Mulighedernes tid i fladlandet

Kender du lyden af isen, der hyler i daggryet, når flagerne skurrer mod hinanden og sætter sig? Peter Bastian gør, og han gengiver med stor entusiasme lyden, mens fotografen rigger til ved bredden af en smuk og soldiset Esrum Sø, der åbner sig for enden af Peter Bastians baghave. 
At han har en fintunet sans for lyde, også isens, vil ikke komme bag på dem, der har fulgt og hørt Peter Bastians mange grænsesøgende musikalske udforskninger i forskellige konstellationer siden slutningen af 1960’erne. Han er først og fremmest et musisk menneske, men han er samtidig et konstant anfægtet, nysgerrigt og reflekterende menneske, som i sin seneste bog, Mesterlære, fra 2011, et frodigt og gavmildt sammensurium af slægtshistorie, erindringer, ydre og indre rejser, kulturkritik og meget andet, kaster et kritisk og skånselsløst blik på sig selv og sin samtid. 
Sat på spidsen stikker han den analytiske syl i kødet på det senmoderne menneske her højt mod nord, der står i en unik historisk situation med fantastiske muligheder, som vi i Peter Bastians optik formøbler i narcissisme, offerbevidsthed og bekvem ligegyldighed, fordi vi smyger os under, hvor gærdet er højest, og skyr det personlige ansvar for vore handlinger. 
Peter Bastians opgør begyndte hos ham selv med en personlig krise udløst af en tilsyneladende harmløs oplevelse, fortæller han, da vi er trukket inden døre og finder plads ved det rustikke træbord i hans hyggelige hule af et hjemmekontor med en kande stempel­kaffe. Her er vi omgivet af bøger og billeder, fagotter og klarinetter, et udvalg af mundstykker til instrumenterne og diverse værktøjer til at justere mundstykkerne med, før de skal bides ordentligt til.

Frigørelsens pris 
Under et foredrag opførte han sig hovent og bedrevidende over for forsamlingen, hvilket efterfølgende blev diskret påtalt af arrangøren. Reprimanden åbnede en afgrund under ham og gav anledning til svær selvransagelse. 
”Jeg var velfungerende i alle professionelle sammenhænge, men neden for scenekanten var jeg lettere anløben. Som musiker havde og har jeg en høj moralsk standard. Gennembruddet for mig var at erkende, at jeg blev nødt til at holde samme standard, når jeg forlod scenen. Jeg anerkendte, at der både var en ophøjet og en underlødig side af mig. Jeg blev nødt til at tage ansvar for, hvilken af de to sider jeg udtrykte,” siger han. 
Peter Bastian er optaget af den senmoderne sensitivitet. Den er en konsekvens af en både nødvendig og lykkelig udvikling. 60’ernes og 70’ernes kulturrevolution og opbrud i kønsrollerne har i hans øjne skabt unikke betingelser for nyudvikling, fordi vi ikke hænger fast i dogmer af kønsmæssig, religiøs eller samfundsmæssig karakter. 
Men skyggesiden af den udvikling er en selvoptagethed, der nærmer sig patologisk narcissisme, hvor den enkeltes fokus er fikseret på følelseslivet.  
”Vi har gennemført en fabelagtig værdiudvikling, fået frihed, følsomhed, en velfærdsstat og uendelige muligheder for det personlige projekt. Vejen hertil var præget af selvoptagethed og navlepilleri, og jeg har ingen indvendinger, fordi det var en nødvendig proces for en generation i opgøret med forældede magthierarkier baseret på autoritet. Det er nemt og fristende at latterliggøre sin fortid, men det er slet ikke mit anliggende. Mit ærinde er at diskutere, hvilke konsekvenser vi tager af den situation, som er unik både som muligheder og som problemer. Det sensitive selv er en fantastisk ressource, men når verdenshistoriens mest udviklede sensitivitet retter al sin opmærksomhed mod sig selv, så har vi verdenshistoriens mest ugennemtrængelige skal af fravær, bag hvilken vi lever vore liv,” siger han.

Svøbt i selvmedlidenhed 
En central pointe for Peter Bastian er, at det for en hel generation blev finere at føle end at tænke. Det kalder på besindelse, for det eneste, vi ved om hinanden, er, hvad vi udtrykker. Vi er vore handlinger, uanset hvad vi føler. 
”Hvis det vigtigste i verden er, hvordan jeg har det, så vil jeg være generøs, når jeg er i godt humør. Men hvis jeg er i dårligt humør, vil min opmærksomhed stort set kun være rettet mod mig selv, og mine handlinger styret af, hvad jeg har brug for. To forskellige handlingsmønstre betyder to forskellige mennesker alt efter humør. Det er definitionen på utroværdighed. Når man tager ansvar for, hvordan man udtrykker sig, er man i fuld gang med moralsk vækst,” pointerer han.  
At det senmorderne menneske kan slippe af sted med en overdreven omsorg for følelseslivet på bekostning af handling og ansvar, er i Peter Bastians tolkning snævert forbundet med en udbredt offerbevidsthed og selvmedlidenhed. Den tillader, at opmærksomheden er vendt ind mod os selv. Offerrollen møder han i varierende grad overalt – i reklamer, medier og fiktionen. 
”Tag tv-serien Forbrydelsen. De er alle sammen dysfunktionelle ofre, der har ondt af sig selv. Ingen taler civiliseret sammen, der er ingen sympati mellem personerne, og til sidst sejrer kynismen. Det er så gennemført desillusionerende. Offerbevidstheden i vores kultur og i os selv er en pestilens, fordi det er den ultimative undskyldning for ikke at tage vare på sig selv og ansvar for egne handlinger.”

Hvordan er det kommet til udtryk i dit eget liv? 
”Når jeg gik ned fra scenen, var jeg ligesom alle andre i branchen fuld af undskyldninger og ekstremt selvoptaget. Jeg har haft min del af patologisk narcissisme i kraft af al rygklapperiet og ingen modstand. Det er grunden til, at jeg overhovedet tillader mig at åbne kæften om de her emner. Jeg kan genkende det fra mig selv. Mit held i den situation er, at jeg er en promille mere interesseret i at flytte mig end i at blive, hvor jeg er. Den ene promille gør hele forskellen.”

Håb for fremtiden 
Det kunne lyde som en pessimistisk gravskrift over samtiden fra en gammel gnavpot. En pessimisme, der i givet fald ville stå i fæl kontrast til den vitalitet og munterhed, som Peter Bastian udstråler. Han konstaterer, at der florerer en gold kynisme i tiden, hvis vandmærke er, at forandring er umulig. Men han ser som nævnt også unikke muligheder og en vej ud af det kulturelle fladland. Og måske knytter håbet sig til nutidens generation af gymnasieelever.  
”Jeg besøgte et gymnasium og sagde for sjov til rektor: ’Nu skal vi ind og give de små narcissister noget at tænke over.’ Han smilede indforstået, men tog sig i det og sagde, at han var begyndt at komme i tvivl om, hvorvidt eleverne egentlig var så narcissistiske. Han fortalte, at de ganske vist er selvoptagede, men samtidig meget sociale og tilsyneladende forvalter fællesskab og individualitet fuldstændig uden modsætningsforhold. Hvis det er rigtigt, er det både enestående og meget opmuntrende.”  
Hvor efterlader det os så? Peter Bastian er overbevist om, at vejen ud af det senmoderne fladland er skabende fællesskaber, som i princippet kan opstå overalt, hvis betingelserne er til stede, og egoer og offermentalitet vel at mærke efterlades i garderoben. Et eksempel er hans eget band Den danske Blæserkvintet, hvor musikken altid vinder. 
”Der skal en til at spille falsk og fem til at spille rent. Vi kan naturligvis skændes, men pointen er ikke mine følelser, men os og musikken. I blæserkvintetten har vi et fuldkomment fællesskab, hvilket gør den enkelte musiker til en bedre musiker, end han ellers er. Offermentaliteten har ikke adgang til det skabende fællesskab, så vil der være en, der spiller falsk.”