Politiske indgreb og treparter er en fortsættelse af historien

Professor emeritus Ove Kaj Pedersen tager imod i hjemmet i Hellerup, hvor tre generationer af familien bor bag det høje hegn og en kameraovervåget port. Egentlig en reminiscens fra dengang, professoren udgav sit store værk om konkurrencestaten, der fik følelser i kog og nogle til at gå grassat, begå hærværk og sende trusler om både det ene og det andet.

”Jeg fik også sådan en knap, jeg kunne trykke på, og så ville politiet være her inden for to minutter,” fortæller han.

Så galt går det næppe med Ove Kaj Pedersens Myten om den danske model, der udkom i sidste uge, selv om det ikke kan udelukkes, at nogle bliver sure eller finder bogens budskaber og konklusioner en smule kontroversielle.

En af hovedpointerne er nemlig, at den danske model ikke er under pres, som vi ellers har hørt fra både fagbevægelsen og oppositionen i Folketinget, siden regeringen udpegede de ’særlige grupper’, som netop i en trepartsforhandling har fået lønforbedringer for næsten syv milliarder kroner til gengæld for en række modydelser.

Faktisk eksisterer ’den danske model’ måske slet ikke i den traditionelle form, der ofte bruges som nærmest en slags kliché. Den har i hvert fald ændret sig over tid og er en konstant dynamisk størrelse, og derfor, mener Ove Kaj Pedersen, giver det mere mening at bruge udtrykket ’samfundsmodellen’.

”Jeg kan ikke huske en overenskomstforhandling, hvor det ikke er blevet sagt, at den danske model var under pres og truet,” siger han og konstaterer, at modellen alligevel har bestået i snart 125 år trods den evindelige tilsyneladende trussel – desuden har skiftende regeringer 23 gange grebet ind i faglige konflikter.

Ove Kaj Pedersen

Ove Kaj Pedersen er født i Skagen i 1948. Han er Dr. Phil. og professor emeritus i komparativ politisk økonomi ved Copenhagen Business School (CBS), hvor han var grundlægger af Department of Business and Politics.

Pedersen er oprindeligt uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i 1970, har såkaldte licence- og maitrisegrader fra Paris i første halvdel af 70’erne, og blev sidenhen cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet i 1979. Han kom derefter til Roskilde Universitet som adjunkt i offentlig administration og blev i 1985 lektor samme sted. I 1996 blev han professor i offentlig administration ved Aalborg Universitet, men kom allerede året efter til Københavns Universitet som professor i komparativ politik. Han kom til CBS i 2004, hvor han var med til at opbygge handelshøjskolens forskningsmiljø indenfor krydsfeltet mellem politik og økonomi.

Han har skrevet flere bøger gennem årene, hvoraf Konkurrencestaten fra 2011 har været blandt de mest indflydelsesrige, og har desuden fungeret som kommentator i medierne. I 2008 modtog han desuden Forskningskommunikationsprisen af Videnskabsministeriet.

Han er stadig aktiv skribent og kommentator.

Fortællingen om den danske model handler i virkeligheden om parternes positionering og selvforståelse, er professorens analyse. Det vender vi tilbage til.

Et før og efter Fælleserklæringen
Ove Kaj Pedersen har på grund af sammenfaldet – i øvrigt et tilfælde, bedyrer han, om end et veltimet af slagsen – mellem hans bog og de førnævnte trepartsforhandlinger været i vælten i det danske mediebillede den seneste uges tid. Han slår fast, at det jo er forskning, der ligger bag hans bøger og analyser. Men som al seriøs forskning ledsages den selvfølgelig af vurderinger og konklusioner.

Det, der blev til Myten om den danske model, skulle oprindeligt have været en samling af Over Kaj Pedersens forskningsartikler siden 1975.

”Men jeg opdagede, at mine teorier og metoder og dermed mine vurderinger har ændret sig over tid, ligesom virkeligheden. Derfor var det blevet nødvendigt med andre metoder og vurderinger for at se, hvad der er foregået,” siger han.

Noget af det, han så har set i klarere lys, er den intime sammenhæng mellem konkurrencestaten og det danske arbejdsmarked; den måske vigtigste brik i konkurrencestatens udvikling, som udgør kontrollen med den danske konkurrenceevne og den samlede samfundsøkonomi.

”Her er Fælleserklæringen fra 1987 det helt store historiske monument. Man må sige, at parterne har udvist en enorm tilpasningsevne og fleksibilitet i en reorganisering under indtryk af virkeligheden,” siger Ove Kaj Pedersen og forklarer, at de forskellige niveauer i overenskomstforhandlingerne undergik en vældig reformation og omlægning i lyset af Fælleserklæringen, som lagde et stort pres på organisationsstrukturen.

Fælleserklæringen var en trepartsaftale mellem Schlüter-regeringen og arbejdsmarkedets hovedorganisationer. Ud over at være startskuddet til de overenskomstbaserede arbejdsmarkedspensioner, der kan anses som et centralt element i det danske velfærdssystem, var det en aftale, der sikrede fagbevægelsens tilslutning til, at omkostningsudviklingen på arbejdsmarkedet af konkurrencehensyn ikke må overstige udlandets ditto.

Således skal ethvert overenskomstresultat ligge indenfor en ramme, der fremmer dansk lønkonkurrenceevne. Det er generelt lykkedes siden 90’erne, men samtidig tænkes velfærden ind, forklarer Ove Kaj Pedersen.

Permanent trepartsorgan?
Netop velfærdsstaten spiller en væsentlig rolle, og Ove Kaj Pedersen påpeger i Myten om den danske model en klar sammenhæng mellem arbejdsmarkedsmodellerne og vores succesfulde samfund i Norden, blandt andet gennem sammenligninger med andre modeller og lande.

”Det giver en mulighed for at garantere velfærdsstaten og dermed en høj livskvalitet. Så modellen er en succeshistorie, den er bare konstant under forandring, og det er derfor, jeg skelner mellem ’den danske model’ og ’samfundsmodellen’,” siger han.

Men er regeringsindgreb og de nylige trepartsforhandlinger, hvor man går ind og udpeger særlige grupper, der skal have flere midler, så ikke, som vi så ofte hører, en trussel mod en tilsyneladende succesfuld måde at gøre tingene på, kunne man spørge?

”Der har altid været kampe mellem fagforbund om midlerne i overenskomstforhandlinger, men det, der sker med løntreparten, er, at man går ind og påvirker lønstrukturen, der blev lovgivet ved tjenestemandsreformen i 1969 gennem en kommission, hvor alle parter var godt repræsenteret. 2021 var enormt konfliktfyldt med mange tabte arbejdsdage og mange konsekvenser. Jeg ser den her løntrepart som et forsøg på at dulme, og det interessante er, at man lægger rekrutteringsperspektivet til grund for aftalen. Men rekruttering vil være et vedblivende problem de næste mange år, så det, vi oplever nu, vil ikke være et enkeltstående tilfælde, selv om politikerne siger det.”

Trepart er ikke et brud på modellen, den er en fortsættelse af historien, mener Ove Kaj Pedersen og nævner i forbifarten, at der bare under Corona-perioden var nedsat 22 treparter. Trepartsforhandlinger var oprindeligt en videreførelse af Schlüter-regeringens moderniseringsredegørelse, og en aftale er legitimeret af, at de faglige organisationer deltager og blåstempler resultatet. Altså en legitimering af samspillet mellem regering og arbejdsmarkedets parter. Derfor er det også modsætningsfyldt og paradoksalt at sige, at det er en trussel mod den danske model.

Ove Kaj Pedersen hæfter sig desuden ved, at der i det nuværende regeringsgrundlag er foreslået et permanent trepartsorgan. Så måske vil det træde ind som en fast del af det politiske system.

”Det er jo et forsøg på at medinddrage organisationerne og således gøre dem medansvarlige for reformprocesser.”

Myten
Politisk indblanding er som tidligere nævnt sket utallige gange siden 1890’erne, og derfor er det ifølge Ove Kaj Pedersen en myte, at det truer den danske model. En myte er jo netop en myte og derfor hverken sandhed eller løgn, skriver han i bogen. Der er en dobbeltbundethed, hvor fagforeningerne også politiserer, når det er opportunt for dem, lige så vel som politikerne kan spille roller. Og det er netop, hvad den danske model er i den traditionelle opfattelse, siger Ove Kaj Pedersen: En del af et fascinerende spil. Men alle har interesse i at spille spillet og opretholde myten om adskillelsen af politik og arbejdsmarked.

”Så når man bruger begrebet, er det for at positionere og manifestere sig i forhandlingerne. En markør på interessevaretagelse – det handler om rollen i fremtiden,” siger han.

Vi skal dog nok ikke være så utilfredse med, at det kollektive aftalesystem på denne facon bliver gjort medansvarligt for sikringen af velfærdsstaten – hverken som borgere eller fagorganisationer – mener han.

”Organisationernes medlemmer er også borgere i en stat, og for de fleste er borgerinteressen nok større end fagforeningsinteressen. Jeg er for eksempel stadig medlem af en fagforening, men som pensionist får jeg jo ikke noget ud af overenskomsten. Jeg er underlagt markedets betingelser. En meget stor del af de faglige medlemmer er pensioneret eller på vej til at blive det. Derfor er det vigtigt at tænke i helheder. Alle må tænke sig som borgere,” siger professoren og kalder 1970’erne en tragedie, hvor fagforeningerne undergravede den velfærdsstat, der var under opbygning.

Med samfundsmodellen er det til gengæld positivt, at GL og alle de andre fagforeninger har accepteret, at det er den samlede samfundsøkonomi, der er på spil. Det har skabt en bundsolid økonomi med en bundsolid fremtid.

”Det er bemærkelsesværdigt, at skiftende regeringer i snart 40 år har fastholdt Fælleserklæringens strategi – med succes.”