Speciale: Snævre elevidealer bidrager til marginalisering af minoritetselever

Hvis man som gymnasieelev ligger langt fra det ideal, som skolen og det omkringliggende samfund opstiller for ‘den gode elev’, så havner man lettere i en marginaliseret rolle, både fagligt og socialt. 

Det er konklusionen på et speciale, der for nylig blev forsvaret i kultur- og sprogmødestudier og kommunikation på Roskilde Universitet (RUC) og bedømt til et 12-tal. Bag specialet står Tringa Berisha. 

“Jeg ville gerne undersøge, hvordan særligt elever med etnisk minoritetsbaggrund positionerer sig på gymnasiet, både fagligt og socialt, ud fra et borger- eller elevideal,” fortæller hun.

Henover foråret gennemførte hun derfor observationer samt individuelle og gruppeinterviews på et sjællandsk gymnasium, som har bedt om at blive anonymiseret i specialet. 

Et ideal til efterlevelse
I Tringa Berishas speciale konstaterer hun, at elevidealet skabes af en lang række faktorer: Hvad er der på pensumlisten, hvilke karakterniveau efterstræbes, hvordan er fællesarealerne indrettet, hvordan præsenteres skolens historie og tidligere elever, hvem er øverst i elevhierarkierne og mange andre konkrete forhold på skolen. Men også det omkringliggende samfunds diskurs bidrager.

Derfor er idealerne ikke lige lette at leve op til for alle, og det er hendes vigtigste konklusion i forhold til det konkrete gymnasium. 

“Gymnasiet er et meget normativt sted, hvor elevernes medbragte resourcer er vigtige for, hvordan de positionerer sig både fagligt og socialt. Der er mange uskrevne regler, og der er et stort pres for at passe ind,” siger Tringa Berisha og tilføjer:

“Elever med etnisk minoritetsbaggrund gøres til et problem i den herskende politiske diskurs, selvom de udgør en meget lav procentdel af gymnasiets elever,” siger hun, og fortæller om en konkret hændelse, hvor en lærer, mens flere elever med et etnisk minoritetsbaggrund hørte det, talte om de elever, der går på de såkaldte ‘indvandrergymnasier’, som “ikke elever, man ønsker at have”.

På den måde skaber skolen det, Tringa Berisha kalder ‘et spektrum af rigtighed og forkerthed’. Det er et elevideal, der ifølge hende er lettest at opnå, hvis man er middelklasse og hvid, “netop fordi elevidealet er formet ud fra disse to krydsende positioner”, som hun formulerer det.

“Hvis man er i den forkerte ende af skalaen, så oplever man at blive problematiseret på grund af ens etniske baggrund eller socioøkonomiske klasse,” siger Tringa Berisha.

Og det har konsekvenser:

“De elever, der ligger tættest på elevidealet og altså trivedes godt både fagligt og socialt, fortæller, hvordan gymnasiet er et sted, hvor de lærer sig selv bedre at kende. De kan spejle sig selv i idealet. Men ingen af de elever, der ligger langt fra idealet, taler om at lære sig selv bedre at kende i gymnasiet.”

Hun understreger samtidig, at elever, der ligger længst fra idealet, kommer fint ud af det med de andre elever.

Ridning, religion og små lejligheder
Tringa Berisha har delt eleverne op i tre kategorier, som hun selv erkender ikke nødvendigvis er helt dækkende: De accepterede, de navigerende og de marginaliserede.

“’De accepterede’ beskriver, at vennegrupper dannes ud fra fælles hobbyer, geografi og humor. Det kan for eksempel være dem, der går til fester, dem, der går til ridning, eller dem, der spiller computer. Men for ’de marginaliserede’ italesættes vennegrupper som noget, der opstår ud fra etnisk status, religion og opvækstområde. De fokuserer på nogle meget større kategorier, som ’de accepterede’ slet ikke nævner, selvom hobbyer, geografi og humor kan krydse med nogle af de større kategorier, så som socioøkonomisk klasse,” siger hun.

Det er dog ikke kun de etniske minoritetsgrupper, der maler med den brede pensel:

“En etnisk dansk pige, der kommer fra en lavere socioøkonomisk baggrund, deler vennegrupperne op i dem, der bor i store huse, og dem, der bor i små lejligheder. Hun opfatter dét, som en vigtig skillelinje. Eleverne beskriver altså socialiseringsprocesserne på gymnasiet ud fra de kategorier, der er relevante for dem,” fortæller Tringa Berisha.

Hun peger på, at specialet derfor også peger ind i diskussionerne om elevfordeling:

“Og det kan jo sige noget om miljøet. Klyngemodellen, der er tiltænkt at styrke sammenhængskraften ved at modvirke, at særligt elever med etnisk minoritetsbaggrund søger hen imod hinanden, ignorerer, at gymnasiets sociale miljø opretholdes gennem alle elevers tendens til at prioritere genkendelighed og fællesnævnere i deres venskaber,” siger hun og uddyber:

“Det er kun ’de marginaliserede’ elever, der problematiseres, når de ønsker at afspejle sig i deres nære omgivelser. Hvis det kun betragtes som ’selveksklusion’ hos bestemte elever, kan man dermed spørge, om den såkaldte selveksklusion hænger sammen med en overordnet eksklusion fra skolens større fællesskab, der bygges op omkring skolens elevideal.”

Læs: Ekspertgruppe: Gymnasier skal opdeles i klynger

Tre gode råd
Udfra sine observationer kommer Tringa Berisha med tre konkrete forslag til, hvordan gymnasielærere kan bidrage til at mindske marginaliseringen:

“Det er vigtigt at italesætte social trivsel og psykisk velvære. På den skole, som jeg undersøgte, blev den slags udfordringer set som noget, der skulle ordnes af en tredjepart udenfor skolen, men det er nogle tanker, som de fleste elever gør sig i,” siger hun og fortsætter:

“Det er også en god idé, at skolen tager en mere aktiv rolle i at ryste eleverne sammen indenfor skoletid, også på tværs af klasser, studieretninger og årgange. Hvis man lader eleverne om det, så søger de mod dem, der ligner dem selv.”

Sidst, men ikke mindst, så foreslår hun, at underviserne bliver mere bevidste om, hvilke perspektiver der er repræsenteret i pensum:

“Historien skrives af vinderne. Det er derfor vigtigt, at man kritisk kan tale om fagene fra andre perspektiver og ikke kun det vesteuropæiske,” siger Tringa Berisha. Hun foreslår for eksempel, at man konkret ser på de historisker arkiver fra kolonialismen og får et bedre indblik i slavehandlens konsekvenser:

“Hvad præsenteres som vigtigt, hvad bliver sat i parantes i historieundervisningen? Hvad betyder det for indtrykket, vi danner os, om forskellige emner? Hvordan kan vi eventuelt identificere lignende strategier i politiske diskurser ude i samfundet i dag?” spørger hun.

For tiden er Tringa Berisha i fuld gang med at skrive ph.d.-ansøgninger, så hun kan få lov at fortsætte det arbejde, som hun påbegyndte med sit speciale: 

“Jeg vil gerne se på mange flere nuancer, som der ikke var plads til i specialet. Jeg kunne godt tænke mig at følge en stor gruppe elever både før, under og efter deres gymnasier og finde ud af, hvad de tænker, og hvordan de oplever det undervejs.”