Rasmus er vikar på femte år: Jeg er på prøve hele tiden

”Selvfølgelig har jeg tvivlet på, om det nogensinde ville lykkes for mig at blive fastansat.”

Ordene kommer fra 30-årige Rasmus Jepsen, der underviser i samfundsfag og idræt på Øregård Gymnasium. Han er årsvikar. Det har han været, siden han blev færdig på universitet i 2017.

Det er hans andet år på gymnasiet i Hellerup nord for København. Inden var han årsvikar på tre andre gymnasier. 

Han lægger ikke skjul på, at vikarlivet er hårdt. 

”Det føles som at være på prøve. Der er ingen sikkerhed og tryghed,” siger Rasmus Jepsen.  

I sit første år som vikar på Silkeborg Gymnasium tænkte han ikke så meget over, at det kun var en midlertidig stilling. Han var bare glad for overhovedet at have fået muligheden for at være gymnasielærer. Ret tidligt på studiet var det nemlig det, han drømte om at blive.

Men når et år som vikar bliver efterfulgt af endnu et og endnu et, ændrer følelsen sig, fortæller Rasmus Jepsen.

”De første to år som vikar glædede jeg mig over, at jeg trods alt havde fået mere undervisningserfaring på mit cv. Men når man er vikar på tredje år, er det noget andet. Så begynder det at se skidt ud, at ingen vil fastansætte en.”

Forfra hvert år
Rasmus Jepsen er ikke noget særtilfælde. Konkurrencen om jobbene på landets gymnasier er hård og har været det i en række år. For nyuddannede magistre er det blevet sværere at få foden inden for på et gymnasium. Dem, det lykkes for, må typisk starte med et vikariat, og en stor del må acceptere midlertidige ansættelser i flere år. En fastansættelse og pædagogikum kan have lange udsigter.

Rasmus Jepsen synes, at det hårdeste ved at være årsvikar har været de mange skoleskift. På fem år har han skullet lære fire skoler at kende. Nye elevtyper, nye kolleger, nye måder at gøre tingene på.

”Det er sindssygt hårdt at starte forfra hvert år. Alt er nyt, intet er rutine. Jeg har virkelig investeret meget af mig selv hvert sted, brugt meget energi på at lære kolleger og elever at kende. Man er ekstra på dupperne, når man gerne vil gøre et godt indtryk, og så er det hårdt at skulle sige farvel,” fortæller Rasmus Jepsen.

I 2019 måtte han flytte fra Aarhus til København for at få et vikariat. I et år havde der ikke været et eneste jobopslag med samfundsfag i hele Østjylland.

Han har været glad for at være på alle de fire skoler. Alle steder har han haft erfarne lærere som mentorer, og kollegerne har været søde, imødekommende og hjælpsomme. Alligevel har han mærket en vis statusforskel på lærerværelset.  

”Man kan godt føle sig lidt som en andenrangsansat. Man befinder sig i periferien og er ikke helt en del af klubben. Det føles, som om kollegerne er mindre interesserede i at lære en at kende, fordi de ved, at man alligevel snart er væk.”

Fagkombination er afgørende
Som vikar kan man let føle, at man skal påtage sig ekstra opgaver og yde mere end 100 procent hele tiden for at have en chance for at blive fastansat. Rasmus Jepsen gjorde forholdsvis hurtigt op med sig selv, at det ikke var en vej, han ville ned ad. Hans erfaring er, at det ikke er det, der afgør, om man bliver fastansat eller ej.

”Jeg har set andre årsvikarer lave alle mulige ekstra aktiviteter ved siden af deres undervisning for at få en fastansættelse, og så er det alligevel ikke lykkedes. Typisk er det ens fagkombination, der i sidste ende er afgørende.”

Han har flere venner, der er gymnasielærere og også er gået fra det ene vikariat til det næste. En af dem gik ned med stress og blev sygemeldt.

Han tror, det har hjulpet ham, at han havde undervisningserfaring med fra universitetet. Her underviste han i videnskabsteori, da han var på 5., 7. og 9. semester på statskundskab og var derfor vant til at finde et fornuftigt tidsforbrug i forhold til sin forberedelse.  

”Jeg havde allerede lært, at jeg nogle gange er nødt til at være pragmatisk.”

Fastansat om få dage
Men nu slutter nomadetilværelsen. I sidste uge fik han at vide, at han kan blive fastansat på Øregård Gymnasium – og allerede fra oktober i år. En lærer på barselsorlov kommer ikke tilbage.

”Det er jo det, jeg har ventet på. Jeg er helt vildt glad og føler mig vildt heldig. Jeg ved, hvor svært det er, jeg kender sindssygt mange, der ikke er lykkedes med det,” siger Rasmus Jepsen.  

Fastansættelsen giver ham en helt anden ro.

”Jeg er i pædagogikum i år. Nu kan jeg tænke langt mindre på at få en god udtalelse og i stedet fokusere på at eksperimentere og rent faktisk blive en bedre underviser,” siger han.

Noget af det, han glæder sig allermest til ved at være fastansat, er at kunne være med i længerevarende projekter og følge en klasse hele vejen fra 1.g til 3.g.

”Det bliver så fedt at få en klasse, der er min og have ejerskabet over alle de valg, der skal træffes,” siger Rasmus Jepsen.

Og så glæder han sig til at kunne nyde alt det, han holder af ved jobbet – uden at skulle tænke på, om det hele er slut, når skoleåret lakker mod enden.  

”Jeg elsker mine fag og samværet med eleverne. Jeg synes, det er superfedt, at jeg hver eneste dag får en umiddelbar respons og kan se, hvilken effekt min undervisning har. Og så glæder jeg mig til at lære mine kolleger endnu bedre at kende,” siger Rasmus Jepsen.

Læs mere om at være vikar i næste nummer af Gymnasieskolen, der udkommer i den kommende uge.