Artikel
Ny dramauddannelse kommer til Holbæk
holbaek_dram_college

Ny dramauddannelse kommer til Holbæk

En ny ungdomsuddannelse giver eleverne mulighed for at kombinere gymnasiet med drømmen om en skuespilkarriere.

Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

Eleverne skal ikke blot sidde på skolebænken i Holbæk, men også op på de skrå brædder. Til august starter en ny ungdomsuddannelse, hvor eleverne ved siden af en studentereksamen kan prøve kræfter med skuespilkunsten ved at tage et treårigt scenisk grundkursus (SGK).

Uddannelsen hedder Holbæk Drama College og er et samarbejde mellem Stenhus Gymnasium, Teatret Fair Play, Holbæk Teater og Holbæk Kommune. Eleverne skal deltage i det almindelige skema på gymnasiet og samtidig have 10 timer dramaundervisning i ugen. Hver elev får en professionel skuespiller som mentor, der følger dem gennem uddannelsen.

”Det er en mulighed for at gøre noget for elever med en kreativ åre. Vi har allerede forskellige linjer med andre talenter, men det er inden for sport. Nu får vi lidt mere på paletten,” siger Peter Fink, vicerektor på Stenhus Gymnasium.

Bygge bro mod karriere
Dramaundervisningen kommer til at foregå i et tæt samarbejde med de to lokale teatre. Teatret Fair Play er det ene af dem, og teaterleder Robert Parr glæder sig til at komme i gang. Han har selv erfaret, at der er meget langt mellem at gå i skole og lave skolekomedie og gå den professionelle vej med skuespillet.

”Jeg ser uddannelsen som en bro mellem det unge menneske og en professionel skuespilkarriere.  Det er en uddannelse for dem, der endnu ikke har fundet ud af, om teaterskolen er den rette vej at gå,” siger Robert Parr.

Teaterlederen er dog ikke gået ind i projektet for at finde en ny skuespillerstjerne.

”Det vigtigste er, at de unge realiserer deres potentiale. Jeg håber, at vi får nogle engagerede unge mennesker, der kan forbedre og videreudvikle kulturmiljøet lokalt,” siger Robert Parr.

Mere end talent
Før eleverne kan begynde på uddannelsen, skal de lave en ansøgning. Peter Fink håber, at unge, der mener, de har talent for skuespil, vil søge uddannelsen. Men de skal have mere end talentet som skuespiller, for de skal også klare de mange timer i gymnasiet, lave lektier og aflevere opgaver til tiden.

”Vi laver en optagelsesprøve, hvor eleverne skal vise talent, og at de har den rigtige indstilling. Det stiller krav, at de skal have drama i 10 timer ud over gymnasiet, så de skal være engagerede og have selvdisciplin,” siger Peter Fink.

Der er kun plads til otte elever på linjen og at dømme efter fremmødet til gymnasiets åbent hus, bliver der kamp om pladserne.

”Der var en kæmpestor interesse til åbent hus. Vi havde inviteret teaterdirektørerne, og der var nogen henne ved deres stand hele tiden,” siger Peter Fink, der forventer at få en hel del ansøgninger. 

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater