Artikel
På Slotshaven Gymnasium skal eleverne have ”klip” i kørekortet

På Slotshaven Gymnasium skal eleverne have ”klip” i kørekortet

De nye 1.g’ere er mindre studieparate end tidligere, mener rektoren på Slotshaven Gymnasium. Derfor skal nye elever på skolen nu tage et ‘gymnasiekørekort’.

Tekst_ Ida Abildtrup
Foto_ Ida Abildtrup

Der mangler to mobiler i mobilhotellet. Lærer Anders Juhl trækker lidt opgivende på skuldrene, inden han igen tæller de indleverede mobiler. Den er god nok, der er to elever, som ikke har afleveret deres mobiler, selvom timen er i gang.

”Jeg kigger væk, og så skal I smutte op med mobilen nu,” siger han, mens han dog har et smil på læben.

Mobilerne bliver afleveret, og Anders Juhl kan komme i gang med undervisningen.

Episoden er ikke noget særtilfælde. Ofte må lærerne på Slotshaven Gymnasium bruge tid på at lære eleverne helt basale ting, som de burde have lært i folkeskolen.

Det sker tit, at elever ikke sidder på deres pladser, når modulet begynder, ikke har forberedt sig eller kommer for sent.

Ifølge Brian Juul, rektor på Slotshaven Gymnasium, mangler mange 1.g’ere i dag de helt basale kompetencer, der skal til for at gå i gymnasiet.

De 7 klip:

  • Praktisk
  • Studievejleder
  • Kildehenvisninger
  • AI
  • Komma
  • Læselyst
  • Det sociale pensum

“De starter et andet sted i dag, end de gjorde for 10 år siden,” siger Brian Juul.

Han tror ikke, at han er alene med den opfattelse.

”Det er ikke unikt for os. Min oplevelse er, at det er et generelt problem på landets gymnasier,” siger rektoren.

Derfor har skolen nu fra dette skoleår indført et såkaldt gymnasiekørekort. Alle nye 1.g-klasser skal have syv moduler eller klip, som de kalder det på Slotshaven Gymnasium, der skal give et fælles vidensgrundlag. Initiativet har ifølge rektor været en overvejelse længe, men kunstig intelligens (AI) satte skub i projektet.

”ChatGPT satte det på spidsen, nu kunne vi ikke nøjes med snakke om det,” siger han.

Inspiration eller snyd?
Det modul, Anders Juhl lige har taget hul på, er netop en del af kørekortet. Han underviser normalt i virksomhedsøkonomi, men i år skal han også lære de nye 1.g’ere om AI. Undervisningen handler ikke kun om reglerne på skolen. Han vil også gerne have eleverne til at reflektere over, hvad AI kan – og ikke kan.

Anders Juhl starter med at spørge eleverne, hvordan de selv bruger AI, men eleverne er lidt tøvende med at svare.

For nogle elever handler det om at få opgaven afleveret, de ser ikke læring som en proces med tilegnelse af viden.
Anders Juhl, lærer
Slotshaven Gymnasium

En elev fortæller dog, at ChatGPT er en god måde at finde information på. Den er ifølge ham bedre end en søgemaskine. En anden fortæller bagefter, at han bruger ChatGPT til at gøre en lang tekst overskuelig. Eksemplerne er mange, men ingen nævner snyd.

Til sidst er der dog en elev, som næsten får sagt ordet. ”ChatGPT er god, hvis man har travlt,” siger han.

Ingen indrømmer, at de har fået ChatGPT til at skrive deres opgaver, men mange fortæller, at de har venner, der har snydt.

Hvad er snyd?
Anders Juhl spørger eleverne, om de har nogle eksempler på, at AI ikke virker. En elev fortæller om en tidligere klassekammerat, som lige pludselig skrev alt for godt tysk. En anden fortæller om en ven, som skulle skrive en opgave om.

Gymnasiekørekortet

  • Alle 1.g’ere på gymnasiet tager kørekortet
  • Efter planen skal eleverne næste år testes i områderne
  • Målet er, at alle elever på gymnasiet om tre år har taget et kørekort

Anders Juhl påpeger over for eleverne, at deres eksempler handler om elever, som er blevet opdaget i at snyde. Han spørger, om de har eksempler på, at AI tager fejl. Klassen bliver helt stille, det har de ikke. Anders Juhl fortæller dem, at man skal verificere, hvad ChatGPT skriver, fordi den gætter. Det er nyt for mange af eleverne, en del af dem virker overraskede.

Da modulet er slut, sætter Anders Juhl lidt ord på den forandring, der er sket i elevernes syn på viden.

”Hos mange elever er viden i stort omfang noget, man skal finde ude på nettet. Det er ikke noget, man har tillært sig,” forklarer Anders Juhl.

Tidligere var der en vis basisviden hos eleverne, man altid kunne gå tilbage til. Det kan man ikke altid i dag.

Han tror, at elevernes vidensbegreb kan være med til at retfærdiggøre overfor dem selv, at de bruger ChatGPT.

”For nogle elever handler det om at få opgaven afleveret, de ser ikke læring som en proces med tilegnelse af viden,” siger Ander Juhl.

Når der er flere hundrede elever samlet på et sted, så er konflikter uundgåelige.
Brian Juul, rektor
Slotshaven Gymnasium

På rektorkontoret fortæller Brian Juul, at han selv bruger ChatGPT.

”Det er et godt værktøj til nogle ting, eleverne er bare ikke klar til at bruge det,” siger Brian Juul.

Brian Juul, rektor
Slotshaven Gymnasium

Men teknologien eksisterer, og eleverne bruger den. Derfor bliver de på skolen nødt til at rammesætte, hvornår eleverne må bruge AI, og hvornår de ikke må.

Brian Juul håber, at kørekortet også vil være med til at ensrette de svar, som lærerne giver til eleverne om AI.

”Et fælles sprog vil være med til at understøtte et positivt læringsmiljø,” siger han.

Ingen magiske løsninger
Efter planen skal eleverne næste år testes i de ting, der er blevet gennemgået i de syv moduler. Brian Juul tror, at det kan hjælpe lærerne med tidligere at identificere de elever, som har brug for ekstra hjælp.

Temaerne for modulerne er ikke faste, og skolen har planer om, at skifte ud efter behov. I år har skolen valgt, at eleverne skal hen på det lokale bibliotek, hvor de skal have et lånerkort og låne en bog i kørekorts-modulet om læselyst.

På skolen håber de på, at eleverne i højere grad vil bruge biblioteket som en ressource. Men det giver også lærerne mulighed for at stille krav til deres elever.

”Det kan give lærerne mulighed for at lave opgavebeskrivelser, hvor de skal bruge en bog som henvisning,” siger rektoren.

Brian Juul tror ikke på magiske løsninger. Selvom eleverne bliver undervist i konflikthåndtering i modulet om det sociale pensum, så tror han stadig, at der vil være konflikter i løbet af året.

”Når der er flere hundrede elever samlet på et sted, så er konflikter uundgåelige,” siger han.

På skolen mener de, at kørekortet skal være med til at give lærere og elever et fælles sprog for alt fra AI til konfliktnedtrapning. Så når der opstår problemer, så har man allerede på skolen et fælles grundlag at tale ud fra.

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater