Londons mudder. Om dannelse i gymnasiet

Dannelsesdiskussionen er forstummet i gymnasiet. Til gengæld taler vi om ny skriftlighed, brobygning, fastholdelse, internationalisering, studieretningstoning, innovation og kompetencer. Danske gymnasieelever er vældigt kompetente. Og til alt dette findes en politik, hvis ikke et indsatsområde, samt koordinatorer, udvalg og ansvarlige uddannelsesledere. 
Dannelse kan ikke reduceres til summen af ovenstående tilsat faglige målsætninger, for kompetencer forholder sig til dannelse som del til helhed, mursten til et hus, medicin til sundhed, økonomi til det gode liv; det er nødvendige, men ikke tilstrækkelige betingelser. Gnieren er en tragikomisk skikkelse, fordi han i sin stræben efter at skaffe penge, midler eller ”Surrogater for alle sublunariske Herligheder” for længst har glemt, hvad penge kan realisere. Dør han med en velspækket tegnebog, er tragedien fuldbyrdet, for hvad levede han for, hvad var målet med hans stræben? I hans verden fandtes kun midler. 
Dannelsen har således et livsfilosofisk aspekt: Man skal vide, hvad man sigter efter. Dannelse er den platform, ud fra hvilken man overskuer og tilrettelægger sit liv; det hvorfor, der giver mening til, hvordan man graver sig ned i denne eller hin faglige detalje. En radar i fri luft, inden man overgiver sig til mikroskopets snævre synsfelt. At unge mennesker med en forventet levetid på den anden side af 80 tilbringer tre ikke særligt målrettede gymnasieår med at udvikle sig selv, udgør derfor heller ikke et problem. Ret beset er tanken om, at 16-årige skulle være i stand til at træffe et meningsfuldt valg af livsbane for det næste mere end halve århundredes arbejdsliv, så grundlæggende absurd, at man i stedet for at legitimere gymnasiet burde vende bevisbyrden om. 
Desværre ikke et synspunkt i politisk medvind; helt ind i vores egne rækker tvivles der efterhånden på dannelsens værdi. Som gymnasielærere tænker vi i stadig højere grad på at instrumentalisere vores fag, gøre dem nyttige og anvendelsesorienterede. Forestillingen ligger allerede i studieretningsmodellen, og mange steder arbejdes der nidkært på at tone studieretningerne, så det specialiserede i uddannelsen fremhæves på bekostning af det almene.

Fra mål til midler 
Ikke mindst er innovation og iværksætteri allerede i det almene gymnasium et udtryk for en merkantilisering og nyttetænkning i uddannelsesforståelsen. Der vendes op og ned på forholdet mellem skole og individ: Hvor skolen før var en ressource i den enkeltes dannelsesprojekt, betragtes den enkelte nu som ressource for en økonomisk tænkning, der opererer i sorte og røde tal. Numre i strækmarch. I kapløb med en imaginær kineser. Eleverne transformeres fra at være subjekter, mål, i et dannelsesprojekt til at blive midler, ressourcer for staten, hvis potentiale skolen og uddannelsessystemet skal forædle og optimere til glæde for fremtidens samfundsøkonomi. 
Endelig er jeg næppe den eneste gymnasielærer, der har tilbragt en stor del af barndommen med et leksikon i hånden. Hvorfor? Fordi viden er fornøjelig i sig selv, ikke bare som middel i et fremtidigt projekt, det være sig statens eller individets. Forsømmer vi at formidle det til eleverne? 
Hvad jeg efterlyser, er altså en besindelse på gymnasiets egent­lige formål, en italesættelse, et fokus på den forudsætning, der ligger til grund for alle faglige bestræbelser: Elevernes projekt med at blive sig selv – for ikke at blive misforstået vil jeg understrege, at det at eleverne er subjekter i deres dannelsesproces, ikke er det samme som at påstå, at skolen skal stå parat med underholdning, som det passer eleverne. I det at bedrive skole ligger en underforstået præmis om, at elever har brug for voksen viden. Viden er frigørende, for med viden kan man orientere sig og agere i en given historisk situation. Dannelse er således også et formelt begreb: Viden om Beatles og 11. september er i dag i højere grad forudsætninger for at kunne navigere og finde sig selv end viden om Napoleon og Goethe. Men selv om skolen således kan være autoritær og antidemokratisk, idet den pådutter elever en viden, de ikke umiddelbart føler behov for, har den stadig frigørelse som mål.

Holmes og fodsporet 
Hvis man af den grund vil læse en modsætning mellem et personligt og et samfundsmæssigt perspektiv ind i diskussionen, er man dog på gale veje, medmindre det samfundsmæssige tolkes snævert økonomisk. Ud over det personlige har dannelsen nemlig et etisk aspekt. 
Det er temaet i Conan Doyles første historie om Sherlock Holmes, En Studie i Rødt. I den beskrives geniet Holmes af fortælleren, dr. Watson, der i populære fremstillinger ofte får en lidt fjoget fremtoning, men som her tildeles rollen som den dannede gentleman. Watson besidder en omfattende klassisk dannelse; Holmes er, som man ved, ungkarl og lidenskabelig dyrker af sin store interesse: kriminologien. Når ingen kriminalsager kan give Holmes’ urolige hjerne det daglige fix, tyr han til narkotika. Bortset fra aparte violinspil har han nemlig ikke så meget at fylde sin tilværelse ud med. 
Undrende giver Watson sig til at lave en liste over den intelligente mands viden – og mangel på samme. Holmes besidder for eksempel en højst specialiseret viden om jordarter i London; en nødvendig kompetence selvfølgelig til at deducere sig fra et mudret fodspor til gerningsstedet for en forbrydelse. Hvad Holmes ikke kender til, er det heliocentriske verdensbillede, og da Watson oplyser ham om det, har han følgende kommentar: ”Jeg anser menneskets hjerne for oprindeligt at være som et lille tomt loftsrum … Et fjols fylder det med alt det skrammel, som han støver op, så den viden, der kunne blive nyttig for ham, bliver fortrængt … Den behændige arbejder er derimod i høj grad påpasselig med, hvad han fylder i sit hjerneloftsrum. Han vil have intet andet end de redskaber, som vil være tjenlige for udøvelsen af hans arbejde, men af dem vil han have et stort udvalg, alle i perfekt orden … Hvad pokker betyder solsystemet for mig?” 
Sådan taler en ekspert, og sådan tænkes der i stigende grad i det politiske system – og med det i gymnasiet. Helt ukritiske er vi blevet, embedsmandsagtigt samvittighedsfulde i forhold til at forfølge den politiske dagsorden, der kalder på fokuseret uddannelse. Kompetencer, studieretningstoning, innovation. Londons mudder er målrettet information, jordens flugt i himmelrummet spild af plads på den mentale harddisk. Trivial pursuit-viden kaldes det hånligt. Historien om Watsons møde med Holmes er en fortælling om dannelseskulturens møde med ekspertkulturen, og Watson må resignerende erkende ekspertkulturens overlegenhed. Var det ikke lige for to forhold: Holmes’ manglende evne til at udfylde sig selv uden for sin snævert faglige metier og den svimlende omstændighed, at det kun er tilfældet, tilfældet, der har bragt Holmes over på den rette side af loven. En skræmmende tanke …: Holmes’ intelligens i forbrydelsens tjeneste! Det er et sidetema i historien, at Holmes stiller sine detektiv­evner til rådighed, også hvor en sag ifølge vores gentleman, Watson, var bedre tjent med ikke at blive belyst.

Vaccination mod ekspertvælde 
Dannelsens etiske aspekt, dens samfundsmæssige forpligtelse, er en insisteren på en fælles reference, der går forud for og definerer de konkrete bestræbelser. At det særskilte kun giver mening på baggrund af det almene. At man ved, hvornår en viden skal anvendes. Og hvornår den ikke skal. Hvorfor og hvordan. Samfundet har brug for eksperter, ja, men uden dannelse er der risiko for, at ekspertise misbruges. 
Dannelse er således også en vaccination mod ekspertvælde og ensidighed, et forsøg på at undgå at fostre Sherlock Holmes-typer, hvis specialistviden kan udfoldes uden etisk fundament. Med den faglige monomani, der efterhånden opstilles som mål for toningen af fællesfag i studieretninger, er vi ved at give slip på det specialiseredes forankring i det almene. Selvfølgelig skaber vi ikke dermed gale videnskabsmænd i gymnasiet, men vi er langsomt ved at legitimere en ekspertkultur, hvor kompetencer og ekspertise betragtes som finalværdier i stedet for instrumentalværdier. Hvordan er blevet hvorfor. Eller rettere: Hvorfor er forsvundet. Det er synd for de unge, det er synd for gymnasiet, og det er synd for samfundet. 
Vi udtoner dermed forestillingen om mennesket som et mål i sig selv. Mennesket, den unge under uddannelse, er blevet et middel til at optimere og effektivisere samfundsøkonomien, som er blevet altings mål. Der ryddes op og gøres rent i gymnasiets loftsrum, så det overflødige vidensskrammel ikke står i vejen for den fokuserede kompetenceudvikling. Gymnasiet graver sig på den måde dybere og dybere ned i Londons mudder for at gå i dækning for den indbildte kineser, der truer vores velfærd. 
Jeg håber, at eleverne kan få luft.