Reform i dansk kølvand

Formanden for gymnasielærerne på Færøerne, Kári Jespersen, styrer sin bil ind på en gigantisk byggeplads på bakkerne over Færøernes hovedstad, Tórshavn. Midt i det hele troner en kæmpe rotundeagtig bygning, som kan ses fra det meste af byen. Den ligner næsten en rumstation, som den ligger øde hen i den ganske vist lyse, men kølige og blæsende sommeraften. Rotunden er imidlertid centrum for byens kommende nye gymnasium, der er en fusion af de tidligere forskellige gymnasiale uddannelser, forklarer Kári Jespersen, som nogle timer forinden sammen med kollegaen Búgvi Poulsen har taget imod i fagforeningens traditionelle træhus i den centrale gamle del af Torshavn.

”Vi trænger i den grad til moderne rammer og tidssvarende faciliteter,” lyder det fra de to fagforeningsfolk, som ser frem til at få bedre fysiske arbejdsrammer.

Som dansker er det lidt af et deja-vu. En identisk udvikling, blot med forsinkelse. Det færøske gymnasium fik ved lov en reform i 2012, der i lighed med den danske gymnasiereform i 2005 skulle sidestille det klassiske almene gymnasium og hf, teknisk gymnasium og handelsgymnasiet. De gamle gymnasiale skoler blev lagt sammen til ét gymnasium, og de gamle skoler blev linjer i ét sekslinjet gymnasium. I 2013 blev der indgået en ny overenskomst, som bygger på den danske årsnorm fra 1999 og ordningen med elevtid fra 2007. Disse store omvæltninger er ikke forløbet gnidningsfrit.

Reformen har medført to store skoler – den ene som sagt i Tórshavn, den anden i Kambsdal nordpå på naboøen Eysturoy – og tre små specialiserede skoler, eksempelvis rettet mod fiskerisektoren.

Et af målene og et af politikernes argumenter for både reform og overenskomst var blandt andet, at systemet skulle blive lettere at administrere, og at der på sigt ville kunne spares nogle penge på stordriftsfordele. Det har så, paradoksalt nok, medført, at administrationen er eksploderet i timetælleri, forklarer Herleif Hammer, afgående rektor ved den fusionerede institution Glasir – eller Tórshavn College.

”Det kører, men det er et kæmpe arbejde,” siger han – næsten opgivende. Som afgående kan han, bemærker han selv, tillade sig at være en smule mere kritisk, end det ellers ofte er normen i små samfund.

Gymnasiereformen 2012 formindskede elevernes skriftlige arbejde, ligesom det skete i Danmark i 2007. Samtidig formindskedes også antallet af undervisningstimer i de fleste fag. Da så antallet af eksamener blev færre, var lærerne nødt til at påtage sig flere klasser for at nå den gyldige årsnorm. Det har lærerne oplevet som frustrerende og stressende.

I maj 2017 blev der indgået en ny overenskomst. Den giver blandt andet 7,5 timer til hver vejleder og censor i forbindelse med arbejdet med SRP. Samtidig er 60-års­aldersreduktionen bevaret, ligesom der stadig er højst 24 elever i klasserne.

Overenskomsten bevarer også de gamle arbejdstidsregler, fortæller Kári Jespersen.

Gået for stærkt
Herleif Hammer vil dog ikke som sådan klage over økonomien de første tre år med reformen. Midlerne har været ”rimelige”, men nu har Finansministeriet strammet budgettet op, og det er her, problemerne med den øgede administration spiller ind; den har nemlig kostet flere midler, hvilket nu koster på undervisningssiden.

Herleif Hammer mener, at et af de dybereliggende problemer er, at man død og pine har villet køre en reform igennem med fusion af institutioner, før man egentlig var klar til det. Og de politisk ansvarlige har ikke vidst tilstrækkeligt om, hvad de gjorde.

”Det ville være oplagt at se lidt på evalueringerne fra Danmark – altså, når man nu så gerne vil lægge sig op ad et andet lands system. Det synes jeg, man har haft lidt svært ved,” siger han så diplomatisk som muligt.

Fusionen af de gymnasiale uddannelser har skabt frustrationer, forklarer rektoren. Fordelen er, at rammerne bliver moderne i de nye bygninger, og Herleif Hammer mener også, det er sundt for de forskellige faggrupper at se, hvad hinanden laver.

Og for eleverne bliver det formentlig et spændende – om end for mange sikkert også et overvældende – miljø med cirka 1.500 elever samlet samme sted.

”Men den påståede synergieffekt? Hvilken synergieffekt? Vi får ikke bedre uddannelser af bedre rammer alene, når ressourcerne bliver færre. Og politisk spørger man: Hvor bliver besparelserne af?”

En ting er reformens konsekvenser for lærernes arbejde og overenskomst; noget andet er de konsekvenser, den har haft i et bredere perspektiv. Lidt foruroligende, mener Herleif Hammer.

”Der har været en reduktion af fremmedsprog på 70 procent. Dansk som obligatorisk fremmedsprog er væk, og i det kommende skoleår har vi fire hold med tyskelever ud af 850 elever. Og det påvirkes også fra folkeskolen og en folkeskolereform, hvor tysk ikke som tidligere er påkrævet for at komme i gymnasiet. Lige nu er der for eksempel også kun fire studerende med dansk som linjefag på lærerskolen,” fortæller han.

Det sidste – danskkundskaberne – er allerede blevet et mærkbart problem, som må forventes at blive større, forklarer Christina Nolsøe, som hidtil har været lærer på Glasir, men fremover skal være afdelingsleder for naturvidenskab i den nye konstruktion.

”Langt de fleste af vores bøger og undervisningsmaterialer er jo på dansk! Der er ikke villighed eller ressourcer til at producere og forny tilstrækkeligt mange af de færøske materialer. Jeg synes allerede, at de dårligere danskkundskaber kan aflæses, for eksempel har det argumenterende aspekt i eksamensopgaverne ikke været godt karaktermæssigt for de færøske elever. Censorerne er danske, og der bliver ikke taget specielle hensyn til, at dansk ikke er modersmål,” siger Christina Nolsøe.

Herleif Hammer tilføjer, at problemet ikke kun eksisterer på Færøerne; hele det nordiske samarbejde er ved at blive et sprogligt skrækeksempel, fordi der i stigende grad kommunikeres på engelsk i stedet for de store skandinaviske sprog – dansk, svensk og norsk.

”Der er selvfølgelig noget politisk ideologi omkring total løsrivelse i det, men det giver ingen mening set i et uddannelsesperspektiv,” siger han og tilføjer, at identitet og klassekultur burde dyrkes frem for tendenserne til amerikansk kultur.

”Vi er kommet dertil, hvor refleksioner over verden og ens egen situation er på tilbagetog. Dannelse her er blevet at forstå, hvordan der kommer strøm ud af kontakterne!” lyder det nedslående fra den hidtidige rektor, som i det hele taget godt kunne tænke sig at stille spørgsmål ved den retning, tingene tager i disse år i både Danmark og på Færøerne.

”Får man mere for pengene?” spørger han uden selv at svare på det retoriske spørgsmål.

Der er ikke længere tid til at dyrke dannelsesaspekterne, selv om der står i bekendtgørelserne, at undervisningen skal være almendannende. Og der er heller ikke ressourcer nok til at dyrke tværfaglighed, tilføjer Christina Nolsøe.

”Først nu er vi parate”
Cirka en times kørsel mod nordøst gennem tunneller, over fjelde og langs fjorde til Kambsdal på Eysturoy sidder rektor Páll Isholm på landets anden store gymnasieskole, Midnám á Kambsdali – eller Kambsdal College – og er umiddelbart lidt mere optimistisk end kollegerne i hovedstaden. Hans skole er ligeledes en fusion, her af et handelsgymnasium og et alment gymnasium. Páll Isholm tror selv, at hans fortid på begge skoler – han blev leder på handelsgymnasiet i en alder af 29 og senere underviser og konstitueret leder på Studenterskolen, den almene del – har givet ham en fordel som leder i fusionsprocessen, fordi han på forhånd har kendt de fleste af lærerne, og de har kendt ham.

Skolerne blev samlet i 2012 i nye bygninger. Han er dog varsom med at udråbe processen til en ubetinget succes, selv om snakken i hovedstaden om hans arbejde er positiv.

”Der har næsten ikke været noget samarbejde på fagligt niveau før. Det har været to forskellige systemer med forskellige traditioner. Vi har forsøgt at bibeholde traditioner fra begge skoler i bestræbelserne på at skabe en ny identitet. Nogle ting er måske gået for hurtigt; det er, som om vi først nu er parate, først nu kan begynde at sætte ord på, hvad det egentlig er, vi vil, og se de udviklingsperspektiver, der ligger i den nye skole. Tålmodighed er meget vigtigt i såden en sammenlægningsproces,” siger Páll Isholm eftertænksomt.

”Byggeriet blev nok en fordel, selv om vi i begyndelsen boede i byggerod og havde for lidt plads. Men det blev et fælles projekt for cirka 80 lærere med samarbejde tvunget af omstændighederne, og det hjalp i forhold til at gå fra ’dem og os’ til ’os’.”

Rektoren nævner studenterhuerne som et eksempel på udfordringen i kunsten at tage det gamle med over i det nye – huerne besidder en stor symbolik. Páll Isholm lod derfor eleverne komme med forslag til, hvordan huerne skulle se ud. Og tog det til efterretning. Således er huerne prydet med ternen – fuglen, der flyver langt ud i verden og vender hjem til øerne i Nordatlanten.

Udvikling mellem reformer
Páll Isholm er ikke så meget for at give en dom over den seneste overenskomst. Han ved godt, at lærerne føler et ekstra pres.

”Jeg synes, vi har holdt skindet på næsen. Vi klarer os økonomisk okay. Vi aftaler akkorder på årlig basis, men måske mangler vi en efteruddannelsesstrategi ud over det årsværk, vi har afsat til korte kurser.”

I forhold til administrationsbyrden er ”effektiv ledelse” et nøglebegreb. Han mener ganske enkelt, at det er vigtigt med en enkel og klar organisationsform bestående af få mennesker i ledelsen. Dertil korte møder med stram styring.

”Det har været en udfordring for os alle, at man er gået fra to skoler med hver 40-50 medarbejdere til 80-100, men vi er ved at vænne os til det, selvom der er nogle processer, der har ændret sig markant.”

”Jeg oplever, at vi er en meget attraktiv arbejdsplads. Måske en af de mest attraktive arbejdsplader, i hvert fald uden for Tórshavn. Ligeledes spiller vi en vigtig rolle i lokalområdet. Betydningen af at have 70-80 akademiske arbejdspladser i Eysturoy kan ikke undervurderes. Det betyder lokale ressourcer, skatteindtægter, fritidsliv og så videre,” forklarer Páll Isholm.

Han tænker sig godt om på spørgsmålet om, hvad han godt kunne tænke sig fra centralt hold, hvis noget skulle øge hans muligheder for at drive en bedre skole og altså dermed gøre det færøske gymnasium bedre.

”Jeg kunne godt tænke mig lidt mere klarhed fra centralt hold, for eksempel en systematiseret forsøgsordning – en innovativ tankegang til at sikre, at undervisning og uddannelse skal være i løbende udvikling,” siger han og uddyber, at manglen på klare holdninger nok hænger sammen med, at meget kommer til at handle om politiske kompromiser.

”Jeg mener, vi har forudsætningerne for at skabe et stærkt fundament og fremme tiltag ud over undervisningen, hvilket er en del af den almene dannelse. Men man skal som rektor passe på med ikke at blive politiker … det er derfor, jeg godt kunne tænke mig et centralt nedsat udvalg med en pose penge, som kan skabe og sikre forsøg og udvikling – også mellem reformerne.”

Han peger endvidere på, at det internationale samarbejde er en udfordring, der burde gøres mere ved. Færøerne er ikke en del af EU-projekterne og dermed begrænset til Nordplus, som kun omfatter nordiske skoler.

Páll Isholm kan sagtens se perspektiver i intentionerne bag gymnasiereformen. For der er sammenhæng mellem uddannelseslinjerne – sprog, naturvidenskab, økonomi – ja, de er faktisk afhængige af hinanden i udviklingen af samfundet, og derfor mener rektoren, at der er behov for tværgående innovation i bred forstand. Det fylder derfor meget på skolen i Kambsdalen.

”Vi har meget erhverv i området. Erhvervslivet er ikke i Tórshavn i samme grad. Derfor vil vi gerne knytte eleverne til virkeligheden og åbne deres øjne for de muligheder, der ligger til dem. Vi ser det således som en af vores opgaver at bygge bro mellem eleverne og nærområdet,” siger Páll Isholm, som dog er spændt på, hvad der sker, når en ny tunnel i løbet af kort tid vil halvere rejsetiden mellem Kambsdalen og Tórshavn og i det hele taget gøre det let at rejse mellem de forskellige øer og lokaliteter i landet.

”Så bliver hele Færøerne groft sagt til ét optageområde, og det øger behovet for at tydeliggøre vores profil, og en skole, der er i samklang med det nærmiljø, den er en del af, kan kun give fordele både fagligt og pædagogisk.”