Skoler bekæmper fravær med nærvær

Selvom gymnasieskolerne i mange år har haft et næsten stabilt frafald på cirka 15 procent, er baggrunden for studiestoppet under konstant forandring – det samme er de gode løsninger. Flere sårbare unge, flere med diagnoser, elever, der er nervøse for forældrenes liv, samt gymnasiereformens forandringer har skabt helt nye udfordringer, når en gruppe unge skal gribes og ikke falde ud.

Gymnasieskolen.dk har bedt en række gymnasier, der arbejder strategisk og målrettet med indsatsen, dele ud af de bedste løsninger.
Men lad os først perspektivere problemstillingen. Et gymnasium får mellem 60.000 og 80.000 kroner per år per elev, som gennemfører et skoleår. En elev, der går ud tidligt på året, koster dermed penge. Desuden følger der en belønning, når en elev gennemfører.
Det er dog ikke primært pengene, der driver forsøget på at fastholde eleverne.
”Jeg bliver ked af hver elev, der falder fra. Men jeg tænker ikke, at nu mister vi 50.000 eller 70.000 kroner,” siger Anna Amby Frejbæk, rektor på Tønder Gymnasium.

Det er et samfundsansvar at fastholde
Den holdning dækkes af kolleger landet over.

”Det er en myte, at økonomi betyder meget for optaget og fastholdelse. Hos os fylder økonomitænkning i den sammenhæng ingenting,” siger Henrik Fogde, pædagogisk leder på Vestjysk Gymnasium.
”Vi har en samfundsforpligtelse. Især på Hf, hvor vi får elever, som har prøvet mange ting.”
Og rektor Vibeke T. Johnsen på Hillerød Tekniske Gymnasium bakker op om kollegernes vurdering:

”Det er jo ikke ligegyldigt, at man mister elever. Men vi skal også tænke på elevens bedste. Og nogle gange er det bedst for eleven at komme væk.”

Hillerød Tekniske Gymnasium har cirka 750 elever, hvoraf de 75 går i Frederikssund. Hillerød Tekniske Gymnasium afsætter cirka tre årsværk til fastholdelse og vejledning, heraf to studievejledere. Det kan mærkes på budgettet. Og for Vibeke T. Johnsen handler det om, at det skal være de ”rigtige” elever, der falder fra.

”De, der falder fra, skal være dem, der ikke er fagligt funderede og ikke ved, hvilken uddannelse de er på. Vi har mange naturvidenskabelige fag, der kræver en anden arbejdsdisciplin end de humanistiske og samfundsvidenskabelige. Derfor har vi større frafald end stx.”

Er det spildte kræfter at forsøge at bremse frafaldet?
”Nej, for vi redder da også nogle. Vi har en samfundsforpligtelse til at redde så mange som muligt.”

Så tæt på eleven som muligt
Værktøjerne til fastholdelse skifter fra gymnasium til gymnasium. Men noget går igen. Helt gennemgående lyder det, at det handler om at være tæt på eleverne og være proaktiv. Især over for elever med udfordringer.

Kan man sige, hvilken af de mange indsatser, der er mest overbevisende i forhold til at fastholde?
”At fastholde den personlige og nære kontakt og følge eleverne meget tæt i forhold til fravær. Fravær viser, om eleverne trives – hvis det ikke skyldes et brækket ben,” siger uddannelsesleder Morten Ærø, Syddjurs Gymnasium.

Hvad virker?
”De initiativer, der medfører, at du kommer tæt på eleven, de virker. Du skal som lærer og skole tage det første initiativ. Hvis vi bare skriver ud, at eleverne kan henvende sig, hvis de har problemer, kommer de ikke. Du skal være udadfarende, for det er ressourcekrævende at få fat i dem,” svarer han.

Få hjælp af din buddy
En aktivitet, som i forskellige forklædninger optræder på flere gymnasier, er at bruge de etablerede elever til at støtte de nye i selve indslusningen til gymnasiet. På Hillerød Tekniske Gymnasium kalder de det en buddy-ordning.
Den består i, at 2.g-elever melder sig frivilligt som buddy og får til opgave at få to bordgrupper med hver fire elever fra to forskellige 1.g-klasser godt gennem grundforløbet socialt.

”Buddy-ordningen fremmer elevernes tilhørsforhold og øger den sociale trivsel i klassen og på tværs af klasser,” forklarer studievejleder Maria Rentsch.

Hendes kollega, studievejleder Karen Kongsted, uddyber:

”Det giver de nye førsteårsstuderende en sikkerhed. De ved altid, hvor de kan henvende sig. Det er ikke altid, vi som studievejledere sidder klar, når eleverne har brug for det,” siger hun og tilføjer:

”Det er vigtigt, at eleverne er med, når de sociale mønstre skabes. Det er helt afgørende. Det hjælper buddyen med. Buddyordningen er tænkt sådan, at man ikke dropper ud, fordi man ikke har venner, men fordi det er for tungt naturvidenskabeligt.”

Makkerpar i nye klasser
Maja Stefansdottir er uddannelsesleder på Ringkjøbing Gymnasium, der har 295 elever på stx, som i dag har et frafald mellem 8 og 12 procent, hvilket er lavere end gennemsnittet.
Men gymnasiet havde et overraskende stort frafald i årene 2012 – 2014, der kaldte på en særlig indsats, som er blevet fastholdt og udviklet siden. 

”Det, vi gør på elevniveau, er at køre makkerpar i de nye klasser. Alle elever får en makker, der bliver sat sammen med andre makkerpar i klassen. Makkeren tager noter, hvis den anden er syg og har et særligt ansvar,” forklarer Maja Stefansdottir, der har arbejdet på gymnasiet siden 2008 og også været studievejleder i en årrække.

”Det virker. Nogle stærke elever kan synes, det er irriterende og vil gerne stoppe ordningen før tid. Hvis man er hurtig til selv at få gode venner i frikvartererne, vil man gerne sidde hos dem,” forklarer hun.

Krea-klubben og et rum til autister
Differentiering af sociale tilbud er en vigtig del af den pakke, der skal fastholde forskellige elever.
Anna Amby Frejbæk, rektor på Tønder Gymnasium, fortæller, at det ikke er alle elever, der brænder efter at gå til fester. 

”Vi har Krea-klubben, hvis du ikke gider fest. Hvis du vil strikke eller laver flødeboller. Du får et fællesskab med andre. Vi kalder det ikke ensomhedsgruppen, men vi skal tilbyde mange forskellige slags fællesskaber.” 

”Vi har et rum til unge med autisme, hvis de ikke kan holde ud at være sammen med andre.”

Det lyder meget segmenteret. Er udfordringen en anden i dag?
”Engang faldt man bare fra. Hvis du havde angst eller depression, var det noget, du selv skulle klare. I dag forventes vi at klare det.”

Godt givet ud
Også på Det Blå Gymnasium i Tønder forsøger skolen at være helt tæt på de nye studerende. Det starter allerede før studiestart.
”Så snart de viser interesse for at være elev hos os, taler vi med dem lynhurtigt,” siger Flemming Sørensen, der er studievejleder.

”Vi har introsamtale med alle elever og prøver at tale med dem hen over sommerferien, hvor vi sender breve ud til dem om, at vi er glade for, at de vil være elever hos os. Vi skaber en ‘connection’.”

Anna Amby Frejbæk i Tønder fortæller ligeledes, at skolen griber fat i alle optagede elever.

”Vi skal være så godt klædt på som muligt til at modtage dem. De skal ikke gå her en måned, før vi opdager, de har angst eller autisme. Vi indkalder derfor alle til en samtale, når de er optaget.”

Det lyder meget ressourcekrævende.
”Det er ressourcekrævende, men godt givet ud. Allerede der kan vi sætte en mentor på, hvis de har særlige udfordringer. Det fastholder flere.”

Det kristne Gymnasium i Ringkøbing har ligefrem ansat to mentorer, der løbende taler med de unge, fortæller rektor Jacob Daniel Leinum. 

”De er ansat for at skabe trivsel. De holder introsamtaler med alle elever ved starten. De er gode at snakke med. Det kan være alt fra kærestesorger til problemer med forældre eller personlige udfordringer.”

Hvad synes du virker bedst – altså skaber mest forandring til det bedre for flest elever?
”Det, der virker, er engageret voksennærvær.”

Samtidigt forsøger flere gymnasier at skubbe det faglige i baggrunden til fordel for det sociale under studiestarten.
”I år har de første fjorten dage mest handlet om, at eleverne lærer de andre på årgangen at kende. Det har altså virket. Det har betydet, at vi har mindre frafald, og de klarer sig bedre. Det kan vi se,” siger Flemming Sørensen, studievejleder på Det Blå Gymnasium, og sammenfatter:
”Vi har sat trivsel på dagsordenen.”

Gamle elever styrer lektiecafeen
Hvis eleverne skal fastholdes, skal de gribes tidligt og resolut, hvis de har fravær enten fysisk eller på opgaverne. På Hillerød Tekniske Gymnasium har tvungen lektiecafe vist sig at hjælpe.

”De elever, der gik ud i sommer, holder lektiecafe hver onsdag. Det er rigtigt godt, at det ikke er en lærer, der sidder i lektiecafeen, men en 4. g´er. Det gør eleverne meget mere trygge.”

Sådan forklarer Vibeke T. Johnsen, rektor for Hillerød Tekniske Gymnasium og ansvarlig for htx-udbuddet i Frederikssund. I alt 750 htx-elever. 

Og inddragelse af ældre elever i lektiecafeerne er en meget udbredt del af løsningen landet over.

”Vi har en lektiecafe fire gange om ugen, fra 16-17, hvor der primært sidder 3.g’ere som lektiehjælpere. Det er virkeligt et tilløbsstykke. Der sidder søde og venlige elever, der hjælper. Det har vi god erfaring med,” fortæller rektor Jacob Daniel Leinum, Det Kristne Gymnasium i Ringkøbing.

”For nogle vil det være lettere at spørge en anden elev. Det er ikke altid den høje faglighed, der er brug for, men den præcise hjælp.”

Det lange seje træk
I Hillerød er der ikke noget at rafle om. Det er ikke et tilbud. Lektiecafeen er obligatorisk for elever med problemer.

Hvordan reagerer eleverne på tvungen lektiecafe?
”De reagerer positivt på det. De ved godt, at hvis de ikke får hjælp, overlever de ikke gymnasiet,” siger Vibeke T. Johnsen.

”Det er det lange seje træk. Det redder helt klart nogle.”

I har arbejdet meget systematisk og vedvarende med fastholdelsen.  Hvad er dit bedste råd til andre, der vil i gang med en tilsvarende indsats?
”Man skal have en strategi og et mål med, hvad man gør. Hvorfor gør vi det her, og hvad vil vi opnå? Du skal gøre dig klart, at du altid vil tabe elever undervejs. Men du får også store aha-oplevelser. At sikre et ungt menneske at komme godt videre i livet,” siger Vibeke T. Johnsen, der understreger, at hele skolen selvfølgelig samarbejder om udfordringen.

”Det er jo også lærerne, der i deres daglige arbejde med eleverne er med til at fastholde elever dels i forhold til faglig hjælp, dels i forhold til at gøre studievejledere og ledelse opmærksomme på, at vi har en elev, der har det svært. Og det er ledelsens opgave at skabe systemet og rammerne for, at eleven kan få hjælp.”

Saftevand og muffins
Karen Kongsted og Maria Rentsch er to af de tre studievejledere på Hillerød Tekniske Gymnasium.
Karen Kongsted har været gymnasielærer i godt 30 år og studievejleder i 15 år – i dag hedder det gennemførselsvejleder. Maria Rentsch har været på htx i Hillerød i otte år, tre som studievejleder.
De fortæller, at 4.g’erne sidder klar med saftevand og små muffins hver onsdag fra klokken 13.30 til 17.00. 

”Vi gør det hyggeligt at lave lektier. Der er flere elever, der sidder der hver onsdag. Helt frivilligt,” fortæller Karen Kongsted.

”Og så er der dem, der skal være der. Det er registreret i Lectio og bliver krydset af. De er meget bagud eller mangler et par store opgaver og bliver bedt om at møde op. Og så bliver de sat fri igen, når alt er afleveret.”

Samtidigt tiltrækker lektiecafeen elever med Asperger og andre former for autisme, som der er relativt flere af på htx. 

”Der er noget regularitet, som de kan lide. De ved, hvem der sidder der,” siger Maria Rentsch.

Redefineret klasselærerrolle
På Vestjysk Gymnasium ved Tarm har ønsket om at følge eleverne og deres trivsel tæt betydet, at klasselærerrollen er blevet redefineret og styrket.
De seneste tre år er antallet af elever, der ikke gennemfører stx, faldet fra 12 procent til 9 og senest 4 procent i 2020. Hf har et tilsvarende fald fra 27 procent til 15 og 18 procent.
Og selvom pædagogisk leder Henrik Fogde godt ved, at tallene hurtigt kan vende igen, er han samtidigt godt tilfreds.

”Jeg vil meget gerne tage det som et udtryk for, at vi gør noget rigtigt. Klasselæreren er i dag den vigtigste trivselsperson for den enkelte elev. Den traditionelle studievejleder er oftest for langt fra eleverne og ser dem for sjældent. Klasselæreren kan reagere med det samme, inden vi har et stort problem.”

Klasselæreren er positivt opmærksom på fysisk og skriftligt fravær.

”Det er helt afgørende, at vi har en lærer, der siger: ”Vi savnede dig i sidste uge!” Eleverne oplever en personlig interesse, mens tingene er i opløb i stedet for en kritisk henvendelse, når det er for sent.” 

Set i forhold til, hvad I bruger af ressourcer, er det så indsatsen værd?
”For hver elev, der får huen på, hvor vi ved, der har været udfordringer undervejs, er det en kæmpe glæde for eleven og for os. Det er det, der er belønningen – ikke de få tusind kroner, vi får, for at eleven gennemfører,” siger Henrik Fogde.