“Problemet er, at vi ved mere om H.C. Andersen end om hans eventyr”

Steen Becks karriere er som et godt H.C. Andersen-eventyr, der følger formen hjemme-ude-hjemme. Han begyndte som litteraturhistoriker, havde mange år ude i marken som gymnasielærer og -forsker, inden han vendte tilbage til litteraturen, som han nu kombinerer med sine didaktiske interesser. Således binder Steen Becks skrivekløe to didaktiske ender sammen, almendidaktik og fagdidaktik, i sit nye værk Læs Andersen, der udkommer i marts.

Steen Beck mener, at vinklen på H.C. Andersen har været for ensidig. 

“Problemet er, at vi ved mere om Andersen end om hans eventyr. Der er nogle meget kraftige strømninger inden for turisme og branding af Andersen, som handler om, hvordan vi kan bruge ham kommercielt.”

Strømninger, som Steen Beck mener, udnytter H.C. Andersen uden egentlig at komme til hans tekster.

“Jeg vil væk fra den massive biografistiske indkapsling af ham, hvor man kun er interesseret i hans person. Det blik kan jeg godt forstå, og han er også selv skyld i det. H.C. Andersen brandede sig selv som forfatteren, der kom til København som proletarbarnet fra Odense, men slog igennem, selv om han var outsider.”

Ifølge Steen Beck skal der mere til at fange gymnasieelever i dag. Han skal sælges på en mere appellerende måde, så elever ikke rynker på næsen, bare de hører navnet.

H.C. Andersens eventyr står på talrige børnebogsreoler, men bliver ikke levnet hyldecentimeter på teenageværelset. For Steen Beck er det dog en stor misforståelse, at H.C. Andersen kun er forbeholdt barnekammeret.

“Han appellerer selvfølgelig også til børn, fordi han har et talesprogsnært skriftsprog, og han behandler problemstillinger, der har en universel klangbund, som også børn kan forstå. Men jeg vil gerne have ham ud af de vante kasser. Når man har at gøre med gymnasieelever, så kan det kendskab til H.C. Andersen, de har oparbejdet som børn, på en og samme tid være en trædesten for at få en samtale i gang om hans eventyrunivers og en hæmsko. Han har nogle andre dybe og eksistentielle lag, der ikke taler til børn, og det er dem, der skal hives frem, hvis han skal appellere til gymnasieelever i dag.”

Bogens fagdidaktiske ærinde
Der mangler ikke litteratur om H.C. Andersens eventyr. Det fortæller bogens litteraturliste også. Det får Steen Beck til at fortælle om, hvad denne bogs tilgang er, udover ikke at være henvendt til børns forhold til forfatteren og at undgå jagten på privatpersonen H.C. Andersen.

“Min egen passion er en blanding af en nykritisk tilgang til læsningen af eventyrene, hvor man ikke skeler til forfatteren, og en eksistentiel tilgang. Jeg har valgt syv eventyr, som, jeg mener, har de kvaliteter, der skal til for at få bålet til at brænde.”

Bålmetaforen bruger Steen Beck ofte i forhold til undervisning på de danske gymnasier. En lærer skal kunne tænde et bål, som eleverne har lyst til at smide brænde på. Den eksistentielle interesse, litteraturen skaber, skal pege på unge mennesker selv.

“Bogen er en invitation til samtale om H.C. Andersens eventyr. Og dermed en samtale om væsentlige anliggender for moderne unge mennesker. Jeg tilbyder syv tempofyldte analyser, hvor jeg i relativt kort form forsøger at give læsninger og fortolkninger, som lærere kan oversætte og tage med ind i klasselokalet. Bogen er altså skrevet til opdragerne og didaktikerne, så man på den måde hjælper eleverne til at udpege nogle fortolkningsnøgler, som kan sætte dem i gang med gode diskussioner om H.C. Andersens eventyr. Så det er ind i sjælen og ud i verden.”

Analyserne af H.C. Andersens eventyr skal pege på gymnasieelevers egen identitet, gennem centrale og markante tænkere som Kierkegaard, Sartre og Goffman.

“Eventyrene, jeg arbejder med, rejser identitetsmæssige spørgsmål, som jeg forestiller mig, interesserer unge. Tager vi sociologen Goffmans facework-teori i forhold til eventyret Skarnbassen, befinder gymnasieelever sig i et ungdomskulturelt miljø, hvor de skal finde ud af, hvordan de er strategiske og præsenterer sig for de andre, så de ikke taber ansigt.”

Steen Beck tænker sig lidt om og fortsætter:

“Det handler meget om, hvordan de gebærder sig i gruppen og udvikler evne til at færdes blandt andre. Hvis du ikke lærer at mestre det, kan det give store skamfølelser.”

Analysen af Skarnbassen kan også vise, “hvordan man skal lære at være sig selv i gruppen. Insektets pral er en allegori over en menneskelig identitetsstrategi, siger Steen Beck. 
I Hyrdinden og skorstensfejeren handler det om at turde tage det eksistentielle spring ud i det åbne rum i spændet mellem en fortid og nutid.

“Et familierum, som er destruktivt for det unge menneske og en åben verden, som er faretruende. Her bruger jeg Kierkegaards og Sartres eksistentialisme til at underbygge min analyse,” uddyber Steen Beck.

Er der ikke en risiko for at miste et litteraturhistorisk fokus, når du inddrager markante tænkere for at gøre H.C. Andersens eventyr mere relevante? 

“Den eksistentielle tilgang til eventyrene udelukker ikke nærlæsning og litteraturhistorie. Selvfølgelig skal man lave nærlæsning, som jeg opfatter som litteraturdidaktikkens kerneopgave. Eleverne skal lære at pege på, hvad der står i teksten og oparbejde værktøjer, der gør, at de kan organisere deres eget tekstarbejde. Når det er gjort, er der den litteraturhistoriske læsning, hvor man placerer forfatteren i sin samtid. Forfatteren Søren Ulrik Thomsen arbejder blandt andre med begrebet provinsialisme i egen tid, der handler om vigtigheden ved at se tilbage i tiden. Hvis vi kun interesserer os for vores samtid, bliver vi provinsielle i tidslig forstand,” siger Steen Beck og tilføjer:

“Den historiske læsning kan være svær – der er mange gamle ord, som er nye ord for eleverne. Men vi skal ikke kun være i nuet, så mister vi dybde og klogskab.”

Klogskab og dybde, der ifølge Steen Beck skal styrke den almene dannelse, men som også skal forbindes med et eksistentielt nu, som forfatter og læser til en vis grad deler, fordi de er mennesker i et samfund og ikke nødvendigvis med det sigte, at de skal læse dansk eller litteraturvidenskab på universitetet. For Steen Beck er det derimod vigtigt, at “gymnasieelever i undervisningens her-og-nu oplever, at litteraturen siger dem noget – også noget, de måske ikke umiddelbart er indstillet på at høre”.

Litteraturen peger på dit liv
H.C. Andersens eventyr må ifølge Steen Beck gerne bruges som et instrument til at skabe litterært engagement.

“Når vi læser litteratur, skal det ikke være af videnskabelige eller historiske grunde. Når vi læser litteratur, bliver vores sind og sanser stemt. Litteraturen er interessant, fordi den ikke rummer budskaber eller holdninger på en særlig ikke-docerende måde, som ægger til eftertanke og videretænkning. Litteratur og i særlig grad Andersens eventyr er fortællinger, som har en åbenhed, der gør, at du bliver nødt til at være medskabende, fortolkende og spørgsmålsstillende. Elever skal ikke bare være konsumenter af litteratur, de skal også producere. Og hvis man kan få elevernes personlige vinkler ind i læsningen, så er det kun godt.”

Det kræver en tydelig lærer, der peger på vigtige steder i teksten, påpeger Steen Beck. 

“Jeg kunne godt tænke mig, at lærere tør lave eksemplariske læsninger, hvor de kører hele det analytiske apparat ud, fremfor altid at overlade det til et løst gruppearbejde med tre spørgsmål. Litteraturen kan blive et samtalerum, som strækker sig fra oldtiden til i dag. Litteraturen adskiller sig ved ikke at være en samtale med studievejlederen om, hvem du er, og hvad du vil med dit liv. Litteraturen åbner for et tredje rum, hvor du taler om noget andet, men på denne måde netop får mulighed for at reflektere over, hvem du er,” siger Steen Beck og uddyber:  

“Hvis eleverne stiller sig spørgsmålet om, hvordan de skal gebærde sig på deres indre scene, så de giver noget ægte til fællesskabet, når de læser Skarnbassen, så er mit mål nået. Eller at de identificerer sig med hyrdinden i Hyrdinden og skorstensfejeren, der spørger sig selv, om hun skal blive eller forlade det trygge. Det er spørgsmål for unge mennesker, fordi der er angst forbundet med at kaste sig ud i nye ting. H.C. Andersens eventyrunivers kan, vil jeg hævde, kaste lyse over de spørgsmål og levevilkår, der kan give stress og andre modernitetssygdomme.”