Artikel
Rektorformand: Vi skal blive bedre til at gå i dialog med lærerne
anne-birgitte_rasmussen

Rektorformand: Vi skal blive bedre til at gå i dialog med lærerne

Der er håb forude for alle de lærere, der ikke har en kompetenceudviklingsplan, mener Anne-Birgitte Rasmussen, formand for Gymnasieskolernes Rektorforening. Ifølge hende har lederne været for tilbageholdende i forhold til lærernes efteruddannelsesplaner. Men overenskomsten kan ændre på det.

Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

Det er ikke godt nok, når kun 11 procent af gymnasielederne svarer, at alle lærerne på deres skole har en kompetenceudviklingsplan.

Det slår formanden for Gymnasieskolernes Rektorforening fast, efter at gymnasieskolen.dk har skrevet om undersøgelsen, der viser, at mange lærere ikke har en kompetenceudviklingsplan, på trods af at det har været et krav i overenskomsten siden 1999.  

Læs: Skoler bryder overenskomstkrav for efteruddannelse

”Selvfølgelig bør vi ledere sørge for, at alle lærere har en kompetenceudviklingsplan. Fra ledelsens side har vi nok været lidt for tilbageholdende, men vi skal blive bedre til at gå i dialog med lærerne,” siger Anne-Birgitte Rasmussen.

Hun mener dog, at der er en grund til, at så få lærere har en kompetenceudviklingsplan.

”Jeg tror, at det hænger meget sammen med kulturen omkring tidligere overenskomster, hvor der var en anden tradition for løndannelse og efteruddannelsesmuligheder,” siger Anne-Birgitte Rasmussen.

Tidligere var mange af kvalifikationstillæggene på de enkelte skoler ofte knyttet til anciennitet, påpeger hun.

”Nu hvor man går over til en beskrivelse af kvalifikationstillæg, som ikke knytter sig til anciennitet, er det meget nødvendigt for begge parter, at man laver en kompetenceudviklingsplan for hver lærer,” siger rektorformanden.

Skifte skaber forbedringer
Tidligere planlagde læreren også i høj grad sit eget kompetenceudviklingsprogram – måske blev det diskuteret i faggruppen, men ellers var der en tradition for, at læreren selvstændigt tog stilling til, hvilket behov man havde for kompetenceudvikling, siger Anne-Birgitte Rasmussen.

”Det er klart, at når nu der er gang i et skifte, hvor der er en tættere dialog mellem lærere og leder, så vil der også ske forbedringer fremadrettet,” siger Anne-Birgitte Rasmussen og tilføjer:

”Det er meget vigtigt at udnytte de muligheder, der er i kompetenceudviklingsplanerne for at styrke elevernes læring. Lærerne er jo nødt til at have nogle at diskutere med for at finde ud af, hvordan man kan løfte kvaliteten på gymnasierne. Det gør man kun i fællesskab mellem alle ansatte og ledere,” understreger Anne-Birgitte Rasmussen.

 

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater