Stadig lærermangel i Sverige

Der er stor mangel på uddannede lærere i det svenske uddannelsessystem. Det har Gymnasieskolen beskrevet tidligere, og situationen har ikke ændret sig markant de seneste år.

“Vi får hele tiden forskellige prognoser. Tidligere hed det, at vi manglede 40.000 (i hele uddannelsessystemet, red.) i 2035, men i den seneste prognose fra myndighederne, er det tal nedskrevet til 12.000. Problemet er bare, at det skyldes, at man regner de undervisere med, der ikke har en læreruddannelse.”

Det fortæller Sara Svanlund, der er 2. næstforkvinde i fagforeningen Lärarnas Riksförbund. I prognosen, der er udarbejdet af Skolverket, fremgår det, at en af de lærergrupper, der især er mangel på, er såkaldte yrkeslärare, erhvervslærere. Det er faglærere i de fag, der i Danmark typisk ville høre til på erhvervsuddannelserne.

Et af de store slagsmål handler om hvorvidt lærere, der ikke har den såkaldte lærerlegitimation – det er dem, der har gennemført læreruddannelsen – skal regnes med i opgørelserne. I dag forholder det sig sådan, at cirka 30 procent af lærerne ikke har legitimation. De er i stedet alt fra erfarne ingeniører, håndværkere og akademikere til nyudklækkede studenter.

“Der er stor forskel fra fag til fag og fra kommunale skoler til private skoler. Der er lidt flere med lærerlegitimation i gymnasiet end i grundskolen,” fortæller Sara Svanlund.

I hendes optik er der ikke gjort nok for at forbedre vilkårene for lærerne:

“Skolen har ikke været attraktiv at arbejde i. Lærerlønningerne har haltet efter, arbejdsmiljøet er blevet dårligere. Elevgrupperne er større, og der er mindre støttepersonale end tidligere. Den samlede belastning er blevet hårdere, og derfor vælger flere uddannelsen fra. Men der er også mange, der uddanner sig som lærere, som vælger det fra efterfølgende. Hver femte nyuddannede lærer er stoppet som underviser, fem år efter de er blevet færdiguddannede,” lyder det fra fagforeningstalskvinden.

Gött läge
Samtidig er der også stor forskel på vilkårene i storbyerne og i landområderne. Det fortæller Frank Wedding, der er rektor på Kattegattgymnasiet i Halmstad på den svenske vestkyst.

“Vi har stadig et gött läge, en god situation. Jeg går på pension om et par år, og jeg tror, at vi kommer til at klare os indtil da. Vi er en by, hvor folk flytter til. Der er mange, der uddanner sig som lærer her i byen, og det giver en fordel, fordi en del af dem bliver i byen efterfølgende,” siger han.

Så nuancerer han billedet:

“Men der er andre kommuner, hvor det er anderledes. Dér er det svært at rekruttere og fastholde personale. Det er hovedsageligt udenfor de store byer.”

Da Gymnasieskolen besøgte Kattegattgymnasiet i 2017, boede de i midlertidige lokaler, mens nye undervisningsbygninger blev opført.

“Nu er byggeriet færdigt, og det har gjort en stor forskel. Det giver et bedre arbejdsmiljø og gør det lettere at rekruttere,” siger Frank Wedding.

Læs:  ”Der er ikke rigtig nogen respekt om vores job og kompetencer”

I det hele taget er en del ting blevet bedre de seneste år, synes han.

“Jeg syntes dengang, at der var lidt for meget negativ debat, og det kan jo være kontraproduktivt. Jeg synes, at der i dag er en generelt positiv stemning om skolen; at den er vigtig, og den må gerne koste penge.”

Samtidig har der været prioriteret store beløb til lønstigninger:

“Situationen er ikke lige så skidt, som den var for nogle år siden. De lærere, vi ansætter nu, ligger ganske anstændigt lønmæssigt. De, der tjener mest, kommer over 50.000 svenske kroner (35.500 DKK) om måneden, det er ganske godt for Sverige.”

Han tror også, at corona-pandemien har gjort en forskel for synet på skolen:

“Under pandemien havde vi distanceundervisning, og det var betydeligt dårligere, også selv om teknikken fungerer godt. Både for eleverne og lærerne var det en dårligere oplevelse. Mødet mellem mennesker er utroligt vigtigt. Det kan ikke klares af robotter i fremtiden,” siger Frank Wedding.

Stort uddannelsesbehov
Spørger man Sara Svanlund fra Lärarnas Riksförbund, er man stadig ikke kommet langt nok.

“Vi har ikke uddannet nok lærere. Nu har man øget antallet af pladser på uddannelsen, men det er stadig læreruddannelsen, der har flest afhop. Kun 65 procent gennemfører,” forklarer hun.

Det er især diskussionen om de såkaldt obehöriga, altså undervisere, der ikke har lærerlegitimation, der fylder. For hvor store krav kan man egentligt stille, når der er for få uddannede lærere og samtidig større ungdomsårgange? For Sara Svanlund er svaret lige til:

“Ambitionen burde være, at alle har uddannelse som lærer.”

Hendes budskab til de svenske politikere er ikke til at tage fejl af:

“Politikerne burde tage et større ansvar for skolen som helhed. Lærerbristen er symptom på et system, som ikke fungerer. Hvis det var tiltrækkende for elever og lærere, var der ikke lærerbrist. For 40 år siden var det et højstatusjob, hvor det var svært at komme ind. Sådan er det ikke nu. Man skal sende signal om, at kundskab er vigtigt,” lyder det fra Sara Svanlund.