Nogle gange er lænestolen bare grøn

Da forfatteren Naja Marie Aidt i 2008 flyttede til Brooklyn, New York kunne det måske udefra ligne uheldig timing. Hun havde netop modtaget Nordisk Råds Litteraturpris for novellesamlingen Bavian og kunne mageligt have lukreret på hæderen og holdt en bunke indbringende foredrag. I stedet valgte hun at flytte med sin familie til en amerikansk storby og med egne ord blive mrs. Nobody.

Og netop dét var en af hovedpointerne med det frivillige eksil.

”Jeg havde behov for at bryde op og starte forfra. At komme videre og være i bevægelse er meget vigtigt for mig. Herhjemme befandt jeg mig i en privilegeret position, og det kommer der ikke nødvendigvis god litteratur ud af. Rent forfængelighedsmæssigt var det sundt for mig at flytte til et sted, hvor kun få kendte mig,” fortæller hun.

I december flyttede hun midlertidigt tilbage til Danmark, og her et par måneder senere mødes vi på hendes forlag Gyldendal i det indre København til en snak om, hvordan opholdet i New York har påvirket hende selv og hendes forfatterskab.

At lære koderne
Før hun flyttede til New York, havde hun længe haft planer om at skrive en digtsamling, der undersøgte, hvad det vil sige at høre til og ikke høre til. Det resulterede i digtsamlingen Alting blinker fra 2009.

”Jeg ville selv igennem den proces, som enhver migrant oplever. Det handler blandt andet om at lære de helt almindelige koder i et fremmed samfund. Altså hvordan man hilser i banken, i forhold til hvordan man hilser i kiosken eller på folk på gaden. Det kan være småbitte ting, men ting, som det tager tid at afkode, også selvom jeg talte engelsk, og New York ikke var så fremmedartet en oplevelse, som mange andre migranter udsættes for.”

Med sig til New York havde hun sin mand og sine to yngste drenge på 6 og 16 år. Fra begyndelsen var det målet, at der kun skulle tales dansk i hjemmet, men det princip måtte hun hurtigt slække på. De engelske ord og udtryk trængte sig på, som det sker, når børnene taler engelsk hele dagen i skolen, og alle er omgivet af det engelske sprog. Naja Marie Aidt blev efterhånden opmærksom på, at i takt med at hun blev stadig bedre til at beherske engelsk – blandt andet i forbindelse med oversættelser af bøgerne Bavian og Alting blinker til engelsk – falmede forbindelsen til modersmålet langsomt, og en angst for at miste sin sproglige suverænitet dukkede op.

Konkret kom det til udtryk under arbejdet med hendes første roman Sten saks papir, der udkom i 2012.  

”Min redaktør opdagede, at jeg dels af og til kom til at kopiere en engelsk syntaks, altså nærmest tænkte sætningerne på engelsk, mens jeg skrev dem på dansk. Og dels lavede jeg enkelte gange angloficeringer. Nogle gange ledte jeg efter et ord, og så kom det på engelsk, så det var et engelsk ord, der satte gang i en sætning, og jeg måtte så finde det danske ord efterfølgende. Og mit arbejde gik langsommere, fordi jeg skulle tænke mig mere om, når jeg skulle finde ældre ord, som vi ikke bruger så meget i vores talesprog.”

Og det havde du det ikke godt med?

”Nej, jeg havde hele tiden sagt, at hvis det begyndte at gå ud over mit sprog, ville jeg rejse hjem. Jeg vil skrive noget, der er levende og forholder sig til virkeligheden i en eller anden grad, det har jeg altid gjort. Og det er nødvendigt, at mit modersmål er i topform. Jeg skal have alle de valgmuligheder, som jeg kan få. Jeg skal både kunne bruge gamle ord og udtryk, som jeg finder i ordbogen, men jeg skal også kunne skrive fuldstændig nutidigt. Der må ikke være nogen begrænsninger i forhold til det stof eller de byggesten, jeg arbejder med. Og det er jo sproget.”

Spion i sproget
I New York findes adskillige digtere, som arbejder systematisk med flersprogligheden i deres værker, som kan rumme en stor vitalitet, hvis man er bevidst om det og har en klar idé om, hvad man vil bruge det til, understreger hun. Sådan var det ikke for hende under arbejdet med Sten saks papir, og da redaktøren første gang påpegede afsmitningen fra engelsk, blev hun en smule overrasket. Behovet for at genvinde følingen med det danske sprog er en af årsagerne til, at hun nu befinder sig i Danmark frem til september.

”Jeg har læst rigtig meget dansk litteratur, mens jeg har boet i New York, men der er stor forskel på at læse og på at høre det talte sprog hver dag. Det handler også om at finde ud af, hvad Danmark er for et samfund nu. Hvad er det for en kultur, hvad ser folk på tv, hvad diskuterer man, hvordan taler man på gaden og i bussen? Jeg står i kiosken og lytter, hører, hvordan små børn lærer at tale dansk, hvordan børn med anden sproglig baggrund taler dansk. Det er ekstremt vigtigt for at kunne skrive om noget, der foregår i Danmark nu. Jeg går rundt som en anden spion og lytter, suger til mig og lægger mærke til de forandringer, der er sket med sproget.”
 
Eufori
Naja Marie Aidts modvilje mod rutine og gentagelse afspejles i det vidtfavnende forfatterskab, hvor hun har bevæget sig fra lyrikken mod prosaen, dramaet og filmmanuskripter. Netop nu er hun i færd med at lægge sidste hånd på et nyt værk, der igen markerer et nybrud i forfatterskabet. Sammen med kollegerne Mette Moestrup og Line Knutzon udgiver Naja Marie Aidt til maj en bastard af et værk, der rækker langt ud over et litterært soloværk. Frit flet bliver titlen, og den lover ikke for meget.

”Det bliver en kæmpestor collage af digte, sange, lege, dramatik, sjove og seriøse ting, fagprosa, interview om køn og frihed, et fotoalbum, scanninger af dagbøger og meget mere. Det er en fælles erindringsbog, en bog om venskab og fælleskab, som også for nogle teksters vedkommende er skrevet i fællesskab, hvor vi sad fysisk sammen. At skrive den har været en utrolig euforisk og vanvittig oplevelse, hvor udgangspunktet har været et fælles ønske om at give noget videre på en generøs måde.”

Værket indbyder til diskussion om blandt andet køn og frihed. Det er håbet, at bogen også når ud på gymnasierne og giver anledning til debat og refleksion. For Naja Marie Aidt vil det være et kærkomment gensyn, da hun i mange år hyppigt har besøgt landets gymnasier.

”Det er noget, jeg holder meget af. For mig er det en kæmpe vitaminindsprøjtning at komme ud og lære, hvordan de læser, høre deres spørgsmål, kommentarer og kritik. Jeg kan bruge det til at finde ud af, hvad der rører sig blandt dem, og hvad de er optaget af.”

Den største ære
Med et socialt medie som Facebook har dialogen med gymnasieeleverne ikke stået i stampe, blot fordi hun er bosat i New York, fortæller hun med et stort grin.  

”Nogle gange er der en, der skriver: Jeg skal aflevere en opgave i morgen, hvad er konklusionen, kan du hurtigt fortælle mig det? Og det hænder ofte, at de skriver på vegne af klassen, hvis der har været klassediskussioner, og de har været uenige i klassen eller med deres dansklærer. Så svarer jeg selvfølgelig.”

At analyse og fortolkning kan være en plagsom pligt for gymnasieelever, er Naja Marie Aidt helt på det rene med. Hun husker det fra sig selv. Hendes projekt er at indpode eleverne mod til selv at tage styringen, når de analyserer. De skal have tiltro til deres eget blik, når de som en anden detektiv går på jagt i teksten efter bevismateriale, der kan støtte deres egen tolkning. De skal finde selvtilliden til at stole på sig selv.

”Det er vigtigt for mig at sige til dem, at jeg ved ikke mere om den tekst, end de gør. Altså hvad der skete før eller efter. Jeg oplever også, at de siger, at deres dansk­lærer påstår, at det er meget vigtigt, at den lænestol er grøn, noget med farvesymbolik, og jeg kan så fortælle, at nej, det er ikke specielt vigtigt.”

Nogle gange er lænestolen bare grøn?

”Ha, ha, ja præcis. Jeg vil give dem suverænitet til at læse og opleve litteraturen. Det er en kolossal glæde, når en novelle appellerer til dem, der ikke er vant til at læse litteratur, som så får fornemmelsen af, at der er noget, der taler til dem her. At kunne skrive noget, der giver nogen lyst til at læse mere og får dem til at få øjnene op for, hvad litteratur kan, er den største ære, man overhovedet kan opleve. ”