Artikel
Skoler bekymrede over færre ansøgere
tomme_stole_faerre_elever

Skoler bekymrede over færre ansøgere

Lokalt er der store udsving på antallet af ansøgere til gymnasierne i år. Især små skoler er sårbare, når eleverne ikke søger ind.

Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

På Frederikshavn Gymnasium og HF-Kursus har ledelsen allerede taget konsekvensen af, at der bliver færre elever i 1. g-klasserne, som begynder efter sommerferien.

Sidste år søgte 216 elever ind på skolen, mens der i år kun er 188 ansøgere i bunken ifølge Undervisningsministeriets tal.

“Det er en større nedgang end forventet. Det er for tidligt at sige, hvorfor det er sådan,” siger rektor Inge Carlé.

Hun fortæller, at medarbejderne er blevet orienteret om, at skolen på baggrund af søgetallene må “sige farvel” til en fastansat lærer. Derudover går nogle lærere på pension, og de bliver ikke erstattet af nye lærere.

“Det er altid sjovere, når det går den anden vej,” konstaterer Inge Carlé.

Det er ikke kun i Frederikshavn, at færre elever søger ind på gymnasiet. På landsplan har cirka 2.000 færre elever søgt ind på gymnasiet i forhold til sidste år.

Læs: 2.000 færre elever søger ind på gymnasiet

Små ungdomsårgange
På Bjerringbro Gymnasium var rektor Dorte Gade godt forberedt på, at der ville komme færre ansøgere i år, men alligevel er de nye søgetal trist læsning.

“Det kommer ikke som en lammende overraskelse, da vi godt ved, at ungdomsårgangene er små,” siger Dorte Gade.

I år har 66 elever sat Bjerringbro Gymnasium som første prioritet på deres ansøgning til en ungdomsuddannelse. Sidste år var tallet 122, viser søgetallene fra Undervisningsministeriet.

Dorthe Gade forklarer, at gymnasiet sidste år fik exceptionelt mange ansøgere, da en del flere elever end normalt valgte at søge ind på gymnasiet direkte efter 9. klasse. I år er det så gået den stikmodsatte vej.

“Vi havde budgetteret med fire klasser, men nu bliver der kun tre,” siger Dorte Gade, som ikke lægger skjul på, at det er et problem at drive et lille gymnasium, når færre elever søger ind.

Derfor skal der også ske noget nu, mener rektoren. Hun fortæller, at gymnasiet allerede i 2012 søgte om lov til at drive hf, men dengang fik de ifølge hende afslag af Undervisningsministeriet. Bjerringbro Gymnasium har nu igen søgt om dispensation, men ansøgningen er ifølge hende ikke færdigbehandlet i regionen.

“Ved at udbyde hf kunne vi tiltrække flere elever. Små gymnasier bør have de bedst mulige betingelser for at drive uddannelse, men det har vi ikke,” siger Dorthe Gade.

Skuffende
På Morsø Gymnasium er årets søgetal også skuffende. Ifølge rektor Kurt Sonne Thomsen har 89 elever i år søgt ind på gymnasiet, mens det var 109 sidste år.

Rektoren kalder det en “svær situation,” men fortæller dog, at skolen før har haft årgange med kun tre spor,

“Det kan godt lade sig gøre,” siger han.

I år vil skolen dog oprette fire klasser, som så til gengæld ikke bliver særlig store.

Og det betyder noget for skolens økonomi, konstaterer Kurt Sonne Thomsen, som ikke ønsker at uddybe det yderligere.

“Der skal tænkes tanker,” siger han.

Positivt
Mens nogle rektorer skal tænke på, hvordan de klarer udfordringen med færre elever, er det modsat på Støvring Gymnasium. Som et af de få gymnasier i Nordjylland har gymnasiet syd for Aalborg fået omkring 30 flere ansøgere end sidste år – 182 i alt.

Rektor Jens Nielsen er dog tilsyneladende en beskeden mand.

“Jeg ville gerne sige, at vi gør det meget bedre end de andre skoler, men jeg tror, alle gør det lige godt. Men det er da et skulderklap til skolen, og det giver glæde på lærerværelset og blandt eleverne. Det giver energi, når det går den vej,” siger Jens Nielsen.

Skolen har nu nok elever til at oprette syv klasser i stedet for seks. Men det kan også være, at det lokale fordelingsudvalg vil henvise nogle af eleverne til andre gymnasier, som har fået færre ansøgere, end de har kapacitet til, fortæller Jens Nielsen.

Færre elever i alle regioner

Faldet i antallet af elever, som søger en gymnasial uddannelse i år i forhold til 2016:

  • Hovedstaden: 434
  • Midtjylland: 661
  • Nordjylland: 335
  • Sjælland: 354
  • Syddanmark: 373
  • I alt: 2.157 færre elever
 

2.000 færre elever

49.235 elever søger ind på en gymnasial uddannelse i år. Det er cirka 2.000 færre elever end sidste år.

Det svarer til, at 74 procent af eleverne søger ind, når de forlader 9. eller 10. klasse.
Sidste år var andelen 74,3 procent.

Undervisningsministeriets notat om søgetal

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater