Artikel
Markant færre studenter tager suppleringskurser
Studenter - NY

Markant færre studenter tager suppleringskurser

Antallet af kursister på de gymnasiale suppleringskurser er faldet. Gymnasiereformen har virket, lyder det fra rektorernes formand.

Antallet af kursister, der tager gymnasiale suppleringskurser for at få de nødvendige fag og niveauer for at kunne komme ind på drømmestudiet, er dykket.

Fra 2.772 kursister, da tallet toppede i 2012, til 1.610 i 2020, viser tal fra Børne- og Undervisningsministeriet. 

Med gymnasiereformen, der trådte i kraft i august 2017, var det et af politikernes mål at få ryddet op i antallet af studieretninger og målrette dem mere til adgangskravene på de videregående uddannelser.

Ønsket var at bremse den store stigning, der siden 2005-reformen var sket i antallet af studenter, som havde brug for at tage et gymnasialt suppleringskursus.

Ministeriet har endnu ikke opgjort det samlede antal kursister i 2021. Tallet for første halvdel af 2021 er 792 kursister. 

Reformen er årsagen
Ifølge Henrik Nevers, formand for Danske Gymnasier, er der ingen tvivl om, at det er reformen, der har haft den ønskede effekt.

Det mere fokuserede studieretningsudbud har gjort det lettere for eleverne at vælge.

Henrik Nevers, formand
Danske Gymnasier

Han mener, at det almene gymnasium i dag er langt mere fokuseret, end det gymnasium, der eksisterede fra 2005-2017, hvor ”studieretningerne knopskød i alle retninger”.

”Det mere fokuserede studieretningsudbud har gjort det lettere for eleverne at vælge og har helt tydeligt nedbragt behovet for efterfølgende at supplere med adgangsgivende fag,” siger Henrik Nevers.

”Tallene er udtryk for, at gymnasiet i dag rent faktisk giver eleverne de kompetencer, som de har brug for i deres videre uddannelsesforløb.”

Centralt fastsat
Med gymnasiereformen i 2017 er der blevet skåret markant ned på antallet af studieretninger i forhold til tidligere, og alle studieretninger er nu centralt fastsat. De almene gymnasier har 18 studieretninger at vælge imellem. Samme antal har de tekniske gymnasier, mens der er 13 studieretninger på listen, som handelsgymnasierne kan udbyde.

Der er nogle studieretninger, der er savnet ude på skolerne.

Henrik Nevers, formand
Danske Gymnasier

Ud røg muligheden for at skolerne kunne udbyde studieretninger med for eksempel psykolog B, idræt B og en række andre ikke-adgangsgivende fag. Det var også slut med studieretninger med tre fag på henholdsvis A-, B- og C-niveau. Samtidig blev der indført matematik på minimum B-niveau for langt de fleste elever.

Inden reformen fandtes der i alt 209 forskellige studieretningskombinationer på landets almene gymnasier.

Har haft omkostninger
Det var den rigtige løsning i forhold til suppleringsproblematikken, mener Henrik Nevers. Men det har også haft nogle omkostninger, understreger han.

”Overordnet set var det godt, at der blev strammet op. Men der er ingen tvivl om, at der er nogle studieretninger, der er savnet ude på skolerne – især studieretningen med biologi A, idræt B og kemi B,” siger Henrik Nevers.

Børne- og Undervisningsministeriet har givet en række skoler mulighed for at få dispensation til særlige lokale studieretninger. I øjeblikket har 25 gymnasier fået grønt lys til en lokal studieretning. Idræt B indgår i 20 ud af de 25 studieretninger. 

De nye tal afliver også myten om, at de gymnasiale suppleringskurser af mange studenter bliver brugt strategisk til at løfte deres eksamensresultater ved at udskyde såkaldt ”svære” fag til efter gymnasiet, mener Henrik Nevers.

Hidtil har karakteren fra et suppleringsfag ikke påvirket karaktergennemsnittet på eksamensbeviset. Men fra den 1. maj 2022 gælder en ny regel. Fremover vil karaktergennemsnittet blive genberegnet, hvis suppleringsfaget er et specifikt adgangskrav på den videregående uddannelse, eleven søger ind på. 

Der er foretaget rettelser i artiklen den 3.april og den 5. april pga. forkerte oplysninger og tal i den første version/redaktionen. 

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater