Færre danske unge søger ind på de almene gymnasier i år. Faldet på 1.339 stx-ansøgere svarer til, at der på landsplan bliver oprettet cirka 50 færre klasser efter sommerferien i forhold til i dette skoleår.
Danske Regioner har netop offentliggjort årets søgetal for stx og hf. 99 færre unge søger ind på hf i år.
Frem mod 2030 vil ungdomsårgangene blive mindre, men faldet i år på 4,5 procent for stx kan faktisk ikke forklares med færre unge, da antallet af 15- og 16-årige er nogenlunde det samme som sidste år.
Formand for GL Tomas Kepler peger derimod på coronasituationen som en mulig forklaring på en del af faldet for årets søgetal.
Lavere søgetal kan få alvorlige konsekvenser for nogle af skolernes økonomi.
“Fysiske brobygnigsforløb og åbent hus blev aflyst i år. Derudover har mange elever i 9. klasse også haft et meget specielt skoleår, og flere end normalt tænker måske derfor, at 10. klasse er det rigtige valg nu,” siger Tomas Kepler.
Han mener derfor, det er meget vigtigt, at politikerne kompenserer gymnasier og andre ungdomsuddannelser, hvis de på grund af corona står med færre elever til næste skoleår.
“Politikerne skal håndtere de negative konsekvenser for uddannelserne. Det gælder også for næste skoleår, hvor lavere søgetal kan få alvorlige konsekvenser for nogle af skolernes økonomi. Politikerne skal holde hånden under skolernes økonomi,” siger Tomas Kepler og peger på, at skolerne i forvejen har en stor opgave i forhold til at håndtere det efterslæb, som eleverne har efter et voldsomt anderledes skoleår.
Ny elevfordeling
En stor nedgang i søgetallet i år kan især gå ud over gymnasier, som normalt får færre ansøgere, end skolen har kapacitet til. De skoler får tilført elever fra overansøgte gymnasier, men når der samlet set bliver færre elever at fordele i år, så kan nedgangen af elever ramme visse gymnasier ekstra hårdt, mener Tomas Kepler.
“Politikerne skal måske gå ind og se, om de kan lave en midlertidig anderledes elevfordeling mellem gymnasierne allerede i år,” siger Tomas Kepler og henviser til, at politikerne inden sommerferien efter planen skal lave nye regler for elevfordeling og taxameter gældende for skoleåret 2022/23.
Søgetallene for htx og hhx er endnu ikke kommet, og det samme gælder for erhvervsuddannelser. Det er derfor endnu for tidligt at sige, hvor de unge søger hen i år, og om flere end normalt vælger 10. klasse.
Faldet af elever er mest bemærkelsesværdigt i Region Hovedstaden, hvor 759 færre unge har søgt ind på de almene gymnasier i år i forhold til sidste år. Det svarer til 27 klasser.
Med et fald i søgningen i år bliver det endnu mere tydeligt, hvor håbløst det er, at vi ikke har fået nye elevfordelingsregler i år.
Åbent hus blev lukket
Formand for Danske Gymnasier – foreningen for rektorer for stx og hf – Birgitte Vedersø peger også på, at coronasituationen kan være skyld i faldet af ansøgere i år.
”Jeg har hørt fra kollegaer fra nogle gymnasier, at de har erfaring med, at når eleverne kommer indenfor døren til åbent hus, så får de aflivet nogle af de fordomme, de havde om gymnasiet. De skoler kan have lidt under, at aktiviteter for kommende elever er blevet aflyst på grund af corona,” siger Birgitte Vedersø.
Hun ærgrer sig over, at coronasituationen har forsinket forhandlingerne om nye elevfordelingsregler. Oprindeligt skulle nye regler være trådt i kraft ved det kommende skoleår.
”Med et fald i søgningen i år bliver det endnu mere tydeligt, hvor håbløst det er, at vi ikke har fået nye elevfordelingsregler i år,” siger Birgitte Vedersø.
Hun siger, at Danske Gymnasier over for Børne- og Undervisningsministeriet vil forslå en måde at understøtte skoler, som i det kommende skoleår vil være udfordret af, at der endnu ikke er faldet nye elevfordelingsregler på plads.
Rektorer i opråb
Tidligere på ugen skrev gymnasieskolen.dk om, at 22 rektorer er gået sammen om at skrive et brev til børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) om, hvad de mener er en skæv og ødelæggende konkurrence mellem gymnasier.
Flere af de gymnasier, som har sat sig sammen om at skrive til ministeren, har i flere år mistet elever, og for flere af dem er i år ingen undtagelse. De samlede søgetal for i år bekræfter tendensen til, at flere mindre gymnasierår for år får færre ansøgere, og de største fald i ungdomsårgangene ligger endda forude.
SF: Ingen gymnasier skal lukke
Ungdomsuddannelsesordfører for SF Astrid Carøe siger, at hun først vil have et overblik over det samlede søgetal for alle ungdomsuddannelser, før hun vil kommentere, om det er et problem, at færre søger ind på gymnasiet.
“Hvis de i stedet har søgt over på en erhvervsuddannelse, er det godt, hvis de ikke har søgt en ungdomsuddannelse, så er det et stort problem, og vi skal sørge for at få de unge ind i folden igen,” siger Astrid Carøe.
Hun er også villig til at støtte gymnasier, som på grund af lave søgetal kommer til at stå med en særlig økonomisk udfordring til næste skoleår.
“Intet gymnasium skal lukke, inden vi får lavet nye regler om elevfordeling og taxametertilskud,” siger hun.
Region | Søgetal 2021 | Fald/stigning |
Nordjylland | 2.201 | -68 |
Midtjylland | 5.655 | -238 |
Syddanmark | 5.646 | -159 |
Sjælland | 4.444 | -115 |
Hovedstaden | 10.237 | -759 |
I alt | 28.183 | -1.339 |
Kilde: Danske Regioner
Region | Søgetal 2021 | Fald/stigning |
Nordjylland | 740 | 126 |
Midtjylland | 1.647 | -213 |
Syddanmark | 1.915 | -81 |
Sjælland | 1.474 | 93 |
Hovedstaden | 2.339 | -24 |
I alt | 8.115 | -99 |
Kilde: Danske Regioner
Søgetal for hhx, htx, eux og eud er endnu ikke offentliggjort.
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode