Artikel
Ombudsmanden: Samfundet har brug for, at offentligt ansatte ytrer sig
Jørgen Steen Sørensen

Ombudsmanden: Samfundet har brug for, at offentligt ansatte ytrer sig

Ytringsfriheden er vigtig for den enkelte medarbejder, men også for hele den offentlige sektor og samfundet, slår Folketingets Ombudsmand fast.

Vi har som borgere i Danmark brug for at vide, hvordan det reelt står til i daginstitutionerne, i gymnasierne og på sygehusene. Og vi kan ikke nøjes med topstyret information fra ledelsen, men har også brug for at høre historier fra gulvet i den offentlige sektor.

Det er en af grundene til, at det er nødvendigt at værne om offentligt ansattes ytringsfrihed, mener Folketingets Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen.

“Vi har en af verdens største offentlige sektorer proportionalt set, og den er skattefinansieret. Det er blandt andet derfor vigtigt, at vi ved, hvordan det går i den offentlige sektor,” siger Jørgen Steen Sørensen fra sit kontor i det indre København.

“Hvis ledelsen havde monopol på informationen, kunne vi ikke være sikre på at få det fulde billede af, hvad der foregår på de offentlige arbejdspladser. De ansatte oplever ofte tingene på en mere jordnær måde. Hvis offentligt ansatte ikke havde ytringsfrihed, ville vi kunne få et mere fragmenteret billede af situationen i den offentlige sektor,” fortsætter Jørgen Steen Sørensen.

Han mener dog også, at ytringsfriheden er vigtig for den enkelte ansatte.

Hvis ledelsen havde monopol på informationen, kunne vi ikke være sikre på at få det fulde billede af, hvad der foregår på de offentlige arbejdspladser.

Jørgen Steen Sørensen
Folketingets Ombudsmand

“Hvis en ansat ikke måtte gå ud i offentligheden og tale kritisk om sin egen arbejdsplads og arbejdssituation, så ville det være en væsentlig indskrænkning af den enkeltes ytringsfrihed,” siger Jørgen Steen Sørensen.   

Ytringsfrihedens vagthund
Folketingets Ombudsmand er valgt af Folketinget og skal arbejde for, at den offentlige forvaltning handler lovligt. Ombudsmanden er dermed også en vagthund i forhold til at sørge for, at de offentligt ansattes ytringsfrihed ikke bliver krænket.

Det kan både være i sager, hvor en offentligt ansat på den ene eller anden måde har fået en form for sanktion fra sin arbejdsgiver for at have benyttet sig af sin ytringsfrihed, eller det kan for eksempel være, hvis en leder eller en myndighed har sendt en vejledning ud, som på den ene eller anden måde indskrænker de ansattes ytringsfrihed.

“Det sker, at der på arbejdspladser bliver givet instrukser om, hvad man må sige og ikke sige, som er imod gældende ret, og så må vi sige til ledelsen, at det bør der rettes op på,” siger Jørgen Steen Sørensen.

Det skal være trygt at udtale sig
Gymnasieskolen har tidligere skrevet om, at der på nogle skoler er opstået en tavshedskultur, og at lærere giver udtryk for, at de er blevet mere tilbageholdende med at sige noget offentligt om deres arbejdsplads.

Jørgen Steen Sørensen kan dog kun gisne om, hvor vidt offentligt ansatte pålægger sig selv mere selvcensur end tidligere.

“Det er ikke noget, vi kan registrere, da den type af sager sjældent vil komme frem til os. Jeg har set, at der er flere undersøgelser, som tyder på, at frygten for den skjulte sanktionering faktisk afholder mange fra at ytre sig, men det er ikke noget, jeg selv har belæg for at sige,” siger Jørgen Steen Sørensen.

Han slår dog fast, at det vil være et problem for de offentligt ansattes ytringsfrihed, hvis det er utrygt at udtale sig kritisk.

“Det er de offentlige arbejdsgiveres ansvar at facilitere en atmosfære i dagligdagen, der flugter med gældende ret, og hvor medarbejderne føler, at det er i orden at bruge deres ytringsfrihed,” siger Jørgen Steen Sørensen.

Man må for eksempel gerne offentligt ytre, at man er bekymret for, at lærerne ikke kan levere et tilstrækkeligt tilbud til eleverne på grund af nedskæringer.

Jørgen Steen Sørensen
Folketingets Ombudsmand

Må ytre sig meget kritisk
Jørgen Steen Sørensen pointerer, at lærere og andre offentligt ansatte må ytre sig kritisk – og også meget kritisk – om deres arbejdsplads og deres arbejde, uden at deres leder derefter straffer dem med en advarsel eller kalder til en kammeratlig samtale.

Så længe man udtaler sig inden for rammerne af gældende regler – for eksempel ikke kommer med injurier eller bevidste usandheder, og man gør det klart, at man ikke udtaler sig på sin skoles vegne – så har lærere og offentligt ansatte en vidtgående ytringsfrihed.

“Man må for eksempel gerne offentligt ytre, at man er bekymret for, at lærerne ikke kan levere et tilstrækkeligt tilbud til eleverne på grund af nedskæringer, eller at man er uenig i ledelsens strategi. Så længe det er tydeligt, at man ikke taler på skolens vegne,” siger Jørgen Steen Sørensen.

Når Folketingets Ombudsmand taler om offentligt ansattes ytringsfrihed handler det juridisk set om ytringer i det offentlige rum. Men retten til som offentligt ansat at udtale sig kritisk på arbejdspladsen for eksempel på et fællesmøde er dog lige så grundlæggende.

“En sag, hvor en medarbejder er blevet irettesat for at være for kritisk på et møde, kan sagtens havne på vores bord. Det, man må sige i det offentlige rum, må man grundlæggende også gerne sige på sin arbejdsplads,” siger Jørgen Steen Sørensen. 

Læs tema om tavshedskultur og ytringsfrihed i Gymnasiekolen

Ytringsfrihed for offentligt ansatte

Offentligt ansatte har en udstrakt ytringsfrihed, der betyder, at de som udgangspunkt ikke kan afskediges, degraderes eller på anden måde mødes med negative konsekvenser på jobbet på grund af deres ytringer.

Man skal dog holde sig inden for visse rammer:

  • Man skal gøre det klart, at man udtaler sig på egne vegne og ikke på myndighedens vegne.
  • Man må ikke bryde sin tavshedspligt.
  • Man må ikke udtale sig på en freds- eller æreskrænkende måde, for eksempel ved at fremsætte injurier.
  • Man må ikke udtrykke sig i en urimelig grov form eller fremsætte åbenbart urigtige oplysninger om væsentlige forhold inden for ens eget arbejdsområde.

Kilde: Justitsministeriet.

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Her kan der stå en kort tekst om søgning

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater