Rektor befamlede Sara igen og igen: Ingen sagde fra

Da anden bølge af MeToo rullede ind over de danske arbejdspladser, blev der også rippet op i Saras ubehagelige minder. For tre år siden sagde hun sin stilling op på et gymnasium, blandt andet fordi rektoren chikanerede hende seksuelt. Det er ikke mange, hun har fortalt om alle episoderne fra dengang, fordi de stadig er så smertefulde, men som snakken breder sig på arbejdspladserne – også på gymnasierne – føler hun, at hun er nødt til at bidrage til at nuancere debatten. Derfor har hun indvilliget i at fortælle sin historie anonymt til gymnasieskolen.dk.

Allerede kort tid efter, at Sara var blevet ansat på sin tidligere arbejdsplads, gjorde den øverste leder fysiske tilnærmelser. Til første fest på skolen inviterede han hende til en dans, der hurtigt blev alt, alt for tæt.

“Det var både ubehageligt og ydmygende, som han tog på mig. Jeg var i chok og skyndte mig hurtigt at komme væk,” fortæller Sara, der søgte tilflugt hos en gruppe kolleger.
Hun fortalte dem, at rektoren havde taget på hende. Kollegerne gav udtryk for, at han var klam, og da han senere kom hen til dem for at byde Sara op igen, bad en kollega rektoren om at smutte.

Bagefter var Sara meget i tvivl om, hvordan hun skulle reagere. Hun var meget ked af det, men hun lod til sidst tvivlen komme rektoren til gode og tænkte, at han nok bare havde været meget fuld. I hverdagen oplevede hun ikke tilnærmelser fra hans side, men til næste fest fortsatte han igen med at befamle hende og til næste fest og næste igen – hver gang blev hans tilnærmelser værre og værre. Til sidst var Saras fokus til hvert eneste sociale arrangement på skolen at undgå ham. Det blev sågar så alment kendt blandt kollegerne, at de nogle gange agerede værn omkring Sara til festerne og sagde “sæt jer ved siden af Sara, så han ikke kan komme hen til hende”. 

“Men selvom det var noget, jeg talte åbent om med flere af kollegerne, og de vidste, at det var noget, som var ubehageligt for mig, var der ingen, som opfordrede mig til at gøre mere ved sagen. Der var heller ikke nogen, som sagde fra i forhold til rektor,” fortæller Sara.

Det gav hende følelsen af, at resten af lærerkollegiet ikke opfattede det som et stort problem. Det gjorde det endnu mere svært for Sara at finde ud af, hvordan hun skulle reagere. 

En dag var der reception på skolen, og Sara mødte op med sine kolleger. Rektoren overraskede Sara med at trække hende ind til sig og rage voldsomt på hende igen.

“Dét var kulminationen. Jeg indså, at når han kunne finde på at gøre det helt åbenlyst i dagtimerne og ikke bare i fuldskab i et mørkt festlokale, så ville han aldrig stoppe. Og jeg kunne ikke holde til at skulle undgå ham hele tiden,” siger Sara.

Hvorfor gjorde VI ikke noget?
Saras sidste arbejdsdag var sidste dag inden sommerferien, hvor ledelse og lærere samledes til et glas vin. Da rektoren skulle til at overrække afskedsgaven til Sara, overrumplede han hende igen foran hele lærerkollegiet: 

“Han holdt mig fast og befamlede mig voldsomt på ballerne og i skridtet. Jeg var lamslået og trak mig væk og begyndte at græde,” siger Sara.

Bagefter kom en kollega over til hende og spurgte, hvorfor hun ikke gjorde noget, husker Sara.

“Men så afbrød kollegaen sig selv og sagde: “Nej, undskyld undskyld, det er jo helt galt, hvorfor gjorde VI ikke noget?”

For selvom Sara ærligt havde fortalt flere om problemerne med rektoren, var der hverken en kollega eller tillidsrepræsentant, der tog initiativ til at hjælpe hende.

“Alle vidste, at rektor var klam, men der blev højest snakket om, hvordan jeg kunne undgå ham. På den måde blev det bare mit problem og ikke lærerkollegiets,” siger Sara og tilføjer: 

“Men det er så svært at tackle alene. Det er især svært, når der er en magtrelation involveret, for det er jo de færreste, der har lyst til at gøre sig uvenner med chefen.”

Sara tror, at hun til at starte med slog det hen og forsøgte at undgå ham, fordi hun ikke havde lyst til, at skolen skulle kende til sagen, og hun håbede, at det gik i sig selv, hvis bare hun undgik ham. Samtidig havde hun også et ønske om at være en del af det sociale liv blandt lærerne. Det var først, da tingene blev intensiveret, at hun til sidst følte sig nødsaget til at gøre noget. 

“Og selv dér havde jeg ikke modet til at konfrontere ham direkte. Mærkeligt nok skammede jeg mig også rigtigt meget, hvilket jeg stadig ikke selv forstår. Men jeg tror, det er, fordi det handler om noget så privat som sex, som pludseligt potentielt kunne blive noget, som hele skolen – både lærere og elever – ville komme til at diskutere, hvis det blev offentligt kendt,” siger Sara.

Opgav sag
Sara gik grædende og rystet hjem fra sin sidste arbejdsdag og kontaktede sidenhen tillidsrepræsentanten og GL for at køre en sag mod rektoren. Men da advokaten ærligt meldte ud, at man var i tvivl, om Sara kunne vinde sagen, fordi rektoren måske ville påberåbe sig, at hun ikke havde sagt ordentligt fra, valgte hun at droppe sagen.

“Jeg ville simpelthen ikke kunne bære, at han vandt sagen. Det ville være som at sige, at det, han havde gjort, var i orden,” siger Sara og tilføjer:

“Samtidig vidste jeg også, at hvis jeg kørte sagen, så ville alle mine elever kende til det, og så skulle jeg også til at forholde mig til det.”

Sara har sidenhen tænkt meget på betydningen af magtrelation. For selv før de første overgreb var der ikke den bedste kemi mellem rektoren og Sara i hverdagen – eller som hun selv beskriver det: “Jeg var bestemt ikke rektors største fan. Vi havde mange kampe i hverdagen, og det har pludselig fået mig til at tænke på, om overgrebene også var en måde at sætte mig på plads.”

“Ikke kun mit ansvar”
For Sara har MeToo-bølgen revet op i nogle dybe sår.

“Jeg kommer tit til at græde, når krænkelser diskuteres, fordi jeg ikke kan bære, at der er så meget ‘victimblaming’ i debatten, og at sexchikane bliver negligeret. Så kommer der kommentarer som “de kunne bare have sagt fra” , og ”hvor slemt kan det være med en hånd på låret”, siger Sara og tager en dyb vejrtrækning, da tårerne endnu en gang presser sig på.   

“Det resulterer jo i, at folk dermed siger til de krænkede, at det, de har oplevet, ikke betyder noget, lidt ligesom at jeg følte, at mine kolleger signalerede, at det ikke var vigtigt, selvom jeg tydeligt kunne mærke på min krop, at det var helt forkert.”

Derfor håber Sara, at MeToo kan give anledning til, at man ser krænkelser i et andet lys.

“Det er ikke nemt at snakke om, og oplevelserne sætter spor. Derfor er det så vigtigt, at alle forstår, at selvom man ikke selv har oplevet sexchikane, så kan det godt være sket for andre,” siger Sara, der oplevede både at blive ked af lederens krænkende opførsel, men også over, at kollegerne ikke rigtigt reagerede på hendes oplevelser.

“Det, der gjorde en forskel for mig, var, da en kollega endelig sagde: “hvorfor gjorde VI ikke noget.” Jeg følte, at han dermed understregede, at alle, der havde været vidne til, at chefen gramsede på mig, også havde et ansvar for at sige fra – det var ikke kun mit ansvar,” siger Sara.

En anden kollega gik bagefter også til bestyrelsen og gjorde opmærksom på den sexistiske kultur, som han ikke længere ønskede at være en del af. Sidenhen har skolen ifølge Saras oplysninger forsøgt at rydde op i kulturen, og rektoren arbejder der ikke længere.

“Jeg håber sådan, at fokus på MeToo kan bidrage til, at vi får taget de svære snakke på gymnasierne og ikke har så stor berøringsangst for at sige fra, hvis en kollega bliver krænket – også selv om krænkeren er en leder,” siger Sara og uddyber:

“Og så håber jeg, at der bliver en bevidsthed om, at vi kan komme til at legitimere overgreb, hvis vi bare ser stiltiende til.” 

Sara er et opdigtet navn. Redaktionen kender hendes rigtige navn og arbejdsplads.

I den kommende tid står flere lærere frem med personlige beretninger om seksuelle krænkelser. Følg med på gymnasieskolen.dk.