Musketereden bliver testet til det sidste

“En for alle – alle for en,” råber de mange demonstranter og supportere, som støtter lønmodtagernes forhandlere ved Forligsinstitutionen.

Den såkaldte musketered har været en stor del af fortællingen om disse overenskomstforhandlinger. Forhandlerne for staten, kommunerne og regionerne har insisteret på, at ingen faggrupper skal efterlades tilbage.  

På nuværende tidspunkt ser sammenholdet ud til at holde, men det er samtidig også en meget kompleks opgave både at holde en musketered og at lande en aftale for over 700.000 lønmodtagere. Det mener Nana Wesley Hansen, som er arbejdsmarkedsforsker på Københavns Universitet.

“Hvis der for eksempel skete et gennembrud i forhold til frokostpausen, så vil det lægge et større pres på lærerne i forhold til arbejdstiden. Begge parter forsøger at bryde den tætte koordinering og sammenhold, som modparten har ved disse overenskomstforhandlinger,” siger Nana Wesley Hansen.

Presset bliver bestemt ikke mindre af, at overenskomstforhandlingerne nærmer sig absolut sidste deadline, mener hun.

I dag ønskede forligsmand Mette Christensen kun at se statens forhandlere i Forligsinstitutionen, mens kommunernes og regionernes forhandlere er indkaldt til møde i morgen.

Chefforhandler: Musketereden holder

Flemming Vinther, de statsansattes chefforhandler og formand for CFU, ankom i eftermiddag til Forligsinstitutionen til klapsalver, Nok er nok-råb og røde faner.

Han afviste over for gymnasieskolen.dk, at musketereden kan brydes.

“Vi er gået ind i det her med tre krav, og enten kommer vi ud med noget på alle tre krav, eller også kommer vi ud uden en aftale,” sagde Flemming Vinther.

Kan der ikke komme et tidspunkt, hvor de statsansatte kan få et godt tilbud om frokostpausen, og så må I slå til, selv om lærerne ikke har fået en aftale?  

“Nej, det kan jeg ikke forestille mig. Det, man siger med, at der ikke er faldet noget på plads, før alt er på plads, er mere sandt end som så. Rygterne om splittelse i dansk fagbevægelse er stærkt overdrevne,” sagde Flemming Vinther, inden han vinkede til de mange fremmødte offentligt ansatte og gik ind ad den store dør i Forligsinstitutionen.  

Samlede forhandlinger lykkedes ikke
I sidste uge valgte forligsmand Mette Christensen at indkalde forhandlerne for både staten, kommunerne og regionerne samtidig for dermed at kunne lave en fælles aftale på en gang. Selv om alle parterne – i hvert fald officielt var optimistiske – så endte det dog i sidste uge uden en aftale, og forligsmanden udskød konflikten med yderligere 14 dage.

Heller ikke denne weekends maratonforhandlinger mellem alle forhandlerne førte til en aftale, og nu har forligsmanden altså valgt kun at mødes med forhandlerne på statens område i dag, mens hun har bedt forhandlerne for kommunerne og regionerne om at troppe op i morgen.

“Det er nok en indikation på, at der ikke lander en aftale lige med det samme. Forhandlingsforløbet bliver nok lidt længere igen,” siger Nana Wesley Hansen.

Lige nu er forhandlingerne et kapløb med tiden. Tirsdag den 1. maj er absolut sidste chance for, at forligsmanden kan lave et mæglingsforslag. Det betyder, at der skal findes en løsning på lønspørgsmålet, den betalte spisepause og lærernes arbejdstid inden da.

Spørgsmålet er, hvad der sker, hvis der kommer et gennembrud på et af områderne, og om muskertereden kan holde hele vejen hjem?

“Det er meget kompleks, men forhandlerne er dygtige til at koordinere. Set fra arbejdsgiversiden skal de give sig på tre store emner, og de vil derfor have noget for det, så de også kommer ud af forhandlingerne med skindet på næsen,” siger Nana Wesley Hansen.

Kort før forhandlingerne gik i gang sagde innovationsminister og chefforhandler for staten Sophie Løhde (V) uden for Forligsinstitutionen, at hun altid er optaget af at finde løsninger.

“Men jeg må sige, at situationen ser alvorlig ud, og vi er ved at være ved målstregen.”
Ministeren bedyrede endnu en gang, at hun ikke vil fjerne den betalte frokostpause.

På spørgsmålet om, hvorfor det så er så stort et emne ved forhandlingerne, sagde hun, at hun ikke kan referere fra, hvad der sker i Forligsinstitutionen.

Medlemmerne bestemmer i sidste ende
Hvis forligsmanden lykkes med at få parterne til at mødes om et mæglingsforslag, er det i sidste ende medlemmerne, som skal sige ja eller nej til det ved en urafstemning.   

Nana Wesley Hansen forklarer, at forligsmanden kan vælge at lave et stort mæglingsforslag, som alle offentlige ansatte skal stemme om. Men hun kan også vælge at dele det op i mindre bidder, så ansatte i staten, kommunerne og regionerne skal stemme om hver deres mæglingsforslag. Med andre ord kan nogle faggrupper ende med at være utilfredse med et mæglingsforslag, mens andre faggrupper stemmer det hjem.

“Det er en mekanisme, man især ser meget på det private arbejdsmarked, hvor LO og DA koordinerer forhandlingerne i Forligsinstitutionen,” siger Nana Wesley Hansen.

Derimod har Nana Wesley Hansen vanskeligt ved at forestille sig, at der bliver lavet et mæglingsforslag, hvor kun lærerne skal stemme om en arbejdstidsaftale.