Artikel
Ros og ris til pædagogikum
ung lærer ved table shutterstock_110512700

Ros og ris til pædagogikum

Teoretisk pædagogikum og praktisk pædagogikum lever stadig fjernt fra hinanden og i vidt forskellige verdener. Men der er også positive ord om pædagogikumordningen i ny evaluering.

Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

Pædagogikumordningen er på mange måder velfungerende. Det konkluderer en evaluering, som Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) har foretaget for Ministeriet for Børn og Undervisning.  

”Den lever op til sit formål om at give nyansatte lærere i gymnasiet en solid pædagogisk baggrund for at kunne undervise på de gymnasiale uddannelser og indgå i udviklingen af de gymnasiale skoleformer og disses samspil med det omgivende samfund,” konkluderer EVA.

Godt fundament
Stort set samtlige adspurgte ledere vurderer, at kandidaterne gennem pædagogikum i høj eller nogen grad opnår undervisningsfærdighed og viden om fagdidaktik og almenpædagogik.
Jens Boe Nielsen, formand for Gymnasieskolernes Rektorforening, er også godt tilfreds med ordningen.
”Jeg synes overordnet set, at det er glædeligt, at ordningen bliver evalueret positivt. Kandidaterne synes, at de får et godt fundament for at undervise, og kritikpunkterne er af mindre karakter,” siger han.
I evalueringen lægges der vægt på det positive i, at pædagogikum-ordningen er fælles for de alle de gymnasiale uddannelser.

Relevans mangler
I Ministeriet for Børn og Undervisning er man glad for evalueringen.

”Den viser, at ordningen er god. Derudover får vi nogle gode informationer, som vi arbejder videre med,” siger Eva Haue, der er ministeriets uddannelsesansvarlige på området.

Evalueringen peger også på områder, hvor ordningen kan forbedres. Teoretisk og praktisk pædagogikum kritiseres for i høj grad at leve i hver sin verden. Navnlig blandt de interviewede kandidater savnes der en bedre sammenhæng. Nogle kandidater efterspørger i evalueringen af teoretisk pædagogikum større fokus på relevans og anvendelighed af det lærte i praksis.

Mindske afstand
Ministeriet for Børn og Undervisning og Syddansk Universitet, der udbyder teoretisk pædagogikum, er i øjeblikket ved at planlægge et tiltag, der skal forsøge at mindske afstanden mellem teoretisk og praktisk pædagogikum. Efter sommerferien vil de arrangere 10 fyraftensmøder for skoleledere, kursusvejledere og vejledere.
”Her vil vi fortælle lidt om, hvad der foregår på teoretisk pædagogikum, og hvordan man kan overføre det til praksis. Vi vil også gerne drøfte, hvordan man kan få progression i kandidaternes uddannelse,” fortæller Eva Haue, der allerede også har været i dialog med Syddansk Universitet for at få dem til at overveje, hvordan man kan få det anvendelsesorienterede ind i teoretisk pædagogikum.    

Indhold ændres ofte
Der er dog grund til at tage evalueringen af teoretisk pædagogikum med et vist forbehold, da den fortæller om uddannelsen, som den så ud for to år siden, mener Erik Damberg, uddannelseschef, Institut for Kulturvidenskaber, Syddansk Universitet, der har ansvaret for teoretisk pædagogikum. De justerer nemlig løbende indholdet på kurserne på teoretisk pædagogikum. For eksempel er praksis indarbejdet i kurserne ved, at kandidaterne løser opgaver med udgangspunkt i deres egen undervisning, inden de møder i workshopperne på teoretisk pædagogikum, fortæller han.
”Vi lægger nu større vægt på sammenhængen mellem teori og praktik-aspektet. Men det skal hele tiden afbalanceres, for vi skal gøre kandidaterne til reflekterende praktikere. Derfor skal vi give dem et reservoir af teorier, muligheder og begreber, som de kan bruge til at udvikle deres undervisning fremover,” siger Erik Damberg.

Teori til skolerne
Eva Haue understreger, at der ude på skolerne også ligger et stort ansvar for at få teoretisk og praktisk pædagogikum til at hænge bedre sammen.

”Kandidaterne har måske lært nogle redskaber i teoretisk pædagogikum, som vejlederne skal være bedre til at spørge ind til og hjælpe dem til at bruge i praksis,” siger Eva Haue. 

Det er Erik Damberg enig i. Derfor er de på Syddansk Universitet ved at lave en pixi-udgave af de vigtigste teorier og begreber på teoretisk pædagogikum.

”Den laver vi blandt andet til vejlederne, så de er bedre informeret om, hvad kandidaterne har læst. Når kandidaterne oplever udfordringer i klassen, kan vejlederne hjælpe kandidaterne med at begrebssætte og italesætte muligheder ud fra teorien,” siger Erik Damberg.  

Vil have noget i værktøjskassen
Uddannelsesleder og kursusleder Preben Plith fra Haderslev Katedralskole indrømmer gerne, at han ikke bruger meget tid på at følge op på den teori, som kandidaterne har haft på teoretisk pædagogikum. 

”Jeg oplever, at kandidaterne efterspørger anvendelsesorienterede tilgange. De gamle teoretikere er såmænd interessante nok, men først når man har været lærer i nogle år. Kandidaterne har brug for at få anvendelsesorienteret teori, så de kan få noget i deres værktøjskasse,” siger han.
Han undrer sig over, at man i teoretisk pædagogikum beskæftiger sig så meget med teoretikere som Vygotsky og Piaget begge født i 1896. I stedet for at lære kandidaterne om The Flipped Classroom, Cooperative Learning, klasserumsledelse og andre mere moderne tilgange.  

EVA konkluderer også, at der kan være behov for en kritisk gennemgang af pensum på teoretisk pædagogikum og en formidling til kandidaterne om prioriteringer og formål med pensum.
 

 

 

 

 

 

Evaluering af pædagogikum

Pædagogikum er evalueret af Danmarks Evalueringsinstitut (EVA).

Evalueringen består af:

  • Spørgeskemaundersøgelse blandt uddannnelsesansvarlige ledere
  • Interview med kursusledere, vejledere, tilsynsførende og pædagogikumkandidater
  • Møde med udbyderen af teoretisk pædagogikum

Se hele evalueringen her

 

 

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater