med teknikker, der forbedrer elevens koncentration og motivation,” siger Karin Overballe.
De elever, der deltager som mentees i ordningen, er typisk elever med stress, depression, sygdom i familien eller elever med en diagnose som aspergers eller autisme. Mentorens opgaver er ikke fastdefineret, men afhængig af den enkelte mentees problemer.
”Ordningens væsentligste funktion er, at eleven har en at tale med. En, der lytter og tager eleven seriøst. Mentoren kan eksempelvis hjælpe eleven med at komme op om morgenen, give gode råd til kost, motion, søvn, planlægning af elevens tid og hjælp til studieteknik. Vi har sågar mentorer, der ringer til eleverne om morgenen og sørger for, at de kommer op til tiden og i skole,” siger Thomas Iversen.
Udover at undervise i dansk og engelsk er Thomas Iversen også studievejleder og med til at finde frem til de elever, der har behov for en mentor og finde det rigtig match mellem mentor og mentee.
Mentorrollen er naturlig for lærere
Som mentor er de vigtigste egenskaber at kunne lytte og stille spørgsmål til elevernes problemer, hvilket falder mange lærere naturligt, mener Karin Overballe.
”Som lærer er du vant til at undervise og tale med elever, så langt de fleste lærere går til mentorrollen med en naturlig intuition. Det, vi fokuserer meget på, er at give vores mentorer forskellige spørgeteknikker. Vi bruger både teknikker fra coaching og den narrative fortællemetode,” fortæller hun.
Karin Overballe har sammen med en anden lærer fra skolen modtaget en uges coachingkursus, som hun bruger til at undervise skolens øvrige mentorer.
”Vi er ikke coaches, men det, vi bruger fra coaching-tankegangen, er den anerkendende tilgang i måden at spørge på. Det handler om at skabe en anerkendende samtale med fuld respekt for eleven. Hvor man som mentor lytter og skaber et tillidsvækkende rum med fokus på muligheder og forandring,” siger Karin Overballe.
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode