Når klasselokalet giver angst

Du skal altså sige mere i timerne – sætningen har de perfektionistiske, stille piger hørt utallige gange. De laver hver eneste lektie grundigt, skriftlige opgaver bliver skrevet om og om igen, og teksterne bliver nærlæst ikke bare én, men flere gange. Alligevel siger pigerne sjældent noget i timerne. Indimellem bruger de nødløgnen om, at de ikke er helt klar til fremlæggelse, af frygt for at skulle stille sig op foran læreren og hele klassen.

Situationen er velkendt på mange skoler. Det var den også på Aarhus Katedralskole, men tre lærere satte sig for at forsøge at hjælpe pigerne.

”Som studievejleder kunne jeg se, at problemet var stigende. Mange af pigerne er så pressede, at man frygter, at de til sidst vil bukke under,” siger Marianne Benoni Jørgensen, der underviser i matematik og psykologi.

Historie- og religionslærer Mette Louise Graah Rasmussen nikker og uddyber:

”Kommentaren om, at de skal sige noget mere i timerne, er helt indholdsløs for pigerne, for de har hørt det siden folkeskolen. Men de kan ikke bare tage sig sammen, og kommentaren bidrager til, at de føler sig endnu mere pressede.”

Sidste skoleår startede de et projekt op med en kollega for at hjælpe de stille, perfektionistiske piger ind i de faglige samspil i klassen. For det stod klart for lærerne, at der skulle en adfærdsændring til for pigerne, hvis pigerne skulle kunne komme ud af deres stille skal.

”De skulle arbejde med sig selv for at komme videre,” forklarer Marianne Benoni Jørgensen, der også er uddannet coach.

Lærerne lavede en plakat, hvor de beskrev projektet og nogle af de symptomer, som pigerne ofte har. Eleverne skulle søge om at komme med i projektet ved at sende en skriftlig motivering til lærerne.

Responsen var stor og fyldt med hudløst ærlige og følelsesladede beskrivelser af de unge pigers kvaler, fortæller lærerne. Jeg har altid troet, at det var mig, der var noget galt med. At det er mig, der ikke er god nok, skrev flere af pigerne.

”Det var så hjerteskærende at læse, hvor hårdt de havde det, og hvordan de følte sig ramt af beskrivelserne. Endelig var der nogle, der forstod dem og ikke bare sagde, at de skulle tage sig sammen,” fortæller Marianne Benoni Jørgensen.

Lærerne valgte 18 piger fra alle tre årgange. Det var meget vigtigt for dem, at eleverne var motiverede og villige til at investere tid og energi.

Da lærerne planlagde projektet, tog de udgangspunkt i værktøjer fra coaching, den kognitive psykologi og teorier om perfektionisme, som de havde været på kursus i og læst en del om. Ifølge den kognitive grundtanke påvirker tanker, følelser, kroppen og adfærden hinanden. Ændrer man på tankerne, kan man ændre på de andre elementer.

”Det var vigtigt for os at bygge et forløb op med konkrete øvelser, hvor eleverne fik nogle redskaber, som de kunne arbejde med. For vi er ikke terapeuter og kan ikke stå for et terapiforløb,” siger Mette Louise Graah Rasmussen.

Kan ikke række hånden op
Cecilie Ryberg går i 2.g på Aarhus Katedralskole. Tidligere var hun nem at overse i undervisningen:

”Jeg sagde ingenting i klassen. Jeg fik det fysisk dårligt, når læreren spurgte om noget, og jeg var så angst for at skulle fremlægge i klassen,” fortæller hun, der fint klarede alle skriftlige opgaver.

Samme tanker gik også igennem Katharina Wolters hoved.

”Når læreren stillede et spørgsmål, så svarede jeg sjældent, for det skulle være perfekt. Jeg sad hver gang og formulerede svaret i hovedet, så det kunne blive perfekt. Men inden jeg var tilfreds, var der jo en anden, som havde svaret,” fortæller Katharina Wolter, der også går i 2.g.

Begge piger har siden folkeskolen fået at vide, at de skulle sige mere i timerne.

”Jeg vidste det jo godt og tænkte på det hele tiden – i hver eneste time. Men jeg kunne bare ikke ændre adfærd,” siger Katharina Wolter.

”Hver gang en lærer nævnte det, føltes det som et ekstra pres. Der var slet ingen forståelse for, at man ikke bare kunne tage sig sammen og række hånden op,” fortæller Cecilie Ryberg, der ofte hviskede svaret til sidemanden i stedet for selv at sige det.

På kurset skulle pigerne fortælle om deres mål for kurset, motivation, tanker og adfærd. Det gav lærerne en dyb indsigt i pigernes problemer, samtidig med at de blev pejlemærker for elevernes udvikling. Eleverne skulle blandt andet prøve at tænke den angstprovokerende situation helt ud.

”Det viste sig hurtigt, at det var voldsomt urealistiske tanker, som pigerne havde: Hvis jeg svarer forkert, bliver jeg arbejdsløs, lød en piges tanker. Logikken for hende var, at lærerne ville tro, at hun var dum, og derfor ville give hende dårlige karakterer. De dårlige karakterer ville så resultere i, at hun ikke ville få en uddannelse og derfor ville blive arbejdsløs,” forklarer Mette Louise Graah Rasmussen og fortsætter:

”De tanker resulterede i, at hun fysisk simpelthen ikke kunne række hånden op.”

Men åbenheden hjalp pigerne, fortæller Marianne Benoni Jørgensen.

”Pigerne er jo kvikke, så da først de fik sagt det åbent eller skrevet det ned, kunne de godt se, at det var meget urealistiske tanker, de havde,” siger hun.

Katharina Wolters tanker kredsede om, hvad læreren ville tænke om hende, hvis hun svarede forkert. Hvis læreren først fik et dårligt indtryk af hende, ville det resultere i dårlige karakterer, tænkte hun.

Cecilie Ryberg var også tynget af sine tanker. Hun frygtede, at hvis hun sagde noget forkert, ville klassekammeraterne grine og bagtale hende. Både lærer og klassekammerater ville tro, at hun var dum, frygtede Cecilie Ryberg.

Sejre skal fejres
Elevernes proces gik ud på først at afkode de urealistiske tanker. Sidenhen skulle de finde realistiske såkaldte hjælpetanker, der skitserer de realistiske farer ved for eksempel at række hånden op i klassen og derved hjælper eleven til at overvinde angsten. Hjælpetankerne skrev pigerne ned på små kort, som de kunne have med sig overalt, når de havde brug for støtte.

Det sværeste for pigerne var at ændre adfærden. Til det formål tegnede de en form for trappestige med hovedformålet på øverste trappetrin. Trinene op til målet bestod af delmål.

Eleverne rykkede nærmere målet og et trappetrin op, når de kunne holde ud at være på det nuværende trin.

Cecilie Rybergs mål var at turde sige mere i timerne. Et af delmålene var at sige mere ved gruppearbejde, og et senere delmål var at sige noget mindst én gang i dagens undervisning.

”Det er meget vigtigt, at eleverne belønner sig selv, hver gang de når et trin. På den måde erkender de, at de faktisk har gjort et stort stykke arbejde,” siger Marianne Benoni Jørgensen og tilføjer:

”Pigerne syntes vist, at det virkede fjollet til at begynde med. Men de blev meget glade for at kunne fejre sejrene på den måde.”

Kaffebaren Baresso har også nydt godt af, at de to piger gjorde fremskridt, for de blev ofte fejret der.

”Det føltes godt at dele med hinanden, at man faktisk havde gjort noget godt,” siger Katharina Wolter.

”Den ros, som man har fået af andre, der kender til problemet, eller af lærerne, betyder virkelig meget. Det er selvfølgelig sødt, når ens forældre roser en, men rosen fra de andre gør, at man bliver virkelig stolt og får lyst til at arbejde videre,” siger Cecilie Ryberg, der erkender, at der stadig er et stykke arbejde.

”Jeg bliver nok aldrig den højtråbende i klassen, men jeg har fået det bedre, fordi jeg har mere realistiske tanker,” fortæller Cecilie Ryberg og uddyber:

”Nu kan jeg sige til mig selv, at det er en stor forbedring, når jeg bare siger én ting. Jeg behøver ikke at sige noget hele tiden.”

Katharina Wolter nikker:

”Jeg bruger også stadig mine delmål. For eksempel kan jeg sige til mig selv, at det er okay kun at sige én ting i en time, men så skal jeg prøve, om jeg kan sige to ting i næste time. Små skridt hjælper mig på vej,” siger Katharina Wolter, der er meget taknemlig for de redskaber, som kurset har givet hende.   

Evalueringerne fra pigerne er også fyldt med taknemlighed:

”Det er endelig blevet en fornøjelse at komme med kommentarer og holdninger i timerne, uden at de negative tanker tynger hovedet,” skriver en pige.  

Projektet har også gjort stort indtryk på lærerne.

”Det er det bedste og mest givende, jeg nogensinde har oplevet som lærer. Det har været så fantastisk at se pigerne rykke sig,” fortæller Marianne Benoni Jørgensen.

Lærerne har oplevet så stor interesse for deres projekt, at de allerede har holdt kursus om perfektionisme for lærere og studievejledere fra andre skoler.