Artikel
Radikale Venstre: Investering i uddannelse og opgør med præstationskulturen
Lotte_Rod-beskåret

Radikale Venstre: Investering i uddannelse og opgør med præstationskulturen

Der skal gøres op med karakterræs og præstationskultur i gymnasiet, mener Radikale Venstres ordfører Lotte Rod. Vejen dertil er investering i uddannelse, så lærerne har bedre tid til at give god feedback, mener partiet.

Besparelserne skal stoppe, og så skal der igen investeres penge i uddannelse i Danmark. Det er en af de sager, som Radikale Venstre går til valg på, siger partiets undervisningsordfører Lotte Rod.

“I Radikale Venstre mener vi, at uddannelse er noget af det vigtigste at investere i. Omprioriteringsbidraget skal væk hurtigst muligt. I dag er der langt færre lærere, og der er derfor mindre tid til at forberede undervisningen og give ordentligt feedback,” siger Lotte Rod.

Ifølge hende er nedskæringerne på uddannelse med til at understøtte en “skadelig præstationskultur” i gymnasiet.

“Vi skal væk fra den megen fokus på karakterer, som skaber en dårlig kultur i forhold til indlæring. Der skal være mere plads til formativ feedback, men det kræver, at der er tid til, at læreren kan vejlede eleverne ordentligt i stedet for bare at give karakterer,” siger Lotte Rod.

I dag er der langt færre lærere, og der er derfor mindre tid til at forberede undervisningen og give ordentligt feedback.

Lotte Rod, undervisningsordfører
Radikale Venstre

Milliardinvesteringer
Vil I geninvestere de midler, som er blevet sparet på uddannelse?

“Det er desværre ikke realistisk at komme tilbage på samme niveau som i 2016, da regeringen har brugt en del af pengene. I første omgang skal vi stoppe besparelserne, og så vil vi give en milliard kroner ekstra til uddannelse til næste år og derefter gradvist investere mere og mere i uddannelse i de kommende år,” forklarer Lotte Rod.

Radikale Venstre fremlægger snart en 2030-plan, og ifølge partiet vil investeringerne i uddannelse og anden velfærd være fuldt finansieret blandt andet via det økonomiske råderum. Står det til Radikale Venstre skal der derudover findes endnu flere penge blandt andet ved at at tiltrække mere udenlandsk arbejdskraft til de virksomheder, der kommer til at mangle arbejdskraft i de kommende år. Dermed vil der ifølge partiet skabes mere vækst.

Kan det ikke være svært at gennemføre den del af planen med en socialdemokratisk ledet regering?

“Det er et af de punkter, vi skal diskutere, når vi forhåbentligt om lidt får en ny regering. Der er brug for en økonomisk plan for at gøre vores ønsker om børn, uddannelse og klima til virkelighed.”  

Vi skal have uddannelser, hvor eleverne har lyst til at kaste sig ud i ting, som er vanskelige.

Lotte Rod, undervisningsordfører
Radikale Venstre

Nye prøveformer og karakterfrihed  
Radikale Venstre var med til at forhandle gymnasiereformen på plads i 2016.

Er der noget ved gymnasiereformen, der bør laves om?

“Vi var meget glade for, at der med gymnasiereformen blev større mulighed for at arbejde med karakterfrie klasser og nye prøveformer. Det ønsker vi, at der kommer mere volumen i ude på skolerne. Vi skal udvikle nye prøveformer, som afspejler den virkelighed, eleverne er i. Derfor var det også forkert, at undervisningsministeren lukkede for internettet til eksamen. Vi skal ikke tilbage til gamle dage.”

Undervisningsminister Merete Riisager forbød at bruge internettet som værktøj til eksamen i 2017.

Hvad er Radikale Venstres vision for unge og ungdomsuddannelser?

“Vi skal uddanne unge til at være nysgerrige, tage ansvar og være medborgere i vores samfund. Det kræver, at man kan og ved en hel masse, og at man ikke kun lærer det, som andre har tænkt før os, men at der er tid til fordybelse til at udvikle nye ideer. Vi skal have uddannelser, hvor eleverne har lyst til at kaste sig ud i ting, som er vanskelige, fordi de synes, det er spændende, og ikke fordi de skal have en god karakter.”

Der bliver færre unge flere steder i landet. Vil I gøre noget for at sikre de små uddannelser i landdistrikterne?

“Det er meget vigtigt, at der er uddannelse tæt på, hvor de unge bor, og derfor skal vi lave et taxametersystem, som holder en hånd under de små steder. Vi skal politisk tage ansvar for området og lave en 10 års plan for, hvor der skal være uddannelser. For eksempel er der mange steder i Sønderjylland, hvor der bliver færre unge fremover, og det betyder, at skolerne får det svært.”

Går der for mange unge i gymnasiet?

“Vi har en målsætning om, at flere unge skal vælge en erhvervsuddannelse, da der bliver mangel på faglærte fremover. Men vi er uenige i de borgerlige partiers logik om at få flere til at vælge erhvervsuddannelser ved at smække døren til gymnasierne i for de unge. Det er fantastisk, at gymnasierne laver gode uddannelser, og det skal man ikke skælde dem ud for,” siger Lotte Rod og peger på, at man i folkeskolen skal inspirere flere unge til vælge en erhvervsuddannelse.

Hvad mener partierne?

Gymnasieskolen.dk vil i løbet af valgkampen bringe interview med ordførere fra alle partierne om deres politik om gymnasier og ungdomsuddannelser. 

Du kan også læse kortere uddrag af politikernes svar og mere om valgets bedtydning for gymnasierne i det nye nummer af Gymnasieskolen, der udkom den 20. maj.

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater