Det bedste er at holde kæft

John Hattie er en træt mand denne fredag eftermiddag. Han har lige underholdt en hel sal fuld af danske uddannelsesledere, lærere og forskere. Og det er tiende dag i rækken. Først Tyskland, så Norge, så Sverige og nu Danmark. Det er et omrejsende cirkus, hvor det stuure nummer er John Hatties omfattende forskning. Hans uddannelsesforskning skulle efter sigende være den eneste af sin art: At nogen har sat sig ned for at sammenligne den ufatteligt store mængde forskning, der findes på uddannelsesområdet verden over. Hvad virker i undervisningen? Er der statistisk belæg for, at det har en gavnlig effekt, at der er færre i klasserne, at eleverne har adgang til it, eller at man lægger op til individualiseret undervisning? 
Materialet er svimlende: John Hattie og hans forskerhold har kigget på godt 900 metaanalyser af, hvad der påvirker elevers læring. De er igen baseret på omkring 60.000 undersøgelser, som i alt har omfattet 245 millioner elever og lærere verden over. Der var lidt at tage fat på. Og det har da også taget 15 år. 
Men hvordan drager man overskrifter ud af en forskning, der bygger på et så gedigent materiale? Det har også været lidt af et problem siden hen, erkender John Hattie, der er blevet kaldt alt fra uddannelsesguru til at have fundet uddannelsesforskningens hellige gral. 
“Det var faktisk en begynderfejl, jeg lavede, da jeg første gang skrev om den forskning, vi har lavet. Der er så meget materiale, og det er ikke altid nemt at gå til, hvis man er udenforstående eller skal formulere det simpelt,” siger John Hattie, da han sidder i taxaen på vej fra kongrescentret, hvor han har underholdt en proppet sal. 
Han er tydeligvis mærket efter at have fyret endnu et show af. Men han er også underholdende. Som da han til konferencen skulle fortælle, hvorfor hjemmearbejde ikke ryger ind på en topplacering på den rangliste, han har lavet over, hvad der har størst indflydelse på elevernes læring.  
“Det tog mig et helt år at finde den hjemmeside, hvor jeg kan se, hvad forældre skal stille op med den naturvidenskabelige opgave, mine børn fik for!”   
Underforstået: Hvis en stor del af skolearbejdet er henlagt til lektier – og her taler vi på grundskoleniveau – øges den sociale ulighed. For det ender med at blive forældrene, der laver hjemmeopgaverne.

Alt virker
Lektier scorer ligesom effekten af klassekvotienter, anvendelsen af it og straf og ros lavt på John Hatties rangliste. Og hvis det enorme forskningsmateriale har været svært at videreformidle, ja så ligger ranglisterne lige til højrebenet for pressen. John Hattie synes dog, der bliver fokuseret for meget på ranglisterne.
“På den ene side vil jeg gerne have, at der bliver kigget på den liste, så man kan se, hvad der har en effekt på god læring og undervisning. På den anden side vil jeg ikke have, at der bliver lagt alt for meget mærke til den rangering. At folk siger: ’De 10 nederste indflydelser virker ikke, men det gør de 10 øverste.’ For når for eksempel lektier og it og skolernes udformning rangerer lavt, betyder det jo ikke, at det slet ikke betyder noget. Men det vigtige er den historie, der ligger bag tallene,” siger John Hattie.
Noget har overrasket John Hattie i alle de år, han har arbejdet med uddannelsesforskning, og det er:
 “Alt, hvad vi gør målrettet for at påvirke elevernes læring, kan have en effekt. Det er derfor, forældre, politikere og alle mulige andre har en mening om skoler og undervisning. På en måde har de også ret, for der er meget, der kan forbedre læringen og undervisningen,” siger John Hattie.

Kilden til succes
Ja, alt kan have en indvirkning på elevernes læring, hvis man lægger energi og intention i det. Alligevel har John Hattie med sit omfattende statistiske materiale belæg for at sige, at det er lærerne, der udgør den afgørende forskel. 
“I forhold til hvor Danmark ligger i Pisa-undersøgelserne, vil jeg tro, at 60 til 70 procent af lærerne er gode. Så det første spørgsmål, lærerne skal stille sig selv, er: Hvor mange elever har jeg en indvirkning på? Og hvor stor er min påvirkning af dem? Og lærerne skal have et skarpt øje på eleverne: Gør de fremskridt? Mit mantra er ikke, at alle eleverne i en given skole skal være over en vis standard, for det kommer ikke til at ske. Men gør eleverne fremskridt i løbet af et skoleår, som svarer til inputtet? Derfor bør enhver skole have en klar forestilling og forventning til, hvad det vil sige,” siger John Hattie.
Et af de kritikpunkter, John Hattie har mødt, er, at hans uddannelsesforskning strækker sig fra grundskoleniveau til universitetet. Hans egen respons på dét er, at læring er læring. 
“Det er svært at finde nogen forskelle mellem læring, når det gælder undervisning af børn i grundskolen og unge i gymnasiet. Det, der virker i undervisningen i gymnasiet, ser ud til at virke generelt. Den alder, hvor det virkelig gør en forskel, strækker sig fra fire til 20. Det er det, vores forskning viser.”
Tilbage til læreren. John Hatties hovedtese handler om, at lærerne skal have en meget klar idé om, hvilken effekt deres undervisning har. Og om de får så mange elever som muligt med.  
Er det sværere for lærere end for andre faggrupper at se på sig selv?
“I 200 år har det været lærernes arbejde at undervise og få eleverne til at klare eksaminerne. Det er en gammel og helt legitim fordring. Men det betyder desværre nogle gange, at lærere tror, at deres arbejde består i at sørge for, at eleverne gør de ting, og at de opfører sig ordentligt og hører efter. Og det er helt fint. Men noget så simpelt som engagement er noget af det vigtigste. Det lyder forførende; vi vil gerne have eleverne til at være engagerede i undervisningen og det, de er interesserede i. Men det er en hardcore realitet, at vi alle sammen bliver engagerede og interesserede i det, vi er gode til. Derfor skal vi måske vende det på hovedet og begynde at se på, hvor eleverne har succes, og få dem interesserede ad den vej. Hvis man tager ud og spiller golf eller er ved at strikke en trøje, jamen så er det den succes, man har med det, som gør, at man bliver ved. Men lad os være realistiske: Meget af det, eleverne bliver undervist i på gymnasiet, ville de ikke møde frivilligt op til. Så hvordan får vi dem til at se og opleve, at de har succes med et fag? Det er jo ved, at lærerne viser, at de kan blive succesfulde, så de bliver interesserede i matematik eller naturvidenskab, eller hvad det nu er.”
Hvorfor hviler hele ansvaret på lærerne?  
“Fordi det er essentielt i undervisningsøjemed. Lærerne må hver især se på, hvilken virkning deres undervisning har på eleverne. Det er ved at få feedback fra eleverne, ved at interviewe dem om undervisningen, at lærerne bliver klogere. Det er vigtigt at vide, hvad eleverne ved, og hvad de ikke ved. Noget af det mest powerfulde er, hvis man har gang i en diskussion i klassen og holder bøtte. Så vil man kunne se og høre effekten af undervisningen. Det gælder også problemet med distraktion fra computerne. Hvis læreren holder kæft, kan man høre, om eleverne kan forstå og kommunikere og løse de opgaver, de bliver stillet over for. Desværre tror lærere, at det er det modsatte: At jo mere de taler, jo mere lærer børnene.”
Dit forslag til at optimere undervisningsresultaterne baserer sig på test. Men det er vel de færreste, der kan lide test?
“Ja, men test virker. Problemet har bare typisk været, at lærerne ikke bruger dem for at se, hvilken effekt deres undervisning har, men for at se, hvor eleverne ligger, før de skal have karakterer. Typisk har det været sådan, at når man har udført en test, stopper arbejdet. Sådan skulle det ikke være. Det skulle tværtimod være sådan, at når læreren har givet eleven denne opgave eller test, giver det et klart billede af, hvor eleven er i forhold til undervisningen. Derfor er jeg en stor fan af målinger og evalueringer, hvis det altså siger noget om den effekt, læreren har på de studerende.”
Risikerer din metode ikke at blive ”teach to test”, altså at man kommer til at undervise i paratviden?
“Jo, men hvis testen er god, hvad er der så galt med det?”
Hvordan vil du måle kreativitet?
“For mig er kreativitet, når man sætter to eller flere ideer sammen, som man ikke ellers troede ville relatere til hinanden. Der er mange måder, hvorpå elever kan nå det lykkesus, hvor de kan sætte to eller flere ideer sammen. Så hvis vi kan skabe de rette rammer for det, burde det være let at vurdere. Vi evaluerer jo hele tiden kreativitet alligevel, når eleverne skriver essay og laver visuelle opgaver.

Lærerkulturen er en tragedie
Hvad mener du om, at den centralt fastsatte forberedelsestid er blevet taget fra de danske gymnasielærere?
“Jeg er ikke fan af lærere, der forbereder sig alene. Derimod giver det god mening at gå sammen og deles om ressourcerne og  give hinanden kritik. Gå ind i hinandens klasser for at få et ekstra sæt øjne på undervisningen og kom med gode råd til, hvordan kollegaen kan gøre det bedre. Så han eller hun får en bedre forståelse af, hvad succes er. Det er en tragedie, at vi har skabt en lærerkultur, hvor autonomi er i højsædet, og hvor lærerne tror, at deres undervisning er fuldstændig unik, og at de ikke behøver at dele ud af deres erfaringer eller ekspertise.”
Du plæderer samtidig for, at de bedste undervisere formidler en passion for deres fag. Risikerer den passion ikke at gå fløjten, hvis lærerne ikke opfatter sig som autonome og unikke?  
“Nej, det er ikke uforeneligt. Og det, vi kan se, er, at det, der virker allerbedst, er, når lærere arbejder i team.”
I Danmark har der været stor tilgang til gymnasiet, og mange steder betyder det, at lærerne må lave undervisningsdifferentiering. Det kræver vel forberedelse for at nå ud til så mange elever som muligt?
“Differentiering af undervisningen er virkelig noget, der virker. Man ser det implementeret mange steder. Problemet er bare, at det ofte betyder, at man sænker niveauet for nogle elever. Det er synd, men det fastholder de elever, der ikke er så dygtige, i at blive ved med at kæmpe. Generelt må lærere blive gode til at se, hvor forskelle og ligheder er i grupperne. Jeg er ikke fortaler for individuel undervisning, for det virker ikke. Lærerne har ikke tiden og ressourcerne til det, men det kan heller ikke være rigtigt, at hvis der er 20.000 unge, der begynder i gymnasiet hvert år i Danmark, er der 20.000 unikke problemer. Og det er den fejl, vi ofte begår som lærere og forældre. Vi leder efter det individuelle. Men de mest succesfulde lærere ser ligheder hos eleverne og tillader forskellene. De underviser ikke individuelt.“
Så hvad er dit råd til, hvordan man når de elever, der ikke rigtigt gider?
“Hvis man kan strukturere sin undervisning sådan, at hver elev i klassen rent faktisk kan se, at han eller hun lærer noget, vil det virke. Noget af det, vi præciserer i Synlig læring (John Hatties lærebog, red.) er, at eleverne selv kan sige, inden de går ind i et klasseværelse: ’Kommer du til at lære noget af den lærer her?’ Eleverne ved præcis, hvor de ligger fagligt, og hvad der skal til, for at de lærer mere. De vil gerne gøre fremskridt, men hvis du sætter barren for højt, vil de aldrig engagere sig. Derfor er det vigtigt at give de enkelte grupper af elever den rette udfordring. Jeg kan godt lide historien om Guldlok og de tre bjørne: Udfordringen skal ikke være for lille og heller ikke for stor,” siger John Hattie og tilføjer:
“De fleste unge kan spille computerspil i timevis. Men prøv at tænke på, hvorfor de kan blive ved i timevis. Det er, fordi udfordringen hele tiden bliver sat efter, hvor de er. Det giver de unge en helt ufattelig mængde praktik for at nå til det næste niveau. Og de får rigtig meget feedback. Det, de spil gør, er, at de aldrig sætter succeskriteriet for højt. Men når de højner det, går udfordringen også op. Og de unge elsker det. Og de når aldrig til målet. ”

Læs mere om John Hatties forskning på gymnasieskolen.dk