Professor: Karakterræset er ligesom OL i højdespring

Du mener, at karaktersnittene til de mest søgte videre­gående uddannelser er for høje. Hvorfor? 
Det er lige meget, om du har et snit på 10 eller 10,5. Når vi kommer over et vist niveau, siger det ikke længere noget om, hvorvidt du bliver en god medicinstuderende eller jordemorstuderende senere hen. Selvfølgelig skal man benytte karakterer som adgangskriterium til de videregående uddannelser, men differentieringen mellem for eksempel 10,7 og 11,2 giver ikke mening. Det er nogle helt andre ting, der er relevante, end lige dét, at man har det tårnhøje snit på 11,2.

Vil det ikke fjerne elevernes motivation til at arbejde hårdt, hvis adgangskravene sænkes? 
Nej, et adgangskrav på 9 er nok. Det ansporer i rigelig grad eleven til at være arbejdsom og målrettet. Når du kommer ud i decimalerne, så er det jo ligesom højdespringskonkurrencen ved OL, hvor man hæver barren med en halv centimeter. Det er meningsløst.

Hvilke konsekvenser har det? 
Der er to problemer i det. Det ene er, at det for nogle gymnasieelever på forhånd ser nærmest umuligt ud at komme ind på deres drømmestudium. De resignerer og siger, at så kan det være lige meget. Det andet er, at det kan få andre gymnasieelever til at opføre sig uhensigtsmæssigt. Det bliver ”studying to the test”, og det er ikke gavnligt for deres studieadfærd. De indretter deres gymnasiestudier alene efter at komme ind på en bestemt videregående uddannelse i stedet for at se dem som alment dannende og personligt udviklende. Jeg tror ikke, at der kommer gode elever ud af, at de allerede tidligt begynder at tilrettelægge studiet så specifikt.

Hvad skal man gøre i stedet? 
Man burde bruge optagelsessamtaler meget mere, så det ikke skal komme an på, om man har 10,1 eller 10,5. På for eksempel medicinstudiet i Odense har man gjort sådan, at halvdelen kommer ind efter at have været til samtale. Det samme med Journalisthøjskolen, hvor det er en optagelsesprøve i stedet for karaktersnit. I virkeligheden ligger der en New Public Management-tænkning i tendensen til at fylde flere og flere krav på, og denne tænkning er efterhånden kørt helt af sporet. Incitamenterne til at arbejde hårdere og stræbe mod perfektion, som for eksempel med muligheden for at gange sin karakter op, fylder for meget. Selvfølgelig er det fint, at man vil have studerende ind på en videregående uddannelse inden for to år, men man må altså bruge nogle andre værktøjer.

Kan samtaler lade sig gøre i praksis? 
På medicinstudiet i Odense kan det, så det har jeg da tillid til, at det kan. Det koster jo noget tid, men det er altså bedre at investere tid i at vælge de rigtige i stedet for at bruge tid på studerende, som er kommet et forkert sted hen. Hvis vi kvalificerer optagelsesprocessen, så den studerende havner det rigtige sted – set både fra sit eget og universitetets perspektiv – så er den tid, man bruger på det, givet rigtig godt ud.