Artikel
Næsten uændret søgning til htx og hhx
undervisninglærer

Næsten uændret søgning til htx og hhx

Andelen af unge, som søger ind på en gymnasial uddannelse, går en smule tilbage, viser årets søgetal. Erhvervsuddannelserne oplever en meget lille fremgang.

Mange unge ønsker fortsat at tage en gymnasial uddannelse, viser årets ansøgertal fra Undervisningsministeriet.

72 procent af de unge, som søger ind på en ungdomsuddannelse efter grundskolen fra 9. eller 10. klasse, har valgt at søge ind på en gymnasial uddannelse. Det er et fald på cirka et procentpoint i forhold til sidste år, viser de seneste søgetal, som Undervisningsministeriet netop har offentliggjort.

Andelen af unge, som ønsker en hhx-uddannelse er 14,2 procent, hvilket er det samme som sidste år. Og andelen af unge som søger mod htx er 7,4 procent eller et fald på 0,5 procentpoint i forhold til 2018.

Stx oplever et fald på 0,8  procent i andelen af unge, som søger den uddannelse, og hf har fået en stigning på 0,5 procentpoint.

Regeringen og Folketinget ønsker, at andelen af unge, som søger ind på en erhvervsuddannelse bliver højere. Sidste år lavede et bredt flertal i Folketinget en aftale om forbedringer og flere penge til erhvervsuddannelserne, men på trods af det er andelen af unge, som søger ind på en erhvervsuddannelse, kun steget med 0,7 procent og ligger nu på lidt over 20 procent.  

Jeg er positiv over, at vi ligger på nogenlunde uændret niveau, især fordi det er første år med de nye optagelseskrav.

Ole Heinager, formand
Danske Erhvervsskoler- og Gymnasier, Lederne

Usikkerhed om søgetallene
Ole Heinager, som er formand for for Danske Erhvervsskoler- og Gymnasier, Lederne, er  nogenlunde tilfreds med årets ansøgertal til hhx og htx.

“Jeg havde selvfølgelig gerne set, at endnu flere havde søgt ind på de erhvervsgymnasiale uddannelser, men jeg er positiv over, at vi ligger på nogenlunde uændret niveau, især fordi det er første år med de nye optagelseskrav,” siger Ole Heinager.

Der er kommet karakterkrav til gymnasierne, og otte procent af årets ansøgere til de gymnasiale uddannelser er ifølge ministeriets søgetal ikke uddannelsesparate og skal derfor til optagelsesprøve.

“Det giver selvfølgelig en større usikkerhed om søgetallene i år, da vi ikke ved, hvor mange af årets ansøgere, som kan blive optaget på gymnasierne,” siger han.

Ole Heinager havde ønsket sig, at stigningen til erhvervsuddannelserne var større.

“Jeg have håbet på, at den megen omtale af erhvervsuddannelserne havde flyttet endnu mere. Men det er et langt sejt træk at tiltrække flere unge til uddannelserne,” siger Ole Heinager.

Han henviser til, at et bredt flertal i Folketinget sidste år lavede en aftale om at forbedre erhvervsuddannelserne, men at den aftale også først skal have tid til at virke.  

Lidt over 32 procent af de unge, som har søgt ind på en erhvervsuddannelse, har valgt en eux. Det er samme andel som sidste år.

Gymnasier under pres
Formand for Gymnasieskolernes Lærerforening (GL) Tomas Kepler hæfter sig ved, at der samlet set kun er små forskydninger i årets søgetal, og at mange unge stadig søger mod de gymnasiale uddannelser.

“Forholdsvis mange unge foretrækker stadig en gymnasial uddannelse, som giver dem en bred vifte af muligheder for videregående uddannelser. I samfundsdebatten bliver gymnasierne ofte talt ned, og gymnasierne er under pres på grund af nedskæringer, så det glæder mig, at mange unge stadig ønsker en gymnasial uddannelse,” siger Tomas Kepler.

Ministeren glad for lille stigning
Undervisningsminister Merete Riisager (LA) hæfter sig ved, at der er en lille stigning i andelen af unge, som søger mod erhvervsuddannelse.

”Det er positivt, at vi for tredje år i træk ser en fremgang i søgningen til erhvervsuddannelserne. Men jeg havde gerne set, at fremgangen var endnu større. Der er stadig store kommunale forskelle, så jeg vil igen opfordre kommuner til at søge inspiration hos andre kommuner, der forstår at introducere folkeskoleeleverne for erhvervsuddannelserne,” siger hun i en pressemeddelelse fra Undervisningsministeriet.

Søgetal 2019

Sådan vælger de unge ungdomsudannelse efter 9. og 10. klasse. I parentes ændring i forhold til 2018. 

Hhx 14,2 % (uændret)
Htx 7,4% (-0,5 %)
Stx 42,4 % (-0,8 %)
Hf 7,1 % (+ 0,5 %)
Eud 20,1%  (+ 0,7)
Andet 8,8 %

 

Kilde: Undervisningsministeriet.

Læs notat om søgetallene her

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater