De politiske partier på Christiansborg har stor tiltro til, at gymnasierne lokalt finder løsninger på, hvordan deres gymnasiefester kan holdes ansvarligt. Selvom partierne har et ønske om at mindske de unges alkoholforbrug, har ingen partier ønsker om at stramme reglerne for alkoholudskænkning til gymnasiefesterne.
Til gengæld mener et flertal af Folketingets partier, at gymnasierne har et medansvar, når det handler om at tage debatten med eleverne om deres alkoholkultur, at gymnasierne skal formulere alkoholpolitikker, og flere partier mener også, at gymnasierne skal sikre, at der ikke serveres alkohol til unge under 16 år.
I Socialdemokratiet ønsker vi ikke, at der skal sælges eller serveres alkohol til børn under 16 år på et gymnasium.
Det viser en rundspørge, som Gymnasieskolen har lavet blandt samtlige af Folketingets partier.
”I Socialdemokratiet ønsker vi ikke, at der skal sælges eller serveres alkohol til børn under 16 år på et gymnasium eller på andre uddannelsesinstitutioner. Som tidligere forebyggelseskonsulent, der har arbejdet tæt sammen med gymnasier omkring skolernes alkoholkultur, er det dog min klare opfattelse, at det heller ikke er noget, der ofte sker i praksis derude,” siger Matilde Powers, forebyggelsesordfører for Socialdemokratiet og næstformand for Folketingets Sundhedsudvalg.
”Tværtimod oplever jeg, at gymnasierne i stigende grad selv indfører alkoholpolitikker, som begrænser indtaget af alkohol blandt eleverne – både til fester og cafeer, men også på lejrture og studieture. Jeg er rigtig glad for, at så mange ungdomsuddannelser selv går forrest med denne forandring,” fortsætter hun.
Et moralsk dilemma
Gymnasieskolen har bedt politikerne forholde sig til det moralske dilemma i, at unge skal være 16 år for at købe alkohol i butikkerne, over 18 år for at få serveret alkohol på en restaurant, at Sundhedsstyrelsen anbefaler, at unge under 18 år slet ikke drikker alkohol, men at det samtidig er lovligt at sælge alkohol til en gymnasiefest – også til unge under 16 år.
Gymnasieskolen.dk har tidligere skrevet historien om, at Det frie Gymnasium i København har sat deres fester på standby, fordi flere lærere gennem længere tid har været utrygge ved at være festvagter til skolens fester, hvor der udskænkes alkohol til børn under 16 år.
Læs artiklen: Gymnasium sætter fester på standby
Hvor de fleste gymnasier oplever at have enkelte elever under 16 år, er det særlige for Det frie Gymnasium, at de også har en grundskoleafdeling for 8.-10. klasse. Og samtlige elever – både grundskolelever og gymnasieelever – er inviteret med til skolens fester.
Der er intet ulovligt i at udskænke alkohol til elever under 16 år, hvis den lokale politikreds vel at mærke har defineret festerne som lukkede arrangementer.
Vi har alle sammen et ønske om, at de unge drikker mindre, men de unge lader ikke være med at drikke, fordi vi sætter forbud op.
Alligevel mener Christoffer Aagaard Melson, sundhedsordfører hos Venstre ikke, at der skal serveres alkohol til elever i grundskolen.
”I det konkrete tilfælde mener jeg ikke, at man bør servere alkohol til grundskoleelever, men generelt har vi en tiltro til, at gymnasierne sørger for at afholde nogle gymnasiefester, hvor det foregår ordentligt og ansvarligt,” siger Christoffer Aagaard Melson.
Han mener det er et dilemma, at nogle elever i 1. g er 15 år, når de går til gymnasiefester med alkohol, men det skal løses lokalt og ikke med forbud.
”Vi har alle sammen et ønske om, at de unge drikker mindre, men de unge lader ikke være med at drikke, fordi vi sætter forbud op og lovgiver fra Christiansborg. Jeg tror på decentrale løsninger og tænker, at gymnasierne er bedre til at arbejde med unges alkoholkultur i trygge rammer til en gymnasiefest, end hvis festerne bare flytter et andet sted hen.”
Ikke brug for forbud
Hos Moderaterne mener sundhedsordfører Monika Rubin, at vi som samfund har brug for en løbende debat om unges forbrug af alkohol, og at gymnasierne skal være bedre til at skabe rammer, hvor alkoholen ikke er i centrum.
Det er paradoksalt, at man ikke må sælge alkohol til unge under 16 år i en butik, men at det samtidig er en del af gymnasiernes festkultur.
”Helt overordnet mener jeg, det er okay, at vi i Danmark serverer øl eller lignende til gymnasiefester, men gymnasierne må forholde sig til dilemmaet og udarbejde nogle retningslinjer for udskænkning af alkohol,” siger Monika Rubin og fortsætter:
”Ligeledes må forældrene inddrages i det arbejde og tage et medansvar. Det er jo tydeligt for enhver, at det er paradoksalt, at man ikke må sælge alkohol til unge under 16 år i en butik, men at det samtidig er en del af gymnasiernes festkultur.”
Hun tror bare, at hvis man fra Christiansborg bestemmer, at udskænkning af alkohol til gymnasiefester er forbeholdt elever på 16 år og derover, så ekskluderes nogle unge fra fællesskabet.
”Ligeledes kan man risikere, at der indtages langt mere alkohol til forfesterne. Så jeg mener ikke, at vi her har brug for forbud, men for en dialog med de unge om deres alkoholvaner,” siger Monika Rubin.
Alkoholpolitik skal være et krav
Ligesom ingen af de tre regeringspartier vil ændre på reglerne for alkohol på gymnasierne, har hverken Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne, Enhedslisten, SF, Dansk Folkeparti eller Radikale Venstre ønsker om at ændre reglerne.
Liberal Alliance mener, det skal være op til det enkelte gymnasium, hvordan de håndterer alkohol til deres fester, og de har stor tillid til både gymnasiernes ledelser og de unge.
Dansk Folkeparti ønsker ikke at lovgive yderligere, men mener, det bør være op til gymnasierne at påtage sig ansvaret for at sikre, at helt unge ikke drikker.
Hos Danmarksdemokraterne vil man fastholde de nuværende regler, men suppleret med et krav om en alkoholpolitik. Den samme holdning har Enhedslisten.
”Det er vigtigt, at alle ungdomsuddannelser bliver forpligtet til at formulere en alkoholpolitik, som sikrer, at unge ikke bliver udsat for drikkepres som adgangsbillet til et fællesskab,” siger Peder Hvelplund, sundhedsordfører hos Enhedslisten.
Forebyggelsesplan
Hos både SF og Radikale Venstre er de meget optagede af at ændre de unges drukvaner. Radikale Venstre går ind for at hæve aldersgrænsen i butikkerne til 18 år. SF har foreslået at sænke promillegrænsen for køb af alkohol for unge under 18 år til omkring seks procent i stedet for den nuværende grænse på 16,5 procent.
Alligevel ønsker ingen af partierne umiddelbart at stramme reglerne omkring alkohol til gymnasiefesterne.
Som minimum bør uddannelsesinstitutioner sikre sig, at elever er 16 år, før de får udskænket alkohol til skolens fester.
”Ungdomsuddannelsesinstitutionerne har et medansvar for at tage debatten med eleverne, og de bør overveje, i hvilket omfang sociale aktiviteter er forbundet med servering af alkohol. Som minimum bør uddannelsesinstitutioner sikre sig, at elever er 16 år, før de får udskænket alkohol til skolens fester,” siger Kirsten Normann Andersen, sundhedsordfører i SF.
Både Venstre og Socialdemokratiet oplyser, at regeringen har planer om at lave en stor forebyggelsesplan for børn og unges sundhed og trivsel. En plan, der også skal omhandle alkohol. Arbejdet med forebyggelsesplanen skulle gerne påbegyndes inden sommerferien.
Når det handler om alkohol til unge, skelner loven mellem ”salg” og ”udskænkning” af alkohol.
Der er tale om salg af alkohol, når man tager det købte med sig væk fra salgsstedet – for eksempel et supermarked.
Her er det ikke tilladt at sælge nogen former for alkohol til unge under 16 år. For unge mellem 16 og 18 år må der sælges alkohol under 16,5 procent.
Reglerne omkring salg af alkohol findes i ’Lov om forbud mod salg af tobak og alkohol til personer under 18 år’.
Når det handler om udskænkning, som er det, der foregår til en gymnasiefest, skelner loven udelukkende mellem en aldersgrænse på over eller under 18 år.
Er det et offentligt arrangement med mere end 150 personer, kræver det en lejlighedstilladelse, og så må der ligesom steder med påkrævede alkoholbevillinger som barer og restauranter, ikke sælges nogen former for alkohol til unge under 18 år.
Er festen derimod et lukket arrangement – uden fortjeneste for øje, er der ligesom ved private fester ingen regler for alkoholudskænkning – og heller ingen nedre aldersgrænse for alkoholudskænkning.
Reglerne omkring udskænkning findes i ’Restaurationsloven’’.
Kilde: Erhvervsstyrelsen, Fyns Politi, Restaurationsloven og Lov om forbud mod salg af tobak til personer under 18 år.
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode