Artikel
NV-lærere: Afskaf NV
Kemiforsøg Mike Cph

NV-lærere: Afskaf NV

Naturvidenskabeligt grundforløb bør erstattes til fordel for et ekstra naturvidenskabeligt fag på C-niveau. Det mener flere formænd for faglige foreninger.

Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

Et legefag. For kort tid til fordybelse.
Det er nogle af de ord, formænd for faglige foreninger med naturvidenskabelige fag sætter på naturvidenskabeligt grundforløb (NV).

Gymnasieskolernes Lærerforening vil gerne bevare forløbet, men det er ikke alle faglige foreninger, der støtter det. Flere mener, at NV ikke giver eleverne stor nok indsigt i fagene, og derfor bør det skiftes ud med et ekstra naturvidenskabeligt fag på C-niveau.

Formålet med NV er at give gymnasieelever et indblik i de naturvidenskabelige fag, hvor de lærer at forstå den naturvidenskabelige tankegang og får en indsigt i naturfagene inden deres endelige valg af studieretning. Men det kan være svært at nå, mener Johanne Jensen, formand for Kemilærerforeningen.

”Det er vanskeligt at give dem en ordentlig præsentation af, hvad fagene står for. Der er ikke tilstrækkeligt med tid til fordybelse i fagene,” siger hun.

Det er formanden for Fysiklærerforeningen, Frank Borum, enig i.

”Hvis målet med NV er at gøre eleverne bedre forberedte til at vælge studieretning, så er det totalt mislykket rigtig mange steder. Det faglige udbytte er i mange tilfælde meget lille,” siger han og forklarer, at en af årsagerne er, at NV ofte er et tværfagligt samarbejde, hvor eleverne ikke har lært fagene først.

Eksperimenterende legefag
Svend Erik Nielsen, formand for Foreningen for danske biologer, synes, at NV er et godt forløb, der giver mulighed for at prøve skøre idéer af.

”NV er et fantastisk legefag, hvor både elever og lærere kan eksperimentere i undervisningen,” siger han.

Han oplever på sin skole, at andre lærere også opfatter NV som rigtig spændende. Dog har han også kolleger, der ser forløbet som "en fis i en hornlygte". Personligt mener Svend Erik Nielsen, at NV skal bruges til at inspirere eleverne og vække deres nysgerrighed for naturvidenskab.

Forvirring med to kemihold på én gang
Det er meget forskelligt, hvordan skolerne håndterer NV, påpeger Johanne Jensen. Flere elever oplever at have et naturvidenskabeligt fag som obligatorisk fag samtidig med, at de har det i NV.

”Det betyder, at eleverne for eksempel har to forskellige kemi-forløb, og de kan også have to forskellige lærere. Det er meget forvirrende for en gymnasieelev,” siger Johanne Jensen.

Travlt efterår
Med NV i efteråret sker det ofte, at naturvidenskabelige lærere oplever en skævvridning i deres arbejdstid.

”Hvis man er uheldig og får tre NV-hold, så har man meget arbejde. Jeg har vænnet mig til, at om efteråret knokler jeg røven ud af bukserne, og i foråret tager jeg den mere med ro og får ny inspiration,” siger Svend Erik Nielsen, der ikke har noget imod at have en skæv arbejdsbelastning.

Johanne Jensen oplever også, at hun har et travlt efterår. Hun har to hold mere om efteråret end om foråret.

”Det giver meget travlhed her i efteråret. Der reduceres ikke altid i undervisningstiden for de øvrige hold, så skemaet kan blive meget presset,” siger hun.

Erstat NV med fag på C-niveau
I dag har alle elever på stx tre naturvidenskabelige fag på mindst C-niveau. Både formanden for fysiklærerne og kemilærerne vil gerne erstatte det nuværende NV med endnu et obligatorisk naturvidenskabeligt fag.

”Hvis man fjerner NV og tager de 60 timer, der er fra forløbet, så skal der kun 15 timer oveni, for at der er nok timer til et fjerde naturvidenskabeligt fag,” siger Johanne Jensen.

Frank Bodum mener også, at timerne fra NV skal flyttes over som et ekstra naturvidenskabeligt fag på C-niveau.

”Det faglige udbytte kunne være langt større, hvis NV blev erstattet med et naturvidenskabeligt fag på C-niveau. Samtidigt ville de faglige mål fra NV-læreplanen, sagtens kunne indfries,” siger han.

Svend Erik Nielsen mener, at NV enten skal fortsætte, som det er nu, eller også skal biologi på C-niveau være et obligatorisk fag.

 

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater