”Pludselig var der en virkelighed, som jeg ikke kunne finde mig selv i”
Nogle forandringer i arbejdslivet er så grundlæggende, at man ikke kan stå inde for dem. Det følte Lars Krogh Petersen og stoppede som tillidsrepræsentant.
Nogle forandringer i arbejdslivet er så grundlæggende, at man ikke kan stå inde for dem. Det følte Lars Krogh Petersen og stoppede som tillidsrepræsentant.
OK 13 betød en anden hverdag for den almindelige gymnasielærer. Men også for tillidsrepræsentanterne.
Det var den altovervejende grund til, at Lars Krogh Petersen tidligere på året valgte at stoppe efter 34 år som tillidsrepræsentant (TR) på Thy-Mors HF og VUC.
“Der var pludselig en anden virkelighed, som jeg slet ikke kunne finde mig selv i,” fortæller Lars Krogh Petersen.
Det var især TR’ens nye rolle, han havde svært ved at forlige sig med.
”Der opstod et endnu større behov for, at man som TR er opmærksom på alt, hvad der foregår på skolen,” siger Lars Krogh Petersen og tilføjer:
”Men samtidig er det blevet sværere for TR’erne at holde sig orienteret, blandt andet fordi vi ikke længere har den automatiske rettighed i aftaleretten. Dermed er TR’en ikke længere naturligt i nær og løbende dialog med ledelsen.”
Det påhviler i langt højere grad tillidsrepræsentanten at forsøge at opbygge en dialog med ledelsen, som groft sagt ikke behøver at lytte, påpeger han.
Den ændrede rollefordeling ærgrer den tidligere tillidsrepræsentant.
”Tidligere følte jeg mig som tillidsrepræsentant som en ligeværdig medspiller, der blev inddraget i alt for at udvikle uddannelsen – nu bliver man ikke engang betragtet som en medspiller,” siger Lars Krogh Petersen, der understreger, at det at være ansat på VUC forstærkede følelsen af at være medspiller.
”Vi startede få ansatte på VUC for 35 år siden og blev nærmest en lille familie, der sammen byggede uddannelsen op. Der var en helt fantastisk entusiasme omkring arbejdspladsen.”
Skal lære at sige fra
Fællesskabet er der endnu mere behov for på skolerne efter OK 13, mener Lars Krogh Petersen.
”Jeg kan godt være bekymret for, at den enkelte medarbejder kommer til at stå alt for alene både med problematikker omkring undervisningen og med ledelsen. Mange lærere føler sig meget pressede i hverdagen, og det er ikke holdbart i længden at stå alene som medarbejder med det.”
Derfor skal lærerne blive bedre til at snakke om problemerne og passe på hinanden, siger Lars Krogh Petersen. I den sammenhæng bør tillidsrepræsentanten spille en meget aktiv rolle.
”Tillidsrepræsentanten bør tage initiativ til, at der bliver taget hul på vigtige snakke, for eksempel i GL-klubben. Her skal lærerne kunne udveksle udfordringer, så der kommer en fælles bevidsthed om, hvordan man får systemet til at fungere,” siger Lars Krogh Petersen, der mener, at lærerne blandt andet skal hjælpe hinanden med at argumentere for nødvendigheden af individuel forberedelse.
”Og så skal lærerne lære at sige fra og støtte hinanden i det – det skal tillidsrepræsentanten naturligvis også hjælpe med,” understreger han.
En smule optimistisk
Selvom arbejdslivet for en gymnasielærer ifølge Lars Krogh Petersen er alt for afhængigt af, om man er ansat på en “god skole”, så er han alligevel en smule optimistisk med hensyn til fremtiden.
”Jeg tror faktisk på, at der vil komme en anden og bedre løsning, for selv ledelser rundtomkring på skolerne synes ikke, at timetælleri og kontrol er optimalt. Men det kan måske godt tage lang tid, inden alle kommer til den erkendelse,” siger Lars Krogh Petersen, der fortsætter som underviser og som medlem af Gymnasieskolernes Lærerforenings udvalg for enkeltfags-hf.
Selvom han kritiserer de nuværende generelle arbejdsforhold, så understreger han, at han ikke kun har negative minder.
”Det har været en fantastisk rejse at være tillidsrepræsentant og del af et fællesskab med et utroligt engagement,” siger Lars Krogh Petersen og tilføjer:
“Men der er nye forhold og mange nye kolleger, så derfor tænkte jeg, at det var på tide, at en ny tog over.”
Artiklen er den 25. september rettet efter aftale med Lars Krogh Petersen, da han blev citeret forkert, for at TR ikke længere forhandler løn – det var naturligvis aftaleretten han henviste til.
• Født i 1952.
• Cand.mag. i historie og dansk i 1980 fra Aarhus Universitet og Aalborg Universitet.
• Ansat ved Thy-Mors HF og VUC siden 1980.
• Tillidsrepræsentant 1981-2015.
• Har undervist på højskolekurser og været undervisningsassistent ved Aalborg Universitet.
Som gymnasielærer går man igennem en hel del skift i sit arbejdsliv. De forandringer vil Gymnasieskolen gerne sætte fokus på. Dette er andet interview i en serie, hvor vi fortæller de personlige historier om forandringerne i et lærerliv.
Har du selv sådan en fortælling, eller kender du til en kollegas erfaringer, der bør deles med andre, er du meget velkommen til at skrive til journalist Malene Romme-Mølby mrm@gl.org.
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode