Du er her
Overenskomst |
14. jun 2017

”Der er ikke rigtig nogen respekt om vores job og kompetencer”

"Vi kan ikke lykkes med skolen, hvis vi ikke har gode lærere." Rektor Frank Wedding (TV). "Lærergerningen er faldet i status, blandt andet på grund af lav løn og en voksende arbejdsbyrde." Tillidsrepræsentant Lars Emanuelsson, Kattegattgymnasiet.

Foto: 
Claus Haagensen

Alt for få svenskere vil være lærere. Det kan mærkes i skolerne, og det ser kun ud til at blive værre.

Af: ANDREAS RASMUSSEN

Der mangler 65.000 lærere i Sverige lige om lidt. Det er det altoverskyggende problem for de svenske gymnasier og den svenske uddannelsessektor som helhed.

For to år siden udgav Statistiska Centralbyrån en analyse, der forudså en mangel på i alt 65.000 lærere i grundskolen og gymnasiet i løbet af 10 år.

”Der er få, der søger ind på læreruddannelsen. Der er få, der vil ind i faget. Det skyldes det ry, jobbet har fået. Lærergerningen er faldet i status i Sverige, blandt andet på grund af lav løn og en voksende arbejdsbyrde,” fortæller Lars Emanuelsson.

Han er tillidsrepræsentant for cirka 120 kolleger på Kattegattgymnasiet i Halmstad, den tyvendestørste af Sveriges 290 kommuner. Placeret mellem Göteborg og Helsingborg på den blæsende vestkyst.

Her går 1.100 elever til daglig på et gymnasium, der ligesom resten af den svenske uddannelsessektor er på hælene, fordi færre og færre vil klæde eleverne på til voksenlivet. En situation, der har gjort begrebet lärarbrist til en fast bestanddel i den politiske debat i nabolandet.

Gymnasieskolen har besøgt et gennemsnitligt svensk gymnasium i en gennemsnitlig svensk by for at få en fornemmelse af, hvad de snakker om på lærerværelset.

Mangel på anerkendelse
Lars Emanuelsson er født og opvokset i Halmstad. En ægte indfødt. Han blev student fra Kattegattgymnasiet i 1993, og seks år senere var han tilbage på skolen, denne gang som lærer. Her har han været lige siden.

I de 18 år, han har undervist, har gymnasiet og lærerjobbet ændret sig betragteligt. Lønnen er, sammenlignet med mange andre fag, ikke steget væsentligt. Det er arbejdsbyrden derimod. Det har bidraget til, at en karriere som lærer er betydeligt mindre attraktiv, end da han valgte retning for livet i midten af 90'erne.

Men det er ikke kun de målbare forhold som løn og arbejdspres, der har ændret sig. Respekten om hans rolle som underviser er også forandret.

”Der findes en vittighedstegning om skole-hjem-samtaler, der viser det ganske fint. For 50 år siden rettede forældrene sig mod eleven med dårlige karakterer og sagde: ’Hvad vil du gøre ved det?’ I dag retter de sig mod læreren og siger det samme,” siger Lars Emanuelsson.

Han uddyber:

”Der er ikke rigtig nogen respekt om vores job og kompetencer. Det er et hårdt arbejde, hvor man har mange bolde i luften, men det er sjældent, at man bliver anerkendt for det. Det er dét billede, der findes i hele systemet.

Arbejdsmiljøet, arbejdsmængden og lønnen udgør tilsammen et stort problem.”

Lærermanglen betyder allerede nu, at der flere steder i Sverige er skoler, hvor kun halvdelen af underviserne er uddannede lærere. Andre steder forsøger man at rekruttere svensktalende lærere fra Finland for at dække hullerne.

Så galt står det dog ikke til i Halmstad. Selvom kommunens tre gymnasier snart skal suppleres med to nye for at følge med efterspørgslen, så er rektor Frank Wedding fra Kattegattgymnasiet forsigtigt optimistisk med rekrutteringen:

”Vores skole er ret populær her i byen, så vi har lettere ved at få dygtige lærere. Men selv jeg bliver urolig, når jeg tænker på naturfagene. Der er så få, der uddanner sig inden for de fag. Vi kan ikke lykkes med skolen, hvis vi ikke har gode lærere. Hvis man tager til de mindre kommuner på landet, så har de det meget sværere, end vi har,” siger han.

Alle under ét tag
Selvom der er mange ligheder mellem det danske og svenske uddannelsessystem, så er der også markante forskelle. En af de centrale er, at gymnasiet i Sverige er den samlende ungdomsuddannelse for stort set alle unge. En studentereksamen er dermed et meget bredere begreb end herhjemme.

Vil man for eksempel være tømrer, automekaniker eller elektriker, så foregår det på gymnasiet. Den politiske målsætning er, at alle fra en ungdomsårgang skal igennem gymnasiet. Og hovedparten starter da også: 98 procent af de unge, der blev færdige med 9. klasse i 2015, startede efterfølgende på gymnasiet.

Af dem startede lidt mere end hver fjerde på en af de 12 erhvervslinjer, der ud over bygge- og transportbranchen gør elever klar til job i pleje- og omsorgssektoren, hotel- og restaurationsbranchen eller som kontormedarbejder.

Men selvom stort set alle unge starter på gymnasiet, er det langtfra alle, der får en studentereksamen. Cirka hver fjerde bliver ikke færdig.

Indtil 2011 var alle linjerne på gymnasiet, også de 12 erhvervsprogrammer, adgangsgivende til de svenske högskolar, der svarer til de danske professionshøjskoler. Det fik en reform fra den daværende borgerlige regering sat en stopper for. Nu har en student fra for eksempel transport- eller VVS-linjen ikke længere automatisk adgang til at læse videre, hvilket har betydet, at færre elever nu vælger erhvervslinjerne.

Fælles læreruddannelse
Også for lærergerningen er der mere samling end herhjemme. På de svenske læreruddannelser uddannes gymnasielærere og grundskolelærere sammen.

Den enkelte lærer vælger undervejs at specialisere sig inden for en af de fire grupper: 1.-3. klasse, 4.-6. klasse, 7.-9. klasse eller gymnasiet. Den opdeling fortsætter også efter uddannelsen, for en lærer, der er uddannet til at undervise 7.-9.-klasseselever, må ikke undervise de mindste elever og vice versa.

Men alt for få søger ind på uddannelsen i dag, og det betyder, at der optages studerende, der ikke er dygtige nok, mener tillidsrepræsentant Lars Emanuelsson:

”De få, der kommer ind, har ofte ret lave karakterer,” siger han og er tydeligt frustreret, da han tilføjer:

”For mig at se er det vigtigt, at det er de rigtige mennesker, der bliver lærere.”

Med reformen i 2011 blev der samtidig indført en lærerlegitimation. Den tilbydes alle, der har taget en læreruddannelse. Kun med en lærerlegitimation må man give karakterer, ligesom fastansættelser også er forbeholdt undervisere med papirerne i orden.

”Det er et initiativ, der skal hjælpe til at øge lærernes status. På den måde kan man se, at det er dygtige og legitimerede lærere. Man går jo også helst til en læge, der har autorisation,” griner Lars Emanuelsson.

Et andet af den tidligere borgerlige regerings tiltag for at højne lærerfagets status var at åbne op for ansættelse af førstelærere på gymnasierne. Førstelærerne har minimum fire års erfaring og har vist ”særlig stærk evne” til at styrke elevernes resultater. De fungerer blandt andet som vejledere for nyansatte og lærerstuderende, ligesom de spiller en central rolle i fagudviklingen på den enkelte skole. En førstelærer får 5.000 kroner mere om måneden i løn.

Meget arbejde til lille løn
Den største hurdle for at få flere ind i lærerfaget er forholdet mellem arbejdsbyrde og løn, fortæller tillidsrepræsentanten.

Ligesom mange danske gymnasielærere oplever de svenske ditto, at forberedelsestiden bliver mindre, fordi en større andel af arbejdstiden går til undervisning.

”Vi har en årsnorm på cirka 1.767 timer, hvoraf de 1.360 timer er reguleret af arbejdsgiveren. De resterende 407 timer er såkaldt tillidsarbejdstid, som jeg kan bruge, som jeg vil. Det er forberedelse af undervisningen, spontane forældre- og elevkontakter, opgaverettelse og så videre,” siger han og tilføjer:

”Vi har jo lange ferier, så i undervisningsperioderne arbejder vi cirka 45 timer om ugen. Men problemet er ikke, at vi arbejder meget. Det er derimod, at der hele tiden kommer flere opgaver til, og til sidst er koppen fuld.”

Han bakkes op af sin rektor, Frank Wedding:

”Der pågår en stor diskussion om arbejdsforhold og løn. Jeg begyndte selv som lærer i 80’erne, men lærere har i dag mange flere arbejdsopgaver, end de havde dengang. Og flere, end de havde for 10 år siden. Det har vi jo som arbejdsgivere sørget for. I visse tilfælde synes jeg egentlig, at de opgaver, som de har fået, er gode, men det kan være et meget stressende og anstrengende job at være lærer.”

Men lønnen er ikke fulgt med de nye opgaver. Tværtimod, mener Lars Emanuelsson.

”For mange år siden sagde man: ”Hvilken løn skal riksdagspolitikere have? De skal have en god løn, men ikke for høj. Vi sætter den samme sted som gymnasielæreres.” Siden dengang er politikernes løn jo steget helt vildt, men vores er slet ikke steget på en måde, der kan sammenlignes. Andre erhvervsgrupper er blevet prioriteret højere,” siger han.

Han fortæller, at der ikke er kollektive lønforhandlinger, men som han siger: ”Jeg tror ikke, at der er nogen, der får under 30.000 om måneden” – svarende til 23.000 danske kroner.

Lärarlönelyftet
Netop derfor er lærerlønløftet, lärarlönelyftet, en vigtig del i den nuværende rødgrønne regerings uddannelsespolitik. Med løftet blev tre milliarder kroner fra staten årligt reserveret til lønstigninger for lærerne. Men der var et aber dabei. For at sikre, at lønstigningen kunne mærkes, skulle de enkelte rektorer garantere, at de lærere, der fik del i pengepuljen, fik mindst 2.500 kroner – og højst 3.500 kroner – om måneden.

Det betød, at skolerne i praksis kun har kunnet give et sted mellem hver anden og hver fjerde medarbejder en lønstigning. Stigningerne trådte i kraft i sommeren 2016, og allerede nu har det resulteret i ophedede diskussioner blandt lærerne på mange skoler. SVT Nyheter kunne i januar i år fortælle, at 57 procent af rektorerne oplever, at fordelingen af pengene har skabt dårlig stemning blandt lærerne.

”Selvom det er problematisk, at der ikke er penge til alle lærerne, så er det umuligt at sige nej til, at en så relativt stor gruppe får en markant bedre løn,” konstaterer Lars Emanuelsson, der også er skeptisk over for modellen.

I nogle kommuner er pengene blevet en del af den faste løn, hvilket betyder, at lærerne fastholder deres løn, hvis en ny regering skulle fjerne den økonomiske støtte. Andre steder gives den som et tillæg, der bortfalder, hvis lärarlönelyftet forsvinder.

Nye elever - nye udfordringer
Parallelt med, at lärarbristen er blevet en varm politisk kartoffel, har også den geo­politiske situation med krig i Syrien og flygtningestrømme til Europa påvirket hverdagen på gymnasiet i Halmstad. Sverige er nemlig et af de lande, der har taget imod flest uledsagede børn og unge.

”I marts 2016 blev jeg rektor for et nyt gymnasieprogram for nyankomne elever. I dag er der 120 elever, og mange af dem har aldrig gået i skole. Der er analfabeter fra blandt andet Afghanistan og Irak, der har arbejdet på bilværksteder og tæppefabrikker eller været fårehyrder. Syrerne har for de flestes vedkommende nået at gå i skole nogle år, før krigen brød ud,” fortæller rektor Frank Wedding.

Han fortsætter:

”Vi skal organisere en uddannelse, så de lærer så meget som muligt og får en plads i det svenske samfund. Jeg tror, at det er en god mulighed for Sverige. Vi har mangel på arbejdskraft i for eksempel byggesektoren, i bilindustrien og plejesektoren, fordi mange svenske unge hellere vil på universitetet. Jeg håber, at historien vil fortælle os, at vi tog den rette beslutning ved at tage imod så mange flygtninge.”

Optaget af de mange med udenlandsk baggrund har ændret elevsammensætningen, men har ikke ledt til større konflikter, fortæller tillidsrepræsentant Lars Emanuelsson:

”Der har da været nogle racistiske kommentarer fra nogle af de svenske elever, men der har ikke været noget stort kultursammenstød.”

Det er vigtigt at sikre, at de nyankomne elever lærer de svenske elever at kende, mener hans rektor:

”Vi skal skabe mødepladser, hvor de kan lære hinanden at kende. Hvis man mødes og taler sammen, så bliver man ikke bange for hinanden. Det er frygten, der skaber fremmedhad,” siger Frank Wedding.

Som Lars Emanuelsson tørt konstaterer:

”Det her billede af, at Sverige er ved at gå under, det kan jeg slet ikke genkende. Man læser ting i medierne, men det er ikke noget, jeg mærker i min hverdag.”

Kommentarer

0
You must have Javascript enabled to use this form.