Motivation vil højne det faglige niveau

I forbindelse med en bog om, hvordan man kan øge gymnasieelevers motivation for at lære, har vi inter­viewet 40 elever på 7 forskellige gymnasier. Vi har fokuseret på, at elevernes stemmer skulle frem. Intervieweleverne gav udtryk for et meget begrænset engagement, og de fleste opfattede gymnasiet som noget, man skulle igennem. Undervisningen oplevedes ofte som ensformig med for megen tavleundervisning, for mange lektier og gruppearbejder, der ikke fungerede. Selvfølgelig var der enkelte lyspunkter: Gode lærere og gode oplevelser. 
I løbet af det seneste år har gymnasieelevers adfærd været debatteret såvel i dagspressen som i faglige tidsskrifter. Debatten har primært fokuseret på deres manglende motivation. Ofte beskrives elever som passive og forsømmelige. Der er uro i timerne, og mange elever bruger tiden på at skrive mails, være på Facebook eller surfe rundt på nettet. Der er for mange uegnede i gymnasiet. Ifølge disse synspunkter lever elevernes adfærd altså ikke op til gymnasiets forventninger om et seriøst studieliv. 
Vi mener derimod, at gymnasiet ikke lever op til elevernes behov og forventninger. Vore undersøgelser viser, at eleverne gerne vil lære og gerne vil fordybe sig i relevante og meningsfyldte faglige problemstillinger. Derfor bør der ske store ændringer i den daglige undervisning i gymnasiet, og på længere sigt er det nødvendigt med en reform.

Individuel faglig støtte 
Mange elever mangler faglig selvtillid. Flere motivationsteorier tager fat i, at mange elever er fagligt usikre, at de kun siger noget, hvis de er 110 procent sikre på, at svaret er rigtigt. Det samme viste sig i vores elevinterviews. En kombination af karaktersystemet og fagligt usikre elever kan meget let resultere i, at nogle elever vælger ikke at deltage i undervisningen af angst for at falde igennem. Andre forbliver måske usikre, selv om de er dygtige. 
Selv om de faglige krav i gymnasiet er høje, lærer eleverne ikke det, der forventes. Den enkelte elev behøver individuel faglig støtte, således at enhver elev – både den mere usikre og den succesorienterede – kan guides frem til næste læringsmål og dermed opnå større grad af faglig selvtillid. Undervisningen må gerne være opdelt i flere delmål, så eleverne får oplevelsen af, at de kan mestre den enkelte proces i forløbet. På den måde vil det være muligt at differentiere undervisningen, da der tages hensyn til de enkelte elevers faglige forudsætninger. Dette medfører, at fokus flyttes fra klassen til den enkelte elevs læring. 
Andre teorier bygger på, at hvis eleverne får større indflydelse på undervisningen, vil de blive mere motiverede. Ifølge selvbestemmelsesteorien (Deci og Ryan) har alle mennesker samme fundamentale psykologiske behov: behov for autonomi, behov for at få kompetencer og behovet for socialt tilhørsforhold. Dette gælder selvfølgelig også for elever. 
Mange elever føler sig ikke som en del af deres egen læringsproces. Eleverne føler sig fremmedstyrede. De sidder i klassen på meget lille plads, de forventes at blive siddende, og de skal afvente, at læreren spørger dem, når de har hånden oppe. De har ofte meget lille indflydelse på, hvad der sker i timen. Mange af vore interviewelever ønskede mere kontakt mellem læreren og den enkelte elev. Men som en elev sagde: ”Lærerne ser på os, men ser os ikke.” 
Derfor skal eleverne involveres meget mere i tilrettelæggelsen af undervisningen, og læreren skal tydeliggøre de faglige mål og delmål i dialog med klassen og den enkelte elev. Motivationen vil stige, hvis den enkelte elev i højere grad kan forstå målene, og dialogen med den enkelte elev kan øge elevernes viden om, hvorledes man lærer.

For meget arbejde 
Ud fra vore elevinterviews fik vi klart indtryk af, at elever ønskede meningsfuld undervisning. Meningsfuld undervisning udfordrer elevernes følelser og holdninger eksistentielt. I bredere forstand kan den give nye indsigter, som strider mod elevens tidligere opfattelser. Og dette motiverer dem.
Gymnasiet lukker sig normalt om sig selv. Men det er vor erfaring, at når den daglige undervisning indgår i en sammenhæng uden for klasseværelset, bliver eleverne langt mere engagerede. Autentisk undervisning kan foregå på mange måder. Læreren kan organisere undervisningen som et videnskabeligt arbejde, hvor eleverne skal undersøge et problem med udgangspunkt i teorier og empiri, og autentiske problemstillinger kan være udgangspunkt for det faglige arbejde. 
Vore elevinterviews viste, at eleverne føler sig totalt overvældet af deres arbejdsbyrde med lektier og skriftligt arbejde. Hvis eleverne skal opfylde deres forpligtigelser, ligger deres ugentlige arbejdstid på den forkerte side af 50 timer. Derfor kan de ikke nå deres lektier og bliver hurtigt demotiverede og har dårlig samvittighed. Derfor skal elevernes arbejdsuge ”normaliseres”. 
I dag er lektierne alt for mange, og lærerne bruger ofte timerne til at gennemgå lektien for at sikre, at eleverne kan klare sig til eksamen. I stedet bør eleverne arbejde opgaveorienteret og bruge stoffet. Når arbejdsbyrden er for stor, og stoffet alligevel gennemgås på klassen, mindskes lysten til at forberede sig.

Pædagogik skal prioriteres 
På en international uddannelseskonference i Rom 1996 stillede man spørgsmålet: ”Can a whole school fail?”. Svaret var ja. Man burde i dag spørge: ”Can a whole school change?”. 
Hvis man skal øge kvaliteten i et uddannelsessystem, skal det ske i skolens maskinrum: Mødet mellem den enkelte elev og den enkelte lærer. Det afgørende for, hvad eleverne lærer, er forløbet af den enkelte time. 
En undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstituttet for nylig har vist, at landets gymnasierektorer ikke prioriterer den pædagogiske side i ledelsesarbejdet. Men det er nødvendigt, at gymnasier laver en samlet plan for ændret praksis i den daglige undervisning. 
En af de vigtigste forudsætninger er, at skolens rektor sætter sig i spidsen for en forandringsproces og fastholder den hele vejen igennem. Det er ikke det samme, som at hun skal bestemme alt. Men rektor skal sørge for, at der dannes en gruppe, gerne med repræsentanter fra forskellige fag, som fremkommer med konkrete forslag til ændrede undervisningsformer. Forslagene forelægges lærerne og eleverne til grundig debat. Herefter iværksættes udviklingsforsøget, og rektor/ledelse har direkte kontakt med lærere og elever under forløbet. Derefter evalueres forsøget grundigt af alle parter, hvorefter udviklingsprocessen fortsætter med eventuelle justeringer. 
Således ville en forandringsproces finde sted på en veldrevet vidensvirksomhed, men sjældent i gymnasiet. Vi mener, at ”a whole school can change”, men det kræver, at ledelse og også bestyrelse sætter processen i gang, og at lærere og elever inddrages.

Fagene som redskaber 
Folketinget har også sit ansvar for, at gymnasiets basale struktur ikke er blevet ændret. På trods af reformerne i 1987 og 2005 er gymnasiets grundlæggende struktur med adskilte fag og opbrudt skoledag i princippet den samme som i 1903. Dette gælder også gymnasiets grundlæggende fag, selv om nye tilvalgsfag er kommet til, og det gælder eksamensstrukturen. 
I dag er fagene i sig selv målet for gymnasiet. Men fagene skal være redskaber for uddannelsen. Målet bør være en indsigt i problemstillinger og temaer, som er centrale i samfundet. Det betyder ikke, at faglig viden og færdigheder er unødvendige, men disse skal tilegnes inden for en ramme, hvor dannelsen og kompetencerne er udgangspunktet for undervisningen. 
Fagenes læreplaner er opdelt i faglige mål og kernestof, som eleverne skal gennemgå i løbet af de tre år. I nogle fag, som for eksempel dansk og samfundsfag, er kernestoffet voldsomt overdimensioneret. Hvad der er væsentlig viden, ændrer sig, og derfor bør der være færre krav til, hvad der skal gennemgås. Det centrale må være, at de faglige mål nås. En mindskelse af kernepensum vil give mulighed for fordybelse. Derfor skal undervisningen tilrettelægges således, at den bliver mere anvendelsesorienteret, mere opgaveorienteret og problemorienteret. 
Den nuværende arbejdsdeling mellem fag er uhensigtsmæssig. I mange fag træner eleverne de samme færdigheder som en del af lektiekontrollen. Mange fag har problemer med at afgrænse sig over for hinanden. Derfor foreslår vi faggrupper mellem beslægtede fag frem for enkeltfag. En faggruppe består af fag med et fælles område og fælles metoder. 
Eksempelvis kan man oprette et nyt fag, der hedder litteratur, og hvor lærere fra det pågældende kulturområde underviser. Sprogfagene skal koncentrere sig om, at eleverne lærer at tale og skrive det pågældende sprog –gerne i autentiske sammenhænge. 
Vi mener også, at der skal oprettes et kulturfag, som omfatter oldtidskundskab, religion, filosofi og områdestudier. Og vi forestiller os, at der etableres et fælles naturvidenskabeligt fag, hvor vægten lægges forskelligt afhængig af studieretning. Man kan også forestille sig en faggruppe bestående af historie, samfundsfag, erhvervsøkonomi og psykologi. Matematik forbliver et selvstændigt fag, men indgår som redskabsfag i forskellige faggrupper.

Ejerforhold til læringsprocess 
Det er nødvendigt at se på det samlede evalueringssystem. I dag er eksamenskarakterer og løbende standpunktskarakterer det normale. Derudover finder karaktersamtaler sted, og på mange gymnasier afholdes mentorsamtaler. 
Men vi mener, at den vigtigste form for evaluering er den selvevaluering, som eleven udvikler sammen med den enkelte faglærer. Disse samtaler bør finde sted løbende som en del af undervisningen i forbindelse med den tidligere omtalte individuelle faglige elevstøtte. 
Forskningsresultater viser, at når eleven forstår de faglige mål og i samtale med læreren finder ud af, hvor vedkommende står nu, og hvad vedkommende skal gøre for at nå de faglige mål, så vil elevens motivation øges, og eleven vil blive dygtigere til at lære. Eleven får således et ejerforhold til sin egen læringsproces. 
Vi mener, at der fortsat skal være en afsluttende evaluering, men på en anden måde end det nuværende eksamenssystem. Når vi ønsker at fjerne de eksisterende eksamener, skyldes det flere ting: 
For det første anvendes en stor del af året til eksamener, hvor tiden i stedet kunne anvendes til undervisning. Og undervisningen erstattes i 1. og 2.g af lediggang, afbrudt af et par tilfældige årsprøver. Undervisningstiden kan derfor blive væsentligt forlænget. 
For det andet kommer eleverne i dag kun til eksamen i få fag, men forbereder sig i den daglige undervisning til eksamen i alle fag. I de fleste fag får eleverne i stedet en årskarakter som dokumentation for, hvad de har lært. Det kan virke meningsløst, at undervisningen fokuserer på en eksamen, som man med stor sandsynlighed ikke kommer op i. 
For det tredje er den mundtlige eksamen karakteriseret ved, at eleverne generelt set kan nå at sætte sig ind i pensum i dagene op til eksamen, hvilket ikke viser noget om deres udbytte fra timerne. 
For det fjerde er det svært at se, om en mundtlig eksamen er valid, det vil sige, om den måler det, man vil måle. Viser eleverne bredspektret faglig indsigt og færdigheder i løbet af reelt 20 minutters mundtlig eksamination eller nogle få timer i en kold gymnastiksal?

Dagligdagen skal ændres 
Organiseres undervisningen i faggrupper, vil der være færre fag end i dag, og derfor mener vi, at hvert fag/faggruppe skal have en afsluttende evaluering ligesom på hf i dag. 
Eksamen skal bestå i, at eleverne i deres afsluttende forløb i et fag eller en faggruppe arbejder på normal vis med et projekt, og det er denne afsluttende projektopgave, der evalueres. Tendensen er allerede på vej i det nuværende gymnasium. 
Den faglige evaluering kan for eksempel udformes som en mundtlig synopsiseksamen. Man kan også forestille sig, at eleven i litteraturfaget laver en analyse af en roman og fremlægger denne for lærer og censor eller holder et mundtligt oplæg herom. 
På denne måde lægges vægten i karaktergivningen ikke på, hvilke mangler eleverne har, som den nuværende karakterskala kræver, men hvad de kan. De skal måles på, hvor langt de er nået med hensyn til viden, færdigheder, kompetencer og problemløsning med brug af faggruppens teorier, metoder, arbejdsformer og deres indsigt i egen læring. 
Afslutningsvis er det afgørende for et motiverende og engagerende gymnasium, at lærerne samarbejder meget mere end i dag. Hver faglærer samarbejder med den enkelte elev om læringsprocessen, men lærerne skal også samarbejde om den enkelte elev med henblik på at give vedkommende en bred rådgivning om styrket læring. Samtidig skal faglærere og faggrupper samarbejde om at udvikle undervisningsforløb. 
Samtidig skal gymnasiets dagligdag ændres. Vi har deltaget i et helskoleforsøg, hvor eleverne kun havde to fag om dagen. 2-3 lærere gik sammen om 2-3 klasser, så klasseenheden i realiteten bestod af 56 eller 84 elever. Klasserne blev undervist samtidig i lokaler, der lå ved siden af hinanden. Lærerne forberedte fælles forløb. Denne organisering gav mulighed for undervisning på tværs af klasserne og mange forskellige undervisningsformer i løbet af de fire timer, der var til rådighed. Der var også tid til fordybelse. Eleverne var begejstrede, men forsøget stoppede, fordi en mindre del af lærerne fandt det uhensigtsmæssigt. 
Tiden med en enkelt lærer med en enkelt klasse i et enkelt lokale i et enkelt modul er forbi. Der er behov for at udvikle nye undervisnings- og organisationsformer og ændringer i gymnasiets struktur for at kunne skabe motivation og dermed et højere fagligt niveau. 
”Forslag til at fremme gymnasie­elevers motivation” kan findes på www.gymnasieliv.dk og kan frit benyttes.