Artikel
Skoler: Eksamener i fag med praktisk dimension bliver sandsynligvis afholdt
eksamen mundtlig

Skoler: Eksamener i fag med praktisk dimension bliver sandsynligvis afholdt

Det er op til den enkelte skole, om eleverne i år skal til eksamen i fag som musik, fysik og biologi. Skolerne stiler efter at kunne gennemføre eksamener, hvis lærerne mener, det er holdbart, viser rundringning. 

For et år siden ville det have været utænkeligt. Men på grund af coronakrisen har landets gymnasier nu frihed til selv at vurdere, om eleverne skal til eksamen i en række fag, eller om indholdet af nødundervisningen har været utilstrækkeligt. Det har et stort flertal i Folketinget besluttet. 

På skolerne diskuterer man lige nu den politiske udmelding, der giver dem lov til at droppe mundtlig eksamen i fag med en praktisk dimension, for eksempel de naturvidenskabelige og kunstneriske fag. Meget tyder dog på, at skolerne går efter at få eleverne op, hvis lærerne på de enkelte hold og fag mener, at det er forsvarligt. 

Det viser en rundringning til syv uddannelsesinstutioner, som gymnasieskolen.dk har foretaget.

På Herningsholm Erhvervsskole i Herning, som både har htx og hhx, er meldingen, at man så vidt muligt vil gennemføre eksamen. 

“Vi bruger vores sunde fornuft, og så kommer det selvfølgelig også an på, hvor længe vi er nedlukket. Derfor ved vi heller ikke, hvornår vi kommer med en nagelfast udmelding,” siger rektor Marie Lund. 

Hun nævner, at lærerne i blandt andet teknikfag, teknologi og bioteknologi har været meget omstillingsparate og opfindsomme og ladet eleverne gennemføre forsøg hjemme ved køkkenbordet. 

“Derfor vil det også være synd, hvis eksamen bliver aflyst,” siger Marie Lund.

Forskellige vilkår
På Espergærde Gymnasium mener rektor Henrik Boberg Bæch, at flest muligt skal til eksamen, hvis “det giver mening”. Det er også den holdning, han oplever, at lærerne har. 

Han synes, det er helt rigtigt, at beslutningen om eksamen i fagene med praktisk dimension ligger hos den enkelte skole. 

“Vilkårene for eleverne har været vidt forskellige – ikke bare fra skole til skole, men fra klasse til klasse. Nogle undervisere har undervist, samtidig med at de har skullet hjemmeskole deres egne børn. Andre har haft det svært med det virtuelle,” siger Henrik Boberg Bæch.

Vi tager ikke en overordnet skolebeslutning, men drøfter med hver enkelt lærer, hvordan det ser ud i faget.

Peter Brodersen, htx-rektor
EUC Syd

Ifølge den politiske aftale bliver det muligt at se bort fra visse dele af undervisningen, der er foregået som nødundervisning, når der udarbejdes eksamensspørgsmål. Det er en stor fordel i forhold til eksamenerne i de naturvidenskabelige og kunstneriske fag, mener Henrik Boberg Bæch. 

Samme melding kommer fra de øvrige rektorer, gymnasieskolen.dk har talt med. 

Lærerne bliver inddraget
På EUC Syd i Aabenraa, Haderslev, Sønderborg og Tønder vil htx-eleverne sandsynligvis komme til mundtlig eksamen i eksempelvis teknikfag og de naturvidenskabelige fag, hvis lærerne i de enkelte fag mener, at det kan lade sig gøre.  

Det fortæller Peter Brodersen, der er rektor på htx på EUC Syd.

“Vi tager ikke en overordnet skolebeslutning, men drøfter med hver enkelt lærer, hvordan det ser ud i faget. Det kan godt være, at det ikke bliver den samme beslutning for alle hold. Måske har nogle hold nået flere praktiske øvelser før nedlukningen end andre. Vi finder en pragmatisk løsning,” siger Peter Brodersen og peger på, at der for eksempel kan være forskel på teknikfag med fokus på tekstil eller digital design.

Ved aflysning skal skolerne ifølge den politiske aftale vælge en anden eksamen i eksamensudtrækket. 

For tidligt at beslutte noget
På Frederikshavn Gymnasium siger rektor Thomas Svane Christensen, at skolen i første omgang vil “klappe hesten”, før det besluttes, hvilke fag eleverne kan komme til eksamen i.

“Der er ingen grund til at tage en hurtig beslutning, og det afhænger også af, hvor længe vi er nedlukket. Nu taler vi om det på skolen og hører, hvad lærerne siger til det,” siger Thomas Svane Christensen. 

Også han er indstillet på, at der kan laves individuelle beslutninger, hvis lærerne for eksempel vurderer, at et hold er bedre rustet til at gå til eksamen end et andet hold. 

Vilkårene for eleverne har været vidt forskellige – ikke bare fra skole til skole, men fra klasse til klasse.

Henrik Boberg Bæch, rektor
Espergærde Gymnasium

I Nordjylland var syv kommuner nedlukket i længere tid sidste år på grund af situationen med coronasmitte blandt mink.

Rektor på VUC Nordjylland Lene Yding nævner, at den ekstra nedlukning kan være medvirkende årsag til, at nogle lærere vurderer, at det er uholdbart at gennemføre eksamen i fag med praktisk dimension.

“Vi taler med lærerne om det, og beslutningen om eksamen i fag med praktisk dimension kan blive truffet helt ned på holdniveau,” siger Lene Yding, som mener, at eleverne skal have besked senest 1. april.  

Kritik af lokal frihed
På Nærum Gymnasium mener rektor Niels Hjølund Pedersen, at det er alt for tidligt at beslutte noget om eksamen. Dels skal den politiske aftale udmøntes i en bekendtgørelse, før skolerne kender de reelle regler, dels bliver det afgørende, hvornår eleverne kommer tilbage til skolen, påpeger han.  

“Kommer de tilbage 1. marts, kan vi med ekstra timer nok godt nå at rette op på nogle ting. Er de først tilbage i slutningen af april, bliver det sværere,” siger Niels Hjølund Pedersen. 

Helt overordnet mener han, det er forkert at give den enkelte skole lov til at afgøre spørgsmål, der har med eksamen at gøre. Han regner med, at der med bekendtgørelsen kommer præcise kriterier for, hvornår skolerne må droppe eksamen i fag med praktisk dimension, så det ikke bliver en mulighed for alle. 

“Jeg mener, at det kun er de skoler, der har været hjemsendt mere end ‘det normale’, der skal have muligheden. Flere skoler var jo i efteråret ramt af lokale nedlukninger,” siger Niels Hjølund Pedersen. 

Maja Bødtcher-Hansen, der er rektor på Frederiksberg Gymnasium, er enig. Også hun efterlyser en afklaring på, hvornår muligheden må bruges.

”Jeg mener, der bør komme en udmelding fra ministeriet om, at eleverne som udgangspunkt skal til eksamen, og så kan der være enkelte skoler, der kan få dispensation,” siger Maja Bødtcher-Hansen.

Hun mener, at man lægger et uhensigtsmæssigt pres på lærere og ledere, når vurderingen er i deres hænder.

”Det er utroligt godt med lokalt råderum, når det gælder forskellige ting, vi gør i hverdagen. Men i forhold til eksamen er det uhensigtsmæssigt. Her skal der være ens vilkår, så eleverne bliver stillet lige,” siger Maja Bødtcher-Hansen. 

Politisk aftale om eksamen

  • Det er muligt for institutionerne lokalt at aflyse eksamen i fag med praktisk dimension, hvis institutionens leder vurderer, at eleverne ikke har kunnet modtage tilstrækkelig undervisning og forberedelse med fysisk tilstedeværelse.
  • Ved aflysning vælges hvis muligt et andet fag at gå til eksamen i.                  
  • Det er muligt at se bort fra visse dele af undervisningen, der er foregået som nødundervisning, når eksamensspørgsmålene udarbejdes.

Læs hele aftalen her

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater